Ritual ved organdonationShare|

På opfordring fra landets biskopper har en arbejdsgruppe nedsat af Sygehuspræsternes Sammenslutning udarbejdet et vejledende ritual ved organdonation, der skal støtte de pårørende 

Svær afsked

For sygehuspræsterne på landets højteknologiske sygehuse er det en del af dagligdagen at stå sammen med pårørende til en hjernedød, som har sagt ja til at lade sine organer transplantere. Efter at hjernedøden er indtruffet, bliver patienten gjort klar til operationen, hvorefter vedkommende bliver kørt på operationsstuen. Situationen er speciel, fordi patienten er død (hjernedød), men de synlige tegn på døden er ikke til stede, derimod er patienten holdt kunstigt i live af diverse apparater. Under disse forhold, har mange pårørende helt enkelt svært ved at forlade den hjernedøde, når vedkommende skal transporteres fra patientstuen til operationsgangen.  

Andet end en organsamling

Biskopperne bad derfor Sygehuspræsternes Sammenslutning om at nedsætte en arbejdsgruppe, der kunne udarbejde et vejledende ritual.

– Et sådant ritual er vigtigt, fordi mennesker i den situation har behov for midt i mellem slanger og teknologiske termer at blive mindet om, at den hjernedøde er andet end en organsamling, men et menneske, de har været og fortsat er knyttet til, forklarer Henning Nabe-Nielsen, der er sygehuspræst på Rigshospitalet og et af de seks medlemmer af arbejdsgruppen, som har udarbejdet det vejledende ritual.

At forlade en pårørende

Ofte er der tale om pludselige dødsfald, når organdonation kommer på tale, fortsætter Henning Nabe-Nielsen. At det ofte implicerer yderst dramatiske omstændigheder, gør det særligt påtrængende med et ritual, som kan støtte de pårørende og gøre det lettere for dem at forlade patienten på den højintensive stue, vel vidende at vedkommende, næste gang de ser ham eller hende, er synligt død.
– Normalt er det den afdøde, der forlader os, men når en hjernedød person skal have fjernet et eller flere organer, inden der slukkes for apparaterne, er det os som pårørende, der forlader den hjernedøde. Det gør situationen særligt svær, understreger Henning Nabe- Nielsen.

Hverken legitimation eller fordømmelse

Det har været afgørende for arbejdsgruppen at ritualet hverken implicerer en legitimering eller en løftet pegefinger over for den konkrete donation.
– I arbejdsgruppen drøftede vi de etiske aspekter af ritualet grundigt. Organdonation er jo aldrig noget enkelt spørgsmål at tage stilling til, forklarer Henning Nabe-Nielsen og fortsætter:

– Der venter altid en byrde efter, at man har truffet en vanskelig afgørelse. Derfor kan det være af stor betydning, at der er nogen, der står ved det menneske, der har truffet sine valg, uanset hvad udfaldet blev. Som sygehuspræst skal jeg hverken negligere dilemmaet eller overbebyrde mennesker, når de står over for et umuligt valg, slutter Henning Nabe-Nielsen.

Fakta

Ritualet ved organdonation er vejledende. Det betyder, at præster dermed får tilbud om en form at læne sig op ad, med at der samtidig er rig mulighed for at tilpasse ritualet til den enkelte situation.

Ritualet er udarbejdet af sygehuspræsterne Sisse-Margrethe Landert, Ton Andersen Kjær, Karin Ladegaard Jensen, Helle Rørbæk Hørby, Jens Rasmussen og Henning Nabe Nielsen.

Vejledningen er med små ændringer godkendt af biskopperne på møde 6. januar 2010 og udsendes i løbet af den kommende tid til landets sygehuspræster.

Kirsten Weiss Mose

Læs det vejledende ritual ved organdonation her