 Tørstig uden at vide detShare|
Jesus konfronterer det mislykkede i kvindens liv temmelig direkte, grænsende til det taktløse. Men samtidig viser han en overraskende stor barmhjertighed, som vækker længselen. Eller om man vil: tørsten efter Gud. Man vidste ikke, at det var det, man manglede, man tørstede efter Gud uden at vide det
Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste,
Johannesevangeliet 4,14.
Jeg plejer at drikke en halv liter vand hver morgen. Det er ikke noget, jeg tænker specielt over; det er bare en vane, jeg har, men det er sådan set en god vane. Det sker, at jeg ikke gør det, hvis morgenrutinerne af en eller anden grund ikke lige følger det normale mønster. Og det er heller ikke noget, jeg tænker specielt over; faktisk har jeg i den situation tit taget mig i midt på formiddagen at spekulere på, hvad der mon er i vejen – hvorfor jeg har hovedpine, om jeg har sovet for lidt, om jeg trænger til stærkere briller etc. Indtil det går op for mig, at jeg er tørstig. Og det sker som regel først, når jeg ser et glas vand. For man kan være tørstig uden at vide det.
Tørst som billede på længsel
Det kan man også på et billedligt plan, og det gjaldt efter alt at dømme den kvinde fra Samaria, som er hovedperson i teksten til på søndag. Hun havde et mildt sagt kaotisk kærlighedsliv: fem forliste ægteskaber bag sig og nu et forhold til en mand, hun ikke var gift med. Men hun havde også en tørst, billedlig talt, en længsel i sit liv. Efter helhed, efter ægthed, efter den værdighed, hun formentlig følte, hun havde sat over styr ved sin livsstil. Og dybest set: en tørst efter Gud.
Samtalen mellem hende og Jesus er både gådefuld og fascinerende. Intet tyder på, at hun var sig sin længsel bevidst på forhånd, men det blev hun, da hun fandt ud af, hvem Jesus er. Lidt som når man opdager, hvor tørstig man er, fordi man ser et glas vand.
Et spejlbillede
Læst meditativt er kvinden fra Samaria som et spejlbillede af os. Jesus konfronterer det mislykkede i hendes liv temmelig direkte, grænsende til det taktløse. Og det er som regel, hvad der sker, når man beskæftiger sig med Jesus: Man bliver afsløret. Tvunget til at se sig selv i øjnene, også med de fejl og nederlag der er i ens liv. Og som man ellers prøver at fortrænge, måske fordi man har svært ved at tilgive sig selv. Jesus tager os nemlig så seriøst, at han ikke bare glatter ud.
Men samtidig viser han en overraskende stor barmhjertighed, ligesom han gjorde over for kvinden den dag i Samaria. Og i mødet med den barmhjertighed opdager man sin længsel. Eller om man vil: sin tørst efter Gud. Man vidste måske ikke, at det var det, man manglede, tørstede efter Gud uden at vide det.
At mærke sin længsel
Hver sommer har aviserne skrækhistorier om mennesker, der bliver dehydrerede med vand inden for rækkevidde, fordi de ikke opdagede deres egen tørst. Jeg ved ikke, hvor udbredt problemet er i virkeligheden. Men på det billedlige plan tror jeg, det er et af de største åndelige problemer i Danmark og resten af Vesten: Mennesker har brug for det, Jesus er og står for, men de mærker ikke deres egen længsel, for det gør man først, når man begynder at beskæftige sig seriøst med ham.
Det kan læseren af disse linjer måske ikke bruge til så meget. Andet end som en slags opfordring til at finde Bibelen frem for i hvert fald selv at mærke den længsel efter Gud, som Jesus altid vækker, når man læser om ham. Eller til at gå i kirke på søndag…
Peter Søes er sognepræst i Skelgådskirken
Opdateret
20-07-2010
|
 |
|