Fastelavn
Læs salme- og musikvalg til denne søndag, der handler om at blive seende i lyset af troen, håbet og kærligheden og mød Kirken i Københavns nye forfattere til salmetungen
Introitus:
Hvis ikke nr. 172 skulle synges som 1.salme, ville jeg gerne lave den som introitus med koret og synge evt. et arrangement af Jesper Madsen af ”Se, vi går op til Jerusalem”, lidt omarrangeret for SATB i forhold til satsen i Cantorinus 3, som har et fremragende orgelakkompagnement, der varsler, at fastelavnsfesten har en efterfølger, der er dyster. Men en Kyrie-lignende tekst kan også passe, gerne lidt storladen, da det dog er en festsøndag, så hvad med den danske oversættelse af Gabriel Fauré’s smukke Cantique de Jean Racine: ”Guddomsord fra det høje”?
Salmer, 1. del
172 ’Se vi går op til Jerusalem’, fordi den som indledningsstrofe har Jesus’ indledningsord fra dagens tekst.
35 ’På Gud alene’, en salme, der udtrykker den samme tillid, som kommer til orde i GT’s Salme 31.
696 ’Kærlighed er lysets kilde’, hvis ikke man foretrækker den direkte udgave af kærlighedens højsang nr. 690.
Motet: ”Kærligheden”. Göte Strandsjö har lavet en smuk lille sats, og Annie Munch har skrevet teksten, som er en gendigtning over 1. Kor. 13: Kærlighedens lovsang.
Salmer, 2. del
164 ’Øjne, I var lykkelige’, Grundtvigs vidunderlige salme om de øjne, der ser.
690 ’Den ypperligste vej’, som genklang af dagens tema (hvis valgt ovenfor, så 694).
173 ’Ét vidste han om vejen frem’, som repetition af evangeliet på falderebet.
Postludium:
Jesper Madsen: ”Kærlighed er lysets kilde” En festlig og pompøs afslutning, som også med sit rytmiske drive kan appellere til den evt. efterfølgende tøndeslagning.
Karsten Woll og Bente Kiil Toftegaard
Sognepræst Karsten Woll og organist Bente Kiil Toftegaard er de nye forfattere til Salmetungen, som har ligget stille i dens oprindelige form siden 1. søndag i advent. Om opgaven og udformningen skriver Karsten Woll:
Det er altid en udfordring at vælge salmer til en gudstjeneste – og jeg og Bente Kiil Toftegaard har taget den udfordring at lave et kommenteret salme- og musikvalg op på opfordring fra Folkekirkens Infocenter.
De foreslåede salmer er ikke alle til brug i Brønshøj Kirke. Dels har vi kun 2 læsninger i vores højmesse, og dels har vi meget ofte dåb (før prædiken) ved højmessen, og med det efterhånden meget begrænsede salmekendskab hos mange i tankerne vælger jeg meget ofte en kendt morgen- og dåbssalme, ligesom jeg bestræber mig på at vælge i alt fald én salme mere, hvor i det mindste melodien formodes at være kendt i alt fald af nogle.
Så meget mere spændende synes jeg derfor, det er her at kunne vælge ”frit fra leveren” nogle salmer, som jeg finder passer godt til såvel dagens tema/stemning som til de enkelte tekster. Nævnes skal det, at vi i Brønshøj Kirke altid synger sidste vers af nadversalmen, når alle er kommet på plads. Derfor søger jeg at finde en salme, der slutter af med et prægnant vers.