Natkirken - ti år efter

 I 1999 blev Signe Malene Berg ansat som byens første natkirkepræst. Vi har talt med hende for at høre, hvad der er sket med natkirken siden dengang, med kirkegængerne og med hende selv

- Da jeg kom her til kirken i 1999, var jeg virkelig på bar bund. Jeg brændte for at forkynde kirken i byen og give forkyndelsen nogle helt anderledes gudstjenestelige udtryk. Og at give noget til de mennesker i byen, der var voksne og uden børn. Men vi havde, siger og skriver, ingen penge. Det gjaldt så om at bygge noget helt nyt op fra grunden og med de bare hænder, fortæller Signe Berg og fortsætter:
- Dengang var jeg så optaget af, at vi i natkirken skulle skabe rum for et anderledes kulturliv end det etablerede kirkelige. I begyndelsen arbejdede jeg derfor meget med at få et andet kulturudtryk ind i kirkerummet end det sædvanlige med kirkekoncerter, kor osv. Efterhånden prøvede vi at sætte ord på og fandt ud af, at vi her om natten skulle tænke meget mere indadvendt. Vi ville have, at kirken emmede af en meditativ måde at spille og synge på. Ret hurtigt henvendte folk sig i øvrigt for at få lov til at spille her, men det er først nu, at vi får alvor tør slippe dem løs. Når musikere i dag henvender sig, kender de nemlig præcis til den type af musik, der spilles her, og de evner umiddelbart at tilpasse sig natkirkens præmisser. Men sådan var det jo ikke dengang, vi skulle opfinde alting fra bunden af.

Tro, bøn og spiritualitet

- Samtidig skete der så også noget andet. Vi blev meget optagede af bøn og spiritualitet. Det hang sammen med, at den daværende sognemedhjælper, Inger Ravn, var et meget spirituelt menneske. Langsomt fik vi derfor et udvidet fokus på de forskellige former for spiritualitet, som vi siden blev kendte for. Men vi var ude på dybt vand. Så vi kaldte vores virksomhed et liturgisk laboratorium. Det skete ved den første evaluering. Ved den fastsatte den daværende sognemedhjælper og jeg fire målsætninger eller fokusområder: stilhed, bøn, samtale og liturgisk laboratorium. Det er stadig vores målsætninger, men de udvikler sig på hver deres måde. I dag, hvor vi har natkirke tre aftener hver uge, veksler vi derfor mellem de forskellige fokus-områder, så vi bringer forskellige udtryk inden for det meditative til torvs. Søndag har vi eksempelvis afvekslende taizé og chillout-koncerter. Sidstnævnte er præget af ambient elektronisk musik og bibelhistorie, hvor teolog i natkirken, Christian Monrad, genfortæller, og en af de frivillige læser højt. Det koncept udvikler de stadig på. I dag - ti år efter - fornemmer jeg desuden, at jeg er mere tilbage i mit udgangspunkt. I dag arbejder vi igen meget med musikken, fortæller Signe Malene Berg.

Folk glider gennem kirken

- Med kirkegængerne har der også hele tiden været tale om en bevægelse. Vores kirkegængere ved nemlig ikke, at de kommer i natkirken, de kommer i Vor Frue Kirke eller domkirken. Vi ser derfor stadig flere, der bevæger sig frit frem og tilbage mellem dagkirken og natkirken. Ved juletid var der således en stor gruppe af ”vores” natkirkegængere, der dukkede op til midnatsgudstjenesten. Og jeg ved også, at en del af natkirkens AA'ere kommer til fredagsaltergangen kl. 11 om formiddagen. Det betyder nemlig, at vi i dagkirken er nødt til at tage hensyn til, at der både er vin og saft på alterbordet og kan tilbyde begge dele. Jeg ved også, at der er flere, som bliver gift med henvisning til, at de har tilknytning til natkirken. Endelig har jeg hørt, at der pludselig til de traditionelle koncerter begyndte at komme nogle, der opførte sig på en anderledes måde, fordi de var vant til at føle sig hjemme på en markant anderledes måde. Natkirkegæsterne er vant til at komme, tage overtøjet af, drikke en kop kaffe, gå op til alteret og knæle for at bede en bøn og så i øvrigt slå sig ned.  Den måde at være i kirkerummet passer jo ikke helt til koreografien ved de store koncerter og gudstjenester i dagkirken. Det er da pudsigt, smiler Signe.

- Men ellers er der fuldstændig vandtætte skotter mellem natkirken og dagkirken. Vi pakker jo i bogstaveligste forstand kirken ud hver aften og ned, inden vi går.

Signe selv

- Hvad har de sidste ti år har gjort ved mig, spørger du? Svaret falder ikke helt prompte. Til gengæld er det meget præcist, da det kommer efter en lille pause:
- Det har været sådan rimeligt grundlæggende. Det har været her, mit gudsforhold har udviklet sig, min teologiske dannelse, min modenhed. Dengang sad mit gudsforhold i hovedet, og noget sad i kroppen. I dag er det hele faldet på plads, og så vokser det derudfra. Det er ikke, fordi jeg har fået et helt anderledes gudsbillede. Men det er blevet meget mere livsnært. Jeg forstår Gud helt banalt som kærlighed. Og det kan jo så blive meget konkret. Gud er en, jeg kan tale til. I de ti år har Gud fået ansigt på. Han er en personlig Gud. Det er ikke bare en kraft. Det er en, jeg kan sige du til. Men det er som regel Gud Faderen, jeg ber til. Men det gør så også det hele meget mere skræmmende. For mig er det virkelig forfærdeligt, hvis Gud ikke findes. Og ret beset kan jeg jo ikke vide det. Så samtidig med at Gud er blevet mere personlig for mig, er der også dukket en endnu mere skrækindjagende afgrund frem. For hvad nu, hvis han ikke findes?

Kort sagt, min tro og min tvivl er blevet større. Men min tro er altså blevet prøvet, og jeg synes, den holder. Jeg havde engang en t-shirt på Roskildefestivalen, hvor der under babserne stod, ’Gud Holder’. Det har jeg erfaret er sandt. Det har heldigvis betydet meget for mig gennem alle årene at have haft en supervisor, sogne- og hospitalspræst Preben Kok, knyttet til mig. Det betyder rigtig meget for mig, både fagligt og personligt, siger Signe Malene Berg, inden vi forlader domkirkens køkken for at slutte os til aftenens gæster, der er i færd med at stampe sneen af støvlerne ude i kirkens forhal.

Karen Schousboe