Når verden bliver fjernShare|

Eller niogtyve år og aldrig spist en reje

Det er næsten ikke til at huske, hvordan en bar forårsmark ser ud; netop nu, hvor alting ligger gemt under tykke dyner af sne, og alting strenges. Fantasien skal virkelig sættes i sving for at huske, hvordan en sennepsbusk kan vokse sig så stor og stærk, at fuglene kan bygge rede i dens skygge. Det går ikke uden billeder.

Men hvad nu, hvis ingen nogensinde har vist dig, hvordan en sennepsmark ser ud? Hvordan en kylling skal parteres? Eller fortalt dig, at Sverige er det land, som ligger der på den anden side af Øresund, og som du netop nu skuer over på?  Hvordan kan du vide, hvordan en reje smager, hvis ingen nogensinde har serveret dem for dig?

I mit lange liv har jeg oplevet, at møde mennesker, der hver for sig ikke bestod disse ”prøver”. Så vidste de sikkert så meget andet, vil enhver vel hævde. Og det er muligvis rigtigt. Men det skaber jo unægtelig en udfordring for dem. For hånden på hjertet: Endnu har de fleste af os trods alt set en ko på en mark, smagt en rejse og orienteret os i forhold til svenskekysten. Til gengæld er jeg sikker på, at der findes unge mennesker i dag, der aldrig har købt en kylling og parteret den. Og jeg ved med sikkerhed, at det er de færreste, der har prøvet at tage én ud. Det er ingen fordom, men kun en stille konstatering.

Det stiller os virkelig over for nogle kolossale formidlingsmæssige udfordringer. For hvordan skal vi gøre den stille mirakuløse stemning i søndagens tekst begribelig for vor tids mennesker, der med undtagelse af nogle få promille aldrig vil opleve at sidde midt i vilde sennepskrat på skråningerne ned til Genesareth Sø? Som simpelthen ikke lever i den verden længere. Ja, som måske ikke engang lever i min og din, men kun deres egen særegne verden?

Det er naturligvis en banal pointe og et banalt spørgsmål. Men alligevel: Vi er altså nødt til at være fælles om sproget. Det var vi, dengang vi alle læste i Biblen. Og endnu mere dengang vi forlod landsbyskolen, kom i folkeskole, fik fjernsyn og lærte at tale uden dialektale forvridninger i grammatikken. På godt og ondt havde vi en fælles referenceramme. Det har vi så ikke mere.

Som regel siger vi så, at det i øvrigt ikke er noget, som er værd at begræde. Men søndagens tekst inviterer os faktisk til ikke at sidde den udfordring overhørig. Det karakteristiske er nemlig, at den rummer to af de klassiske lignelser, som alle og enhver kendte for bare nogle få generationer siden. Men som nu er ved at fortabe sig i takt med, at halvdelen af det, som dukker frem på skærmen, når man googler sennep, er plasticbøtter med den stærke til pølserne. Så hvad gør vi så? Hvordan gør vi billedet relevant?

Svaret er, at vi virkelig tager det på os til næste år at dyrke sennep og lave sennep i vores vindueskarme. Og i en mere overført forstand ikke bare taler om tingene, men derimod inviterer hinanden til, at vi oplever dem. Sverige kender man først, når man har besøgt landet. Rejen smager os først, når vi tager den i munden. Lignelsen om sennepsbusken forstår vi ikke, førend vi har lagt frøet i jorden. Det begrænser os naturligvis, fordi vi ikke kan nå at bekendtgøre os med så meget, hvis vi selv skal frembringe det og opleve det. Men netop herved tvinges vi til at vælge det ud, som vi i hvert fald skal kende til. For kristne mennesker er det så ikke så svært: Lignelserne skal vi da i hvert fald kende til.

Karen Schousboe