image
image

Lovforslag om vielse af homoseksuelleShare|

Det Radikale Venstre genfremsætter i morgen forslag til ændring af loven om ægteskab m.v. Hensigten er at komme diskriminationen af homoseksuelle til livs, udtaler Lone Dybkjær

I morgen genfremsætter Det Radikale Venstre deres lovforslag om vielse af homoseksuelle. Hensigten er at ligestille heteroseksuelle og homoseksuelle med hensyn til retten til at indgå ægteskab. I dag indgår man som homoseksuel som bekendt i ”et registreret partnerskab”, mens man som heteroseksuel indgår i et ”ægteskab”.


Hensigten med lovforslaget er i civilretlig forstand at ligestille heteroseksuelle og homoseksuelle, således at begge herefter indgår ægteskab.

En konsekvens af loven, såfremt den vedtages, vil være, at folkekirkens menigheder og præster ikke længere er forhindrede i at lade velsignelsen af registrerede partnerskaber være retsstiftende i lighed med den retsstiftelse, der finder sted ved et kirkebryllup.


– Vi genfremsætter lovforslaget nu af to årsager, oplyser Lone Dybkjær fra Det Radikale Venstre. For det første er vi af den opfattelse, at der er tale om en grov tilsidesættelse af ligestillingen på dette område. Det ønsker vi en fortsat politisk drøftelse af, ligesom vi håber, at der vil foregå en offentlig debat om disse spørgsmål. En væsentlig årsag er dog også, at jeg gennem lidt arkæologisk udgravning af hele historien om de kvindelige præster har fundet ud af, at den lov i sin tid blev gennemført, fordi én menighed efter tyve års drøftelser dengang i 1946 rejste sagen ved gennem civil ulydighed at fastholde den præst, Johanne Andersen, som de havde indstillet til embedet. Efter flere års tovtrækkerier vedtog Folketinget at lovliggøre denne indstilling. Pointen var, at de partier, der dengang var imod kvindelige præster, ikke længere kunne fastholde forbuddet med henvisning til, at man ikke ønskede at ændre loven, førend ”folkekirken selv henvendte sig”. Men folkekirken er jo intet andet end de enkelte menigheder; så derfor fremsætter vi også loven nu for at invitere de menigheder til at henvende sig, som er positive for en lovændring, og som vi ved, findes derude, udtaler Lone Dybkjær. En sådan henvendelse vil jo netop være et udtryk for, at ”folkekirken selv henvender sig”.


– Noget andet er så, at vi naturligvis ikke vil gennemføre denne lov uden at give plads til de præster, som ikke ønsker at medvirke ved vielser af homoseksuelle par. Sådanne særbestemmelser findes også på andre områder, bl.a. med hensyn til vielse af fraskilte. Præster, der ønsker at undslå sig, skal efter vores opfattelse have mulighed for dette, udtaler Lone Dybkjær afslutningsvis.


Trossamfund
På venstrefløjen er man ikke så meget optaget af den civilretlige diskrimination, som gældende lovgivning er et udtryk for. Her er man især optaget af trossamfundenes manglende mulighed for at kunne foretage retsstiftende vielseshandlinger, når det angår homoseksuelle par. S, SF og Enhedslisten har derfor valgt en anden fremgangsmåde og fremsendt et forslag til folketingsbeslutning, hvor hensigten er at give alle godkendte trossamfund muligheden for at vie homoseksuelle, såfremt de ønsker det. Det Radikale Venstres lovforslag ønsker i modsætning hertil at finde en løsning på begge former for diskrimination.

 

Karen Schousboe


Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreret partnerskab

(Ægteskab mellem to personer af samme køn)

Forslag til folketingsbeslutning

Opdateret  20-07-2010