En sognemedhjælpers dagbogShare|
Lise Leiko Yoshida, 35 år, siden 2007 sognemedhjælper ved Godthaabskirken, Frederiksberg provsti.
Dagbog for uge 4, 2010
Jeg hedder Lise. Jeg er 35 år og er sognemedhjælper i Godthaabskirken på Frederiksberg. I det følgende vil jeg beskrive, hvordan en uge i mit arbejdsliv kan forløbe. Arbejdet som sognemedhjælper varierer meget fra uge til uge, men dette er altså et forsøg på at give et lille indblik i arbejdets karakter en tilfældig uge i januar.
Mandag den 25. januar
Dramaholdet
Mandag eftermiddage underviser jeg kirkens dramahold, så formiddagen går med at forberede dagens undervisning. Holdet består pt. af 9 børn i alderen 9-11 år. De fleste af børnene har tidligere gået til Minikonfirmandundervisning i kirken.
På dramaholdet indøver vi sange og små dramastykker, som opføres til kirkens ca. 7 årlige børne- og familiegudstjenester. Ind imellem laver vi stemmmetræningsøvelser, ligesom vi arbejder med kropsudtryk og mimik og laver improvisations- og tillidsøvelser. Børnene lærer at udtrykke sig kreativt, at samarbejde med hinanden og at optræde foran mange mennesker, samtidig med at de bliver fortrolige med bibelens fortællinger og indhold.
For øjeblikket forbereder vi os til Fastelavnsgudstjenesten. En af kirkens præster og jeg har i fællesskab skrevet et dramastykke til lejligheden, som handler om kampen mellem det gode og onde. Børnene blev introduceret for stykket forrige uge og møder spændte og topmotiverede ind i kirken i dag, da vi i dag skal have fordelt roller og i gang med at øve.
Først læser vi manuskriptet igennem nogle gange, mens vi sidder omkring rundbordet. Dernæst går vi ind i kirkerummet, hvor vi øver stykket igennem nogle gange. Børnene får til opgave at øve replikker derhjemme og helst kunne dem udenad til på næste mandag. Planen er, at vi øver stykket igennem de næste 2 mandage og først om 3 uger får børnene kostumer på, ligesom vi gør brug af evt. kulisser og rekvisitter.
Drama slutter altid med at vi beder Fadervor ved knæfaldet og så spiser vi en bolle og får noget saft, inden vi siger farvel og tak. For børnene betyder det meget, at vi har indlagt små ”faste” ritualer” til dramaundervisningen: bønnen, ”Alle gode gaver”, at der bydes ordentligt velkommen, at vi siger ordentligt farvel til hinanden, at vi altid spiser sammen – alt dette skaber en ramme af genkendelighed og forudsigelighed, som gør børnene trygge.
Dramaholdet giver gode muligheder for at beskæftige sig med det kristne budskab på nye, spændende og kreative måder. Børnene kommer tit selv med idéer til, hvordan vi kan forstærke stykkets udtryk og karakter og det er altid en spændende proces, når et nyt dramaprojekt udvikler sig og bliver til. Det er altid en fornøjelse at se dramabørnenes glade ansigter, når endnu et ”projekt” er vel overstået, og de stolte står foran søskende, forældre og kammerater i kirken og bukker efter endt forestilling. Jeg tror på, at dramaundervisningen er med til at give dem tillid til egne evner. Jeg tror også, at fællesskabet omkring drama og sang og dét, at udtrykke sig kreativt, er et vigtigt led i børnenes udvikling. Og så mener jeg selvfølgelig, at indholdet i vores dramaprojekter – Bibelens fortællinger, Guds kærlighed – i sig selv giver børnene noget, som de ikke finder i andre fritidstilbud.
Slutteligt vil jeg nævne, at vores børne- og familiegudstjenester er meget velbesøgte. Der er altid en god stemning og vi oplever, at det fungerer rigtig godt, når børn formidler til børn. Det er således også børnene, der deler programmer ud og læser ind- og udgangsbøn.
Tirsdag den 26. januar
Jubilæumsudvalgsmøde
Jeg starter dagen med et møde i jubilæumsudvalget. Godthaabskirken fylder 100 år i 2011 og i den forbindelse er der blevet nedsat et lille udvalg bestående af præster, menighedsrådsmedlemmer samt mig som sognemedhjælper. Til mødet fremlægger vi hver isæt status på de projekter, som vi hver især har sat i gang i forbindelse med fejringen og markeringen af de 100 år. Der er mange projekter i gang: foto/tegnekonkurrence, en lang række jubilæumskoncerter, udstillinger etc.
Jeg står sammen med præsterne for at planlægge 4 – 5 børnehavefester i kirken for sognets mange børnehavebørn. Vi har i den forbindelse taget kontakt til en skuespiller, der skal underholde børnene med fortællinger i kirkerummet, hvorefter tanken er, at børnehavebørnene skal fejre kirkens 100 års fødselsdag med sang, kakao og boller. Jeg holder meget af at være med til at arrangere aktiviteter, som henvender sig meget udadtil til mennesker, som ikke normalt kommer i kirken. Det er en spændende udfordring, at gennemtænke hvordan rammen og formen bliver den helt rigtige og jeg nyder at komme ”ud af huset” og repræsentere folkekirken udadtil og (forhåbentlig) være med til at afkræfte fordomme.
Minikonfirmandafslutning
Resten af dagen går med at forberede minikonfirmandholdets afslutning, som finder sted i eftermiddag. Denne sæson har der været 19 børn på holdet. De er kommet her de sidste 5 måneder og har været rigtig glade for det! Minikonfirmandundervisningen hos os er en sammensætning af fortællinger, sang og leg, drama og rollespil, kreativt værksted, udflugter og derudover samvær og hygge med børnene. Undervisningen foregår i samarbejde med præsterne.
Der er god tilslutning til minikonfirmandafslutningerne. Denne gang er der tilmeldt 25 børn og 30 voksne (udover minikonfirmanderne selv er det søskende, forældre, bedsteforældre). Minikonfirmandafslutningen består af 2 dele: en afslutningsgudstjeneste i kirken og en efterfølgende afskedsreception i kirkens tilstødende lokaler med chips og sodavand.
Børnene medvirker selv i gudstjenesteforløbet: et barn beder henholdsvis ind- og udgangsbøn og børnene optræder med en sang, som de har indøvet. Børnene får diplom og badge på som tegn på gennemført dåbsundervisning. Med på vejen får de også en fortælling om lys og et par afrundende ord om, at Jesus er verdens og livets lys og at vi som mennesker skal huske at være hinandens lys. Det hele slutter med at børnene synger ”Det lille lys jeg har” (dansk udgave af ”This little light of mine”), hvilket bringer mange smil frem hos de voksne.
Til den efterfølgende afskedsreceptionen får vi mange positive tilbagemeldinger fra forældre og børn. Mange forældre (også de mere ”kirkefremmede”) sætter stor pris på, at vi tager de større spørgsmål op med børnene som tro – tvivl, liv – død, hvem er Gud? hvem er jeg?, ensomhed osv. Derudover er der flere af forældrene, der har bemærket, at vi lægger vi stor vægt på at lære børnene helt konkret, hvordan vi kan være hinandens ”næste”: vi byder hinanden noget at drikke og spise, frem for at tage først selv, vi lytter, når der er én, der taler, vi behandler hinanden, sådan som vi selv ønsker at blive behandlet og så opfordrer vi til et fælles ansvar for, at alle synes det er rart at gå til minikonfirmand. De positive tilbagemeldinger fra forældrene giver mig det indtryk, at børnene tager mange af de ting, som vi lærer dem, til sig. En respons vi tit hører fra forældrene er: ”min søn/datter kommer altid så glad og harmonisk hjem efter minikonfirmand!”
Min forhåbning er da også, at børnene husker tiden i kirken som nærværende, rummelig og meningsfuld.
Det er et vellykket arrangement og præsterne og jeg glæder os altid over, at minikonfirmandforløbet er så stor en succes. Næste hold starter op om 1 måned.
Onsdag den 27. januar
Gospelkor
I dag har jeg ikke nogen reel undervisning eller aktivitet. Normalt underviser jeg kirkens gospelkor onsdag aftener, så om onsdagen plejer jeg at møde ind senere, da min dag først slutter kl. 22. Men koret holder pause for tiden og sæsonen starter først op igen i marts.
Jeg er musikuddannet, så det er en stor glæde for mig, at få mulighed for at bruge mine musikkundskaber i kirkens regi. Jeg arbejder fast sammen med en pianist og sammen udvælger vi sangene, indstuderer dem med koret og tilrettelægger koncerter og gospelgudstjenester, hvor vi optræder. Til gospelgudstjenesterne får vi altid et band med, der akkompagnerer. Koret består af ca. 30 – 35 sangere. De elsker at komme her i kirken og synge og der opstår altid en helt særlig glæde og varm stemning til vores øveaftener. Sang skaber altså bare liv, glæde og fællesskab!
Gospelgudstjenesterne – som er aftensgudstjenester – er noget af det, som jeg finder mest livsbekræftende i mit arbejde. Den rytmiske musik/sang og det udtryk, der ligger i at benytte dygtige rytmiske musikere (også til præ- og postludium samt til akkompagnement af salmerne) skaber for mig at se en virkelig god ramme for en mere nytænkende og anderledes slags gudstjeneste. Jeg finder det vigtigt, at kirken tør eksperimentere med gudstjenestens form og min erfaring med disse gospelgudstjenester er, at det mere moderne bymenneske føler sig godt tilpas i de mere afslappede og mindre ”stive” og formelle rammer, som vores gospelgudstjenester skaber.
Barsel og vikar
Da jeg er gravid i 6. måned, går meget af min tid fortiden med at få alt på plads inden min barsel. Jeg har den sidste tid holdt mange møder med kontaktpersonen, præsterne, vores kordegn (som også fungerer som daglig koordinator i personalegruppen), og gospelkorets faste pianist, for at finde frem til den bedste vikarløsning.
Det går mere og mere op for mig i denne tid, at jeg som sognemedhjælper står meget alene med mine arbejdsopgaver i det daglige. Jeg har mine ansvarsområder og jeg arbejder meget selvstændigt. Nu hvor arbejdet skal overgives til andre, ligger der et stort stykke forarbejde i overhovedet at skabe overblik over mine mange alsidige arbejdsopgaver, for derefter at kunne finde frem til, hvordan vi bedst får besat de forskellige funktioner. Løsningen bliver, at der skal ansættes en separat afløser til gospelkoret og en separat afløser til børnearbejdet.
Tiden her inden min barsel er for mig præget af modsatrettede følelser: jeg glæder mig meget til min orlov. Jeg er ved at blive besværet af maven i det daglige og det bliver godt at overlade al arbejdet til nogle andre, så jeg kan koncentrere mig om dette nye kapitel i mit liv. Samtidig kan jeg mærke, at jeg ind imellem har svært ved at slippe ansvarsfølelsen for alle mine arbejdsområder – netop fordi jeg er vant til at stå med ansvaret selv. Hvordan vil det gå mens jeg er væk? Hvordan bliver det at komme tilbage igen efter et helt år? Heldigvis har vi fundet de helt rigtige vikarer til de fleste af opgaverne. Jeg er helt tryg ved at overlade det i deres hænder, og er sikker på, at det kommer til at gå rigtig godt. Men det slår mig også, hvor meget mit arbejde betyder for mig i mit liv. Og hvor vigtigt det er for mig, at de projekter jeg har fået oparbejdet i min tid i Godthaabskirken, også bliver holdt ved lige, så de er der, når jeg kommer tilbage.
Torsdag den 28. januar
Samtale og mere gospelkor
I dag har pianisten i gospelkoret og jeg en samtale med en kandidat til korledervikariatet. Vi har store forventninger, da hun umiddelbart på papiret opfylder de fleste kriterier. Det bliver da også en rigtig god samtale og bagefter er pianisten og jeg ikke i tvivl: hun skal have jobbet! Det er en stor lettelse, at dette falder på plads. Kormedlemmerne går og venter på en mail fra mig med en endelig bekræftelse på, at sæsonen starter op her til marts og det bliver dejligt at kunne meddele dem den gode nyhed.
Resten af dagen bruger jeg på at få en masse praktisk på plads i forbindelse med gospelkoret. Jeg skal have kopieret noder og lave nodemappe til vikaren, brændt en CD med hele vores repertoire, lave øveplan og kontakte musikere mht. gospelkoncerten i maj.
Fredag den 29. januar
Besøgstjeneste
I dag har jeg møde med kontaktpersonerne fra de andre besøgstjenester på Frederiksberg. Vi mødes ind imellem og udveksler erfaringer omkring dét at lede besøgstjeneste, ligesom vi også er sammen om 2 årlige fællesprojekter: Seniordag på rådhuset og en fælles foredragsaften for vores frivillige besøgsvenner.
I dag skal vi tale lidt om det kommende års projekter.
I Godthaabskirkens besøgstjeneste er der pt. 10 frivillige besøgsvenner, som besøger ældre og ensomme i sognet. Min rolle består i at rekruttere nye frivillige, tage på indledende hjemmebesøg hos ældre, der ønsker besøg (besøgsværter), ”parre” de rigtige venner og værter med hinanden og følge op på hvordan besøgsvenskaberne fungerer. Derudover holder jeg løbende møder med de frivillige, hvor vi taler om både vanskelighederne og glæderne ved at være frivillig besøgsven. 2 gange årligt holder besøgstjenesten en sammenkomst for både venner og værter, hvor også præster og organist deltager. Til sammenkomsten spiser vi en dejlig frokost sammen, synger lidt og nyder ellers hinandens selskab. Sammenkomsterne er tilrettelagt, så besøgsværterne kan komme ud af deres hjem på en tryg og overskuelig måde (kirken arrangerer transport) og sammen med deres besøgsven opleve fællesskabet med andre ”besøgspar”. Mange af de ældre besøgsværter har stor glæde af dette arrangement, ligesom de generelt har stor glæde af deres besøsgvenskab. Når benene, synet, hørelsen langsomt svigter, når børnene og børnebørnene bor langt væk, ikke har tid til at komme så tit, eller måske slet ikke findes, når vennerne er bortgået, sidder mange ældre isolerede og ensomme tilbage i deres lejlighed.
Et besøgsvenskab kan være et lyspunkt i ugens løb, at der kommer én, der har tid til samtale, tid til at lytte. Og nogle gange udvikler besøgsvenskaberne sig rent faktisk til meget langvarige, smukke og betydningsfulde venskaber!
Endnu en uge som sognemedhjælper i Godthaabskirken er slut. Jeg er glad for mit arbejde - det er alsidigt og varierende. Jeg underviser, koordinerer, administrerer, refklekterer – ikke en dag eller uge er ens. Der er også udfordringer ved at være ansat i folkekirken. Mange af strukturerne – herunder ledelsesstrukturerne – kan synes forældede og ufleksible. Jeg har ingen fagkolleger i det daglige, som jeg kan sparre med. Vi er derimod en lille og fagligt meget forskelligartet personalegruppe, der sammen skal få tingene til at fungere. Men alt i alt er det dog en stor tilfredsstillelse at have et arbejde, der give mening for mig. Og forhåbentlig også for andre!
Lise Leiko Yoshida, sognemedhjælper
Læs mere:
www.godthaabskirken.dk
Fotos: De to gospelfotos er taget af Boesenfoto.dk, portrættet er privatfoto.