Krogede vintergrene

Martin Luther beskrev menneskets vilkår som det at være indkroget i sig selv. Man kan næsten se det for sig, hvordan mennesket bøjer sig over sig selv, så det ikke kan få øje på, at det er en del af en verden. Det er her, bøjet over sin egen navle, at mennesket befinder sig i Jørgen Michaelsens salme om mennesket, der i afmagt rækker grenene mod dagens rum

Når vi ikke kan skabe det gode

Vinteren bliver ved og ved i år, og for en gangs skyld giver det mening, at kyndelmisse efter gamle koners hvisken er årets koldeste dag. I den kulde er billedet af de nøgne træers grene, som ”i afmagt rækker / mod dagens rum” oplagt som et billede på den tilstand, hvor vi finder os selv prisgivet, ude af stand til selv at skabe det gode for os selv og de mennesker, som vi omgiver os med.

Paradis på jord

Det er ikke ligefrem oppe i tiden at tale om, at mennesker intet formår og intet magter af sig selv. Derimod er det meget mere almindeligt at betragte mennesket som et, der selv rummer svarene og løsningerne på dets egne problemer. Der kan da også være noget både forjættende og opbyggeligt for selvtilliden i, når vi oplever at kunne håndtere vanskelige situationer og gøre det, som er godt for os selv. Men dybest set anser kristendommen alt godt som noget, der kommer fra Gud. Eller med andre ord: Vi lever dagligt med den erfaring, at vi ikke formår at skabe paradis på jord af os selv.

”Som grene kroget / dybt i vort eget / i faldets kår / / ber vi om frihed: / at Guds forløsning / vort hjerte når.”

Mere end vinter og kulde

Fordi vi er skabt i Guds billede, er der befordrende kreativitet i det at være menneske, men vi slipper ikke uden om, at det at være menneske i lige så høj grad er forbundet med mere destruktive elementer. Alligevel kan vi ”bag frost og øde / i vintrens egn ” se, at der er mere at sige om verden end det, der afslører sig på en frossen og øde vinterdag. Da Gud blev menneske og døde og opstod, løste han ”fra død til liv med / sit almagtsord, / så tro og lovsang / i hårde hjerter / af dåben gror.”

Livets grund

Det kan godt være, at det ind imellem ser ud, som om det er vinteren, kulden og de nøgne grene, der betegner virkeligheden skåret ind til benet, men kristendommens tanke er en anden. Og den tanke bliver vi en del af i kirkens sakramenter, dåben og nadveren. Her får vi med de kolde vinterhjerter mulighed for at få del i den tro, lovsang og glæde, som i virkeligheden er livets grund. 

”Som brød og vin / han sig selv os rækker / hver nadverstund / og gir os glæde / fra Himmeriget / som livets grund.”

Den frugt vi bærer er ikke høsten af vores egen anstrengelse, men er Guds nådes frugt. Den nåde der vokser, mens vi sover.

”Som vintræsgrene / til Kristus bundet, / af Kristus brugt, / skal vi i hverdagens / nærkamp bære / Guds nådes frugt.”

Salmen er med billedet af vintræ og vintræsgrene oplagt at anvende i forbindelse med 18. søndag efter trinitatis, hvor der prædikes over teksten fra Johannesevangeliet: Jeg er vintræet, I er grenene. Men fordi salmen går ud fra tanken om, at det gode, Guds rige, kærligheden med guds komme til verden er noget der stille og roligt bare vokser af sig selv, kan den også meget fint anvendes Søndag Seksagesima, hvor teksten handler om Guds rige, der umiddelbart tager sig uanseeligt ud, men som af sig selv vokser sig stort.

Kirsten Weiss Mose

Kirsten Nielsen: Der flammer en ild. Gudsbilleder i nyere danske salmer. Aros Forlag 2007.

Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog I-II, Det Kgl. Vajsenshus’ Forlag 2002.