Uendeligt nærværShare|

Guds nærvær i det magtesløse barn kalder det frem i os, som vi modtog dengang, vi blev skabt: kærlighed frem for kulde, opmærksomhed frem for ligegyldighed, rummelighed og barmhjertighed frem for lukkethed og hårdhed

Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det (Markusevangeliet 10,15).

En ny relation mellem Gud og mennesker

Advents- og juletidens tekster forsøger at indfange en vidunderlig og kærlighedsfuld bevægelse, som manifesterer sig julenat: Gud, der forlader sin himmel og bliver kød og blod i barnet Jesus. Og Helligtrekongertiden indledes med barnets navngivelse og ikke mindst med tegnet herpå: omskærelsen, den nye pagt med Gud. Hvad pagten indeholder, får vi særligt i anden tekstrække oplysning om, nemlig at inkarnationen sætter en helt ny relation mellem Gud og menneske, for nu kan vi kalde Gud for far, fader vor, som de elskede børn, vi er.

Modtagelsen af den der kommer

Det handler om barnets relation til sin far, og derfor også om vores relation til Gud i teksten Teksten fra Markusevangeliet forsøger at udtrykke menneskets gudsforhold og udfolder faktisk en bevægelse, som svarer på Guds bevægelse, nemlig menneskets modtagelse af ham, der kommer os i møde. Det betyder omvendt, at muligheden for ikke at modtage eller svare også er til stede. Men når det undlades, når bevægelsen eller relationen ikke lykkes, så skyldes det os selv. Og det er så det, som Jesus gør opmærksom på, når han fastslår, at den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.

Fornemmelse for en større sammenhæng

Og han ved, hvad han taler om, for han, som er sand Gud og sandt menneske, har været dér, begge steder! Når vi derfor skal modtage Guds rige ligesom et lille barn, så lægger Jesus vægt på både det at være som et barn og på Guds rige. Det betyder, at vi skal anerkende gudsrigets magt, ligesom barnet gør, og det vil sige, at vi skal anerkende, at livet skylder vi ikke os selv. Nu render børn sjældent rundt og anerkender – i hvert fald ikke bevidst. Men de gør noget andet. De hengiver sig eller overgiver sig til livet. De leger ubekymret og forestiller sig gerne både det ene og det andet. Fx ”lege de jul”, som Grundtvig skriver i en af sine julesalmer, og han fortsætter, ”de drømme dog sandt” Og det gør børn, fordi de ingen problemer har med at forbinde det evige og det jordiske, det guddommelige og det menneskelige, kærlighed, glæde og fylde med deres eget liv. De fornemmer intuitivt, at der er en større sammenhæng mellem dette liv og barnet i krybben.

Guds nærvær i det magtesløse

Og det er denne mulighed for at fornemme eller mærke Guds nærvær på trods af, at vi er vokset til, som Jesus appellerer til med sine ord – samme mulighed, som møder os i det lille barn. På den måde viser Guds rige sig i magtesløsheden og nærmere i, at der ligger noget ophøjet i denne magtesløshed. Guds nærvær i det magtesløse barns insisteren kalder nemlig det frem i os, som vi modtog dengang, vi blev skabt: kærlighed frem for kulde, opmærksomhed frem for ligegyldighed, rummelighed og barmhjertighed frem for lukkethed og hårdhed. På den måde er der tale om, at Gud til alle tider – nemlig i ethvert menneskebarn – insisterer på at bevare sin kærlighedsrelation til os, uanset hvad vi gør ved ham.

Magt og magtesløshed

I Jesusbarnets ansigt ser vi, hvordan kærligheden folder sig ud igen og igen. Her mærker vi, hvordan Gud står ved os, hvordan han insisterer på, at vi er hans børn. I barnets magtesløshed er han nemlig lige præcis så nærværende og derved så mægtig, at han tåler, at vi indimellem gør ham mindre, end han er. Tåler, at vi ser ned på ham og vanærer ham, ja, sågar slår ham ihjel på et kors. Selv i den største lidelse, hvor han skriger sin afmagt ud: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?, viser han sig som mægtig. For ikke nok med, at han insisterer på sit nærvær i afmagten, så fastslår han tre dage senere, at han var her, at han er her og altid vil være her – selv i døden og mørket. Guds magt viser sig i hans uendeligt trofaste relation, der gør døden afmægtig, viser sig i hans kærlighed, livets magt, der til enhver tid knægter døden.

Birgitte Kvist Poulsen er sognepræst i Hans Tausens Kirke og studenterpræst på KUA