Det mindste er det største

Sidste uge var det købmandsregning med talenter, og i denne uge er vi så taget en tur ud med bondemanden i hans mark for at forstå Guds rige

Nu virker allerede det landlige billede fremmed på mange københavnere. Det er de færreste af byens børn, der har forstand på såsæd og strå-aks-kerne-udviklingen hen over sommeren. Men måske gør det ikke så meget, for hele pointen med lignelsen er netop, at Gudsrige er ubegribeligt i sin udvikling og sin fremkomst. Det eneste Jesus siger helt konkret, er det, at det er som med sennepskornet – Det mindste er det største.

Om stort og småt

Det mindste skal blive det største. Den sidste den første. Den fattige rig, og den, der ofrer sit liv, skal leve. Jesus taler tit i de her modsætninger, og hvordan skal vi forstå dem? For hvis vi forestiller os det, giver det ikke meget mening. Den, der er sidst, skal være først, ok, men så er der jo en anden, der så bliver sidst, og som så skal byttes rundt – der bliver et virvar nede ved kassen i Netto, hvis vi prøver at indføre Jesus’ lov. Og det mindste er det største. Det giver bare ikke særlig meget mening – det lille frø bliver ikke mirakuløst et stort frø, det udvikler sig med vand og næring og bliver noget andet, som er større, en plante. Man vil aldrig få en bondemand, biolog eller fysiker med på tanken – nej, det mindste er nu en gang det mindste, og det største, det er noget andet og meget større.

Det, som Jesus gør med sine paradoksale selvmodsigelser, er at tvinge os ud over vores normale logiske tænkemåde. Det mindste er det største. Han bruger det velkendte til at få det velkendte til at vakle og åbner evighedens sprække.

Sproget sprænger logikken

Der er stort og småt, først og sidst, rigtigt og forkert, og sådan bygger vi et samfund op med systemer, love og forklaringer, og det er rigtig godt – Med et kierkegaardsk enten/eller kan vi bemægtige os verden og vores eget sind. Problemet er bare, at lige under vores ordnede verden ligger der en virkelighed, der ikke går op, og under vores harmoniske sind klinger der et utal af polyfone stemmer, som fortæller os, at det hele er mere porøst, end vi kan forestille os. Vi kan se TV-avisen og læse aviser, lytte til politikere og eksperter – men jo lettere sandheder vi får serveret, jo mere dækker de over verdens kompleksitet og vores egen misk mask-eksistens. Den binære logik med rigtig og forkert, stort og småt, først og sidst er blot momentane betragtninger. Med den paradoksale sprængning af sproget bliver der sat spørgsmål ved, hvad er rig/fattig, først/sidst, mindst/størst?

Jesus tvinger os ud over vores logiske verdensbillede ved at sige, at der er en anden måde at se verden på. En måde, hvor alle vores logikker og værdier er fuldstændig ligegyldige. Der er et andet perspektiv på verden, som ikke er af verden, men et evighedens rige, Guds perspektiv på verden: Guds rige.

Guds rige bryder frem

Guds rige er en ufattelig størrelse, og jeg tror, bedst det giver mening, hvis vi ser dette rige som evighedens gennembrud i tiden – Guds rige er brudt frem med Jesus, i den umulige sætning Gud bliver menneske. Guds rige er det, som Jesus gennem sit liv taler frem i verden, og Guds rige bryder til stadighed igennem ved ordet om Gud, i dåben og i nadveren. Der hvor evigheden kolliderer med vores hverdag og aldrig flyder sammen, men slår gnister og omformer verden og sproget i netop dette: Det mindste er det største, det ukendte bryder frem i det velkendte og åbner nye perspektiver.

Lars Obel er sognepræst i Hans Egedes Kirke og Taksigelseskirken