Det er en stille aften. For en gangs skyld er gaderne i det indre af København næsten mennesketomme. Sneen falder nemlig lystigt, mens vinden piber om ørene og giver Strøget en særegen stemning af Gammelby. Inde i byens natkirker er intet imidlertid traditionsrigt og genkendeligt. Tværtimod. Her skabes hver aften kirker med vidt forskellige former og farver.
Lysende fodspor
I Vor Frue pakkes natkirken bogstaveligt ud hver aften fra fredag til søndag. Lige inden for indgangen stilles der kaffe og krus frem, til venstre lægges selvlysende fodspor op gennem sideskibet mod spejlalteret. Herinde er der tændt fyrfadslys foran de mange gravminder, der i et mere koldt dagslys skinner af den hvide marmor. Her, midt i natten, får de et nærmest fløjlsagtig og blødsødent skær over sig. Ovre i det andet sideskib åbnes dørene ind til Jobs kors, hvor storbyens stakkels eksistenser hænger deres veråb op. Ensom, ensom, ensom… står der skrevet på den yderste af de grå karduslapper. Imens jeg vandrer rundt, pakker kirkens husorkester deres instrumenter og lydanlæg ud. Programmet står på jazz, og kirken fyldes langsomt af sortklædte mennesker, der ikke så meget søger hinanden, som de søger Gud. Her, fornemmes det, er der virkelig plads til at være sig selv.
Aftenandagter
Lidt længere nede ad Strøget i Helligaandskirken findes en ganske anden stemning. Her holder en anden gruppe af storbyens enlige mænd og midaldrende damer til. Jeg dumper ind midt i aftenens andagt nummer tre. Allerede klokken syv har der været evensong, dernæst gregoriansk vesper, siden følger musikandagt, lysandagt, taize-inspireret andagt og tilslut midnatsandagt. Det er tydeligt, at kirkerummet er fyldt med mennesker, der ikke kan få nok gudstjeneste i deres liv. Og musik og sang. Det er øvede stemmer, der lyder, og trænede hænder, der finder de salmer i natkirkens musikhæfte, som salmearket henviser til. Alt sammen ledsages det af tekstlæsninger, messesang og vidunderlig, stemningsfuld musik skabt af natkirkepræsten, Mikkel Vale. Ingensinde mere vil man høre mig sige noget kækt om guitarmusik og kirker. Stemningen i Helligåndskirken er himmelsk. Kun skade, at sneen og kulden får mig til at fortrække, inden lysandagten klokken ti, hvor de levende lys bæres ind under processionshymnen, og kerterne tændes.
Kaffe
Men der er mere kirke. På vej gennem Valkendorfsgade må jeg skyndsomt hoppe til side for to sorte biler, der cruiser gennem gaden med nedrullede vinduer til tonerne af Beirut-pop. Og længere nede forbi Kultorvet bliver jeg budt på en tår af de unge missionærer fra Bethesda, der hver anden uge troligt stiller op med kaffe på kanden og en snak om kristendom til dem, der måtte have lyst.
- Om aftenen har folk god tid, fortæller Jesper Iversen, der er ungdomskonsulent i Indre Mission og fortsætter:
- Derfor bliver vi også tit stående til ind under midnat. Måske kommer folk i grupper, og så bliver samtalen ikke så dyb. Og nogle gange tager folk bare kaffen og går. Men andre gange giver det anledning til en snak, der er vigtig. Så vi skal være der, slutter Jesper Iversen af med at sige.
Og så har jeg ikke engang været til Natkirke i Vor Frelsers, til ambient electronica i Trinitatis eller grænsebrydende rock i Kristkirken på Vesterbro. Kom ikke og sig, at folkekirken ikke er tilstede i storbyen døgnet rundt.
Karen Schousboe
Læs mere om natkirkerne i city på den fælles hjemmeside