image
Gunnar Pelinka, kyrkoherde, Gustafskyrkan, Lucia 2009

Gustavskyrkan i København pressetShare|

Svenska Kyrkans dårlige økonomi betyder nedskæringer i Gustavskyrkan på Kastellet

Svenska Kyrkan i København står over for at skulle fyre tre medarbejder i løbet af de næste par år, hvis ikke den lokale opbakning fra menigheden bliver større.
- Allerede til sommer forsvinder assistenten og det, vi kalder en husmor, men som I kalder en kirketjener, fortæller Gunnar Pelinka, der er sognepræst ved kirken. Derefter er det meningen, at også organisten skal fratræde, dersom der ikke findes en lokal løsning.

Svenska Kyrkan mangler penge
- Der er forskellige årsager til, at vi er stillet over for disse nedskæringer, fortæller sognepræsten videre. For det første skyldes det, at Svenska Kyrkan på nationalt niveau er nødt til at kompensere over for stifterne for deres udgifter til præstelønninger fra 2011. Det skyldes, at stifterne skal betale skat af deres ejendom, 60 mio. svenske kroner årligt. Disse penge mangler så på nationalt niveau, og det betyder, at udlandskirken må holde for. Den anden årsag er, at man har lavet en undersøgelse af behovet for udlandskirker og fundet frem til, at svenskere, der flytter udenlands, flytter meget længere væk end det tidligere var almindeligt. Der er eksempelvis ved at blive bygget en kirke i Florida, der skal servicere 40.000 svenskere, fortæller Gunnar Pelinka.

Svært at få fat i lokale svenskere

Desuden nævner han også, at man fra Svenska Kyrkans side er optaget af, at det er de lokale menigheder, der betaler for deres kirke. Dette er imidlertid vanskeligt for netop Svenska Kyrkan i Danmark, da registertilsynet ikke tillader, at Gustavskyrkan får oplyst navnene på de svenskere, der bor her i landet. Det betyder, at man ikke lige kan komme så nemt i kontakt med dem. En stor del ved derfor ikke, at der ligger en svensk kirke i København.

- Desuden er der hele problematikken med opkrævningen af midlerne til kirken, fortæller Gunnar Pelinka. Det ville virkelig være ideelt, hvis vi kunne få lov til at opkræve dem over skattebilletten, på samme måde som folkekirken kan få lov til. Det ville formentlig betyde mellem 1 og 1,5 mill. kroner.

I Gustavskyrkan kæmpes der for at få en løsning op at stå. Den 24. januar er der således ”stormøde” efter højmessen kl. 11.00 ligesom der er oprettet en støttegruppe på Facebook.

Alt i alt vil det dog kræve en gevaldig indsats at redde livet for menigheden omkring dette kulturcentrum i København. Til sammenligning kan det i øvrigt oplyses, at Svenska Kyrkan i Oslo mister enhver form for tilskud fra Uppsala, mens den gamle sømandskirke i Skagen helt bliver nedlagt.

 

 

Karen Schousboe

 

Gustafskyrkans hjemmeside

 

Foto: Gustafskyrkan. Gunnar Pelinka læser med barn til Luciaarrangement 2009.

Opdateret  20-07-2010