Mission er samtaleShare|

Vi elsker at overhøre missionsbefalingen, fordi vi ikke selv bryder os om ’de andres’ præk. Denne søndag får vi imidlertid en opskrift, der ikke er krænkende

Den ulidelige mission
Vi kender det godt. Vi har en hjemmearbejdsdag beregnet på at give os ro og fred til at komme gennem bunkerne. Pludselig ringer Jehovas Vidner på døren for at ”snakke”. Det føles naturligvis meget krænkende. For det første fordi de forstyrrer. For det andet fordi de optræder åh så venligt, skønt de i virkeligheden udøver en sekterisk fordømmelse over for alle ikke-troende, ligesom de praktiserer brutal udstødelse af de frafaldne. Og endelig fordi deres livspraksis direkte koster liv, når eksempelvis nybagte mødre tvinges til at lade sig forbløde og dø, selvom en enkel og uproblematisk livsgave kunne have reddet hende selv og hendes barn fra forældreløshed.  Jeg er ikke bange for at sige det: Den slags missioneren vises hårdt og brutalt vintervejen ved min dør.

Vand giver liv
I søndagens evangelium får vi da også en helt anderledes tiltalende opskrift. Jesus er på vej fra Judæa og hjem til Gallilæa. Vejen går naturligt gennem Samaria, og Jesus sætter sig ved byens ældgamle brønd, mens han venter på, at en af kvinderne kommer forbi for at hente vand. Han mangler en krukke. Så Jesus beder om vand! Det giver efterfølgende anledning til den lille fine historie om kvinden, der spørger, hvorfor han ikke betragter hende og hendes vand som urent. Og Jesus svarer, at hun, hvis hun kendte ham, selv ville have bedt om vand; skønt vand af en ganske anden art, nemlig levende vand. Det fortsætter med, at kvinden beder om ”dette vand” og får at vide, at en forudsætning for at få det imidlertid er, at hun bekender sit syndefulde levned. Hvorefter hun modtager ”vandet” samt instruktioner om, hvor hun skal tilbede sin Gud (alle vegne). Samtidig får hun en missionsbefaling.

Mission i det offentlige rum
Hvad kan vi lære heraf – udover grundstrukturen i en klassisk dåbsoplæring? Jo, for det første kan vi naturligvis lære, at al missioneren skal foregå i det offentlige rum. Vi skal ikke ulejlige folk på deres privatadresser eller rende rundt og smide pamfletter gennem dørsprækker. Det her foregår ved brønden, ikke engang på byens torv. Samtidig skal vi indlede samtalen med folk dér, hvor det forekommer naturligt, og lade samtalen udvikle sig, hvis det giver mening. Og så skal vi endelig huske på, at det er en genuin samtale, vi skal føre, og ikke en prædiken, der skal leveres. En Jesus, der prædiker, oplever den samaritanske kvinde først, efter at hun har ”bedt om livets vand”.

Member get member
Hendes missionale opgave består i øvrigt ikke i selv at prædike. Den består derimod i at hive sine samaritanske naboer hen for fødderne af Jesus, der derefter inviterer ham til at blive hos dem i to dage for at samtale med dem. Og står der efterfølgende: De kom til at tro på ham; ikke på grund af kvindens vidnesbyrd, men fordi de selv havde hørt ham.

Jeg ved godt, at Jehovas Vidner vil påstå, at de heller ikke ønsker andet end at indlede en samtale. Men den kan de så føre med mig ved at skrive læserbreve i søndagens aviser eller hvis anden lejlighed byder sig på cafeer, gader og stræder. Mission handler nemlig ikke om at overrumple, men om at få mennesker til selv at tænke over deres liv. Sådan som Jesus gjorde det ved brønden i Sykar.

Karen Schousboe

Yong, Amos: The Light Shines in the Darkness”. Johannine Dualism and the Challenge