image
image

Kalkmalerierne i danske kirkerShare|

Nationalmuseets traditionsrige årsskrift, Nationalmuseets Arbejdsmark, sætter spot på kalkmaleriernes tilstand

En generøs fondsbevilling har i de senere år muliggjort en række omfattende undersøgelser af middelalderens kalkmalerier. Sidste år resulterede det i udviklingen af en særlig hjemmeside, hvor det er muligt at få et ordentligt indblik i en række af de væsentligste kalkmalerier fra hele landet. I årets ’Arbejdsmark’ kan vi nu læse i detaljer om hele udredningsprojektet.

 

Systematik
Man er gået systematisk til værks. I Danmark findes der ca. 650 kirker med kalkmalerier. Heraf er i alt 327 kirkers kalkmalerier besigtiget, og deres tilstand er blevet karakteriseret. Billederne spænder fra 1000-tallets slutning til og med 1775. Af praktiske grunde er malerier restaureret efter 1990 ikke medtaget i undersøgelsen, hvorfor de heller ikke optræder i databasen. Forhåbentlig vild de dog senere indgå heri.
Malerierne er blevet efterset for skader og tilsmudsning, og hver kirkes kalkmaleriudsmykning er herefter blevet klassificeret som henholdsvis ’akut behandlingskrævende’, ’behandlingskrævende’, ’mulig behandlingskrævende’ samt endelig ’tilstand tilfredsstillende’. Desuden er de blevet klassificeret med hensyn til deres karakter af ’bevaringsværdig’. Endelig er dette sammenfattet i en prioriteringsliste. Målet har været at få en oversigt over opgavens omfang samt sikre at midler ledes derhen, hvor det er særlig påkrævet at gøre en indsats, således at denne ikke kun afhænger af, hvorvidt kirken af andre årsager står foran en nyistandsættelse.

 

Fjender
Fugt, varme og smuds er de store syndere. Hertil kommer problematikken omkring opvarmning, der stiller særlige krav til energikonsulenterne og deres rådgivning. Endelig påpeger artiklen behovet for at overveje brugen af levende lys i kirkerummet. I alt 20 kirker er vurderet til at have kalkmalerier, der er akut behandlingskrævende, mens 180 kirker vurderes som behandlingskrævende. I Arbejdsmarken er der rigtig gode fotos af, hvilken kulturskat vi alle er ved at miste, dersom vi ikke er opmærksomme herpå. Denne sag vedrører jo ikke kun det enkelte menighedsråd; den vedrører os alle.

 

Forsynet forkæmper
En anden artikel i årbogen stiller skarpt på den danske foregangsmand i kalkmalerisagen. Det er spændende læsning at høre om konservatoren Ejgil Rothes meget fremsynede og lidenskabelige kamp for at trække en knivskarp grænse mellem konservering og restaurering. Han arbejde som konservator fra 1897–1929 og var ikke kun foregangsmand med hensyn til at fremme respekten for det bevarede, frem for ønsket om at opmale det manglede. Han anvendte også meget tidligt fotoregistrering for at dokumentere maleriernes tilstand før og efter restaurering. I dag er disse fotos afgørende for vores kendskab til nogle af de mest betydningsfulde kalkmaleriers oprindelige udseende, motivkreds og farveholdning.

 

Rædselshistorie
Det kunne imidlertid være gået uendeligt meget værre. Artiklen rummer således en rædselsvækkende beretning om den hårdhændede måde, som restaureringen af en kirke fra 1168 på Rügen måtte opleve. Her var en tysk teatermaler på spil, og han fandt, at der manglede store partier. Det resulterede i, at han blandede den oprindelige udsmykning med motiver hentet fra 1400-tals oliemalerier og i øvrigt overmalede alt i en tempera-teknik. For at få fred til sit forehavende blev dørene låst – selv for præsten. Han tillod heller ikke sine medarbejdere at fotografere udsmykningen, førend han foretog sin vandalisering, og i dag kendes den oprindelige billedkreds kun fra få og dårlige fotos, det lykkedes at smugle ud.

 

Meget andet
I Arbejdsmarken er der dog også mange andre spændende artikler at læse: om Mårup kirkes nedtagning, om udgravningen af voldsteder på Samsø og meget mere. Husk endelig at læse historien om Kong Haralds vølve, der omkring 1000 blev begravet ved Fyrkat. Komplet med vølvestav, euforiserende bulmeurtefrø og en særpræget skål med hvis sminke, hun har været parat til at udøve sine troldomskunster – også i det næste liv. En mærkelig overgangsfigur fundet i vadestedet mellem hedenskab og kristendom.

 

 

Karen Schousboe

 

Nationalmuseets Arbejdsmark kan købes gennem Nationalmuseets butik

Opdateret  20-07-2010