Noget godt i vente

Jesus fortæller folkeskaren og disciplene to lignelser, der tager deres udgangspunkt i naturens gådefuldhed. Vi kommer ned i jorden til det spirende frø og op i det blå til himlens fugle

Jesus lærer dem meget. I sin undervisning taler han i lignelser. De flyder ud af ham. Den ene efter den anden. Han underviser både skaren og disciplene. Men som fortælleren i Markusevangeliet forklarer: ”Med mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, sådan som de nu kunne fatte det; han talte ikke til dem undtagen i lignelser, men når de var alene, forklarede han det hele for sine disciple.” Skaren bliver ofte efterladt forvirrede. Det er et typisk træk i Markusevangeliet. Discipelbelæring foregår afsondret fra publikum. Der er en skarp kontrast mellem de udvalgte tolv og skaren, der må høre lignelserne som gådefuld, dunkel tale.

Første akt
Det er en kendt form, som Jesus taler i. Sammenligningsleddene ”således…som” har deres baggrund i rabbinsk lignelsesform, der ofte indledes: ”Jeg vil fortælle dig en lignelse. Hvormed kan sagens sammenlignes? Det forholder sig med den som med…..”. Gudsriget sammenlignes altså ikke med manden i fortællingen, men med det, der beskrives i fortællingen som helhed. Det er pointen i helheden, der skal afdækkes. Bonden lægger sæden i jorden. Det er fortællingens første akt. Men derefter foretager han sig intet med jorden. Det er nu jordens arbejde, jordens aktivitet, der skildres. Dog er der knyttet en kommentar til, der vedrører bondens forhold til væksten: han ved ikke, hvordan det går til. Måske har disciplene selv gjort sig de erfaringer. Et nyt liv i en kvindes mave. Man ved ikke, hvordan det går til. Det er skjult for øjnene og skjult for forstanden. Det foregår, uden at nogen ved hvordan, af sig selv vokser det. Kornet på marken. Barnet i maven. I ventetiden gør bonden det, der hører ventetiden til, han sover og står op, nat og dag. Sådan går tiden. Af sig selv. Det forbliver en hemmelighed, en gåde eller et mirakel.

Når høsten kommer
Nu kommer der igen bevægelse i fortællingen med skildringen af bondens fornyede aktivitet. Det er tid til at høste. Skildringen af høsten spiller blandt andet på domsmotivet i Johannes Åbenbaring 14, 15-16, hvor der står: ”Brug din segl og høst, for nu er det tid til at høste, og jordens høst er tjenlig. Og han, som sad på skyen, svang sin segl over jorden, og jorden blev høstet.” Her går høstmotivet på den eskatologiske dom. Det forklarer sætningen: ”Men når kornet er modent” (Mark 4, 29a). Der sigtes til tidens forløb frem til den eskatologiske dom, og det beskrives, at fuldendelsen er fastlagt på forhånd. Sæden er sået, og lige så sikkert som høst følger udsåning, således vil Gud selv bringe fuldendelsen, når tiden er. Gudsriget kan ikke tvinges frem. Som bonden skal disciplene tillidsfuldt udføre deres gerning, men de kan være sikre på, at den vil bære frugt, og når frugten er moden, vil Jesus gennemføre høsten, som er gudsrigets fuldendelse.

Flagrende og kvidrende fugle
Jesus fortæller endnu en lignelse, der ligesom lignelsen om jorden, der bærer frugt af sig selv, er en lignelse, der beskriver gudsriget. Denne gang sammenligner han Guds rige med et sennepskorn. Sennepskornet er mindre end alle andre frø, når det kommes i jorden, men: ”når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.” (Mark, 4, 32). Det er tydeligt, at det er kontrasten mellem det udsåede frø og den udvoksede plante, der skal betones. Disciplene har sikkert kendt til sennepsfrøets lidenhed fra andre sammenhænge, for i jødisk litteratur bruges det ofte ordsprogsagtigt. I forlængelse af kontrasten mellem det lille uundselige frø og den store plante lægges der også vægt på vækstens betydning: fuglene kan benytte den udvoksede plante til bolig. Jesus fortæller ikke kun om frø og træ og grene, men føjer himlens fugle til. Med fuglene flagrende og kvidrende i træets grene løfter lignelsen sig helt op i himlens kongedømme. Ligesom vækstens gådefuldhed var motivet i forrige lignelse, sker sennepsfrøets udvikling til stor plante ligeledes, uden at nogen ved hvordan, men af sig selv.

Det største af alle riger
Lignelsen understreger noget, der er karakteristisk for gudsriget. Måske er dets komme i Jesus’ gerning umiddelbart ganske uanseligt i sammenligning med alle andre riger. Men det uanselige bliver til slut det største af alle riger. Himlens kongedømme skal afløse alle jordiske riger og yde alle ly - også hedningefolk. Men at det er det, der sker, bliver først åbenbart til sidst. Nu ses kun sennepsfrøet. Jesus siger til disciplene, at de har noget godt i vente. De er med i en historie, der ender godt. Det er ikke helt dårligt, må de tænke, at finde ly i et stort, bølgende blødt træ. I mellemtiden må de vente. Sove og stå op, nat og dag.

Sognepræst i Vetterslev og Høm, Ulla Toft