At skabe rum hvor de allerede er skabt

1, 5 millioner mennesker så med søndag aften, da sikkerhedschef i PET Leon fik sin Claudia på et gammelt træskib i høj sol. Måske bliver scenen en inspiration til mange par i giftetanker og det 15. afsnit af Livvagterne sætter i hvert fald spørgsmål ved, om bryllupper kun kan foregå i kirkerummet? Der skal være gode grunde til at rykke bryllupperne ud af kirkerummet, som i årtusinder har båret på alle ender og kanter af menneskelivet, mener biskop Peter Skov-Jakobsen

Et par gange er jeg blevet spurgt som orlogspræst, om jeg ville holde bryllup ombord på et flådefartøj. Den første gang var for ti år siden i forbindelse med en længere sejlads. En gast havde fået den idé, at det kunne være smukt at blive viet på agterdækket, mens vi sejlede indenskærs i Norge. Den, der har sejlet indenskærs, ved også, at smukkere kulisse ikke findes. Han var betaget og kunne ikke forestille sig en skønnere baggrund for en væsentlig handling i deres fælles liv. Skibets chef overhørte konstablens forespørgsel og kunne slet ikke holde sig tilbage, men busede ud med: ”Hvad siger du? Vil du tage din højgravide tilkommende med om bord på en krigsmaskine med missiler i lasten og holde bryllup?”

Kulissen er afgørende

En gang skete det også, at en officer ville have sit spædbarn døbt i skibsklokken ombord på et krigsfartøj, men jeg afslog. Et krigsskib er ikke en kulisse for dåbshandlinger og et sted for familiesammenkomster. Det er bevæbnede fartøjer, som i yderste konsekvens skal bruges til at afvise fjenden og opretholde suverænitet med fornøden magt- og voldsanvendelse.

Nogle vil sikkert hævde, at det er ekstreme eksempler. De fleste, som beder om at blive viet uden for kirkerummet, ønsker blot at stå i skovbrynet, under et træ eller blot til søs. De fleste af os ved dog også, at snart ville det blive genstand for opfindsomhed, og mennesker ville begynde at udtænke, hvordan deres vielse kunne gøres helt unik ved også at finde et helt unikt sted.

På jagt efter det uforglemmelige

Som moderne mennesker er vi vænnet til, at vi skal skabe vores egne rum hele tiden. Vi skal hele tiden etablere vores rum og skabe sammenhængen. Vi har også en fornemmelse af, at vi skal gøre os helt særlige hele tiden ved at markere denne særlighed, ved at skabe rum, som de andre aldrig havde drømt om. Vi vil overraske, for vi bilder os ind, at det kun er, når vi overrasker, og når vi skaber det helt særlige, at vi bliver set og husket. Vi gør på den måde alting lidt besværligt for os selv, og jeg har i årenes løb ved mange vielsessamtaler fornemmet en gryende præstationsangst hos vielsesfolkene, for hvordan skulle de gøre dette lige så uforglemmeligt, som de gerne ville?

Det var først, da jeg mumlede, at de jo kunne begynde med at være sig selv og feste, som de syntes, det skulle gøres, at der blev skabt lidt ro. Påstanden er, at det nok skal blive husket, for der er ikke noget, man husker bedre end mennesker, der ikke spiller komme-fremmede.

Kirkerummet sætter skik på tilværelsen

Vi har disse huse, kaldet kirker, som findes over alt i vores land. Her har mennesker pakket livet ind i generationer: glæde, forventning, ungdom, voksenliv, kærestesorg, jubel, forelskelse, død. Alt sammen dele af livet, som vi gennemlever sammen med andre, i forhold til andre. Vi har ”stuvet” vores liv ind i dette hus, som også rummer evighedens fortælling. Kirken er en form, en måde at få skik på tilværelsen med. Det er forhåbentlig et stort rum.

De fleste fornemmer en højtidelighed i rummet. Den højtidelighed skabes ved, at man netop fornemmer, at her er der plads til det hele, her rummes alt, her behøver jeg ikke tage mig ud, her er jeg mig, og Gud er Gud, her kan der fantaseres og leves, håbes og frygtes, men frygten følges til dørs med håb. I dette rum er det i øvrigt, som om det særlige i særlig grad fremstår. Herinde bliver vi nemlig ikke distraheret af naturens benhårde overlevelseskamp (tænk nu hvis katten lige guffer en fuglerede midt i mit bryllup), af et containerskib der fløjter, fordi man er i vejen i sejlrenden, eller kommer i tanker om, at dette krigsskib kunne være det sted, hvor min far eller mor mistede livet i kamp.

Vi deler fortid, nutid og fremtid med hinanden

Desuden synes jeg, at det er vigtigt, at vi har de huse, kirker, som steder hvor vi mødes som mennesker, der deler tilværelse med hinanden. Nok skal vi være individuelle, nok er vi særlige og til tider ligefrem sære; men vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at holde sammen og dele liv og erfaring med hinanden, ellers forsvinder vi for hinanden. Der er ikke ret mange rum mere, som vi deler. Kirken er det hus, som slår tag ud over alle, og som gerne vil rumme alle. Her spilles der så i øvrigt en fortælling ind i menneskers liv, som har været den væsentligste fortælling i folket i tusind år. Pludselig deler vi ikke længere bare tilværelse med hinanden og med samtiden. Pludselig er det, som om tiden bliver ophævet, og vi kan række tilbage til dem før os. Det mærkelige ved at sidde i et rum og fornemme det fortidige, alle de mange liv, som også elskede, frygtede, savnede, mistede og jublede, er så også, at man kommer i tanker om, at menneskeheden er på vej ind i fremtiden.

Vi er ikke alene

Jeg synes, dette rum har mere for sig end den tilfældige skønhed, og hvis vi vil undgå, at ordene og ritualerne skal blive alt for diffuse, så skal vi give dem dette rum som ramme! Vi vil så opdage, at det, som er helt særligt for mig, også er helt særligt for naboen, for han har også prøvet det. Men på den måde kommer vi også til at se hinanden helt særligt! Endnu vigtigere: Vi opdager også, hvor meget vi er fælles om. Egentlig er det jo ganske opløftende ikke at være så sær, at ingen andre rigtig kan forstå én.

Peter Skov-Jakobsen