image

SØNDAGENS TEKST

Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham >>>


UGENS SALME

Trods længselens smerte nr. 397 >>>

image

Farvel og goddag til natkirken

Eliaskirken på Vesterbro er for nylig stoppet med at lave natkirke, og Sct. Thomas Kirke på Frederiksberg er lige begyndt. De deler her ud af deres erfaringer og overvejelser omkring to forskellige måder at lave natkirke på

- Det er med beklagelse, vi har lukket vores natkirke i Eliaskirken, men der var ikke frivillige nok, så lige nu magter vi desværre ikke at fortsætte, siger Lars Christian Balslev, som er menighedsrådsformand i Eliaskirken og formand for Vesterbro Bykirkeråd.

Eliaskirkens natkirke stoppede i efteråret 2009 og havde på det tidspunkt kørt siden 2002. Temaet for aftenerne i natkirken var stilhed, og arrangementerne fandt sted hver fredag aften fra 20-23 og bød på meditativ musik, ligesom der var mulighed for at tænde et lys eller skrive en bøn, som blev læst op ved aftenandagten kl. 23.

I ’konkurrence’ med de store natkirker

- Som lokal natkirke ’konkurrerer’ man jo med Vor Frue Kirke, Helligåndskirken og de andre natkirker i indre by. Der er ganske enkelt flere mennesker i den ende af byen, siger Lars Christian Balslev.

Tror du, at natkirke primært har sin berettigelse i centrum af København?

- Nej, jeg mener bestemt, at der er et behov for at lave natkirke andre steder end i indre by. Vores besøgende har været meget positive, og vi håber da også at kunne starte natkirken op igen i en eller anden form, fortæller han.

Den rigtige nøgle

- Spørgsmålet er måske, om vi valgte det rigtige ’koncept’ for vores natkirke. Stilhed er ikke nødvendigvis den rigtige ramme at få folk ind i kirken med. Der kom vel i gennemsnit 25 mennesker pr. gang, og det var ret pænt, men man kan også forsøge at gå andre veje, siger Lars Christian Balslev.
- Vi har for nylig fået ny præst, Jesper Biela Christensen, og befinder os samtidig i en overgangsfase med hensyn til det nye samarbejde i Vesterbro Bykirke. Men vi overvejer faktisk at starte natkirke op igen, i så fald skal vi finde den rigtige nøgle til låsen, fastslår han.

Sørg for at have frivillige nok

- Hvis jeg skal give et godt råd videre til andre, der vil starte natkirke op, må det være at sørge for, at der er frivillige nok til at løfte projektet, ellers kan arbejdet let komme til at hænge på ganske få personer. Vores løsning var ikke dyr, vi brugte CD-musik og frivillige kræfter og havde på den måde ikke store ikke udgifter, men der skal være hænder nok til at klare de praktiske ting, slutter Lars Christian Balslev.

Ny natkirke på Frederiksberg

En af de kirker, som tager udfordringen med at lave natkirke op, er Sct. Thomas Kirke, som ligger på Rolighedsvej på Frederiksberg.

Hvad fik jer til at starte natkirke op i Sct. Thomas Kirke?

- Vi ser det ikke som starten på en decideret ny natkirke, for så vidt kunne det hedde aftenåben kirke eller teaterkirke, fortæller sognepræst Vibeke Døssing.
- Vi har taget udgangspunkt i, at vores kirke har andentjenester på onsdag aftener og har måttet sande, at tilslutningen til en liturgisk traditionel, kort gudstjeneste var meget svindende. Vi forsøgte os i en periode for nogle år siden med en engelsk vesper, en aftensang, men det gik heller ikke.

Derfor har vi lavet den ene onsdagsgudstjeneste om til tematiske børnekirke-arrangementer og tog i november hul på at lave en månedlig natkirke halvdelen af året.

Unge dramatikere

Sct. Thomas Kirke vil gerne i dialog med det spæde kulturliv og har både til deres første natkirke og til den kommende, torsdag 4. februar, bedt unge dramatikere om at skrive stykker specielt til kirken.
- Denne gang er det Bjørn Rasmussen, som sammen med den grønlandske skuespiller Nukaq vil udfordre vores bastante forestillinger om, hvad danskhed er og på et dybere plan kredse om, hvad det vil sige at vinde fodfæste i livet, at høre til og få lov at træde i karakter som det menneske, man er. En afsøgning af identiteter. Det sker med en totalperformance, som bruger Grundloven, den danske våbenlov og 6 af Grundtvigs fædrelandssange på en måde a la Inger Christensens systemdigtning, forklarer Vibeke Døssing.
- Natkirken hos os er ikke kun et stille, kontemplativt og katolsk inspireret rum, det ville være en dødssejler med vores beliggenhed, og det behov bliver blandt andet dækket i strøgkirkerne. Vi vil gerne lægge vægt på kunst og performance, og vi er bevidste om at have noget særligt på programmet, i og med at folk skal søge vores natkirke meget mere aktivt, end hvis man dropper forbi på Strøget. Performancen den 4. februar er kontroversiel og enestående, understreger Vibeke Døssing.

Et åbent rum

- Tanken med vores natkirke er, at det skal være et enormt åbent rum, at vi ikke vil have hele den kirkelige tradition med. Ved at bede unge kunstnere, som ikke er indsøbet i den kirkelige tradition om at tage livtag med den menneskelige sårbarhed, kommer vi på en ny måde omkring evangeliets eksistentielle overvejelser, som jeg fornemmer lever meget stærkt hos dem, siger Vibeke Døssing.

Stadig i laboratoriet

De øvrige elementer i Sct Thomas natkirke er mere genkendelige, bl.a. DJ's, projicerede ’visuals’ i hvælvingerne, lystænding, bønner fra hele verden, noget varmt at drikke samt nadver og oplæsning af de natkirkebesøgendes egne bønner.

- Vi starter fra scratch og er stadig i ’laboratoriet’ for at finde vores form. Vi prøver forskellige ting af i et års tid, og herefter er det meningen, at natkirken skal blive en af kirkens faste gudstjenester, siger Vibeke Døssing.
- Økonomisk hænger det sammen, og vi er heldige, at vores nye menighedsråd lægger deres frivillige kræfter i natkirken, for ellers ville det ikke fungere, slutter hun.

 

Elsebeth Grummesgaard Gjesing

 

Læs mere:

Natkirke i Sankt Thomas Kirke

Hjemmeside for Eliaskirken / Vesterbro Bykirke

Fælles hjemmeside for natkirkerne i København K.


Opdateret  03-02-2010 /  af  koebenhavn