Religiøse rejseplanerShare|

Fastetiden er vores store standsning. Men vores liv kan også betragtes som en lang række af skridt, der er små standsninger. Og når vi møder forhindringer, mennesker der vil noget af os, uventede drejninger, så standser vi

”De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: ”Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham.” Lukasevangeliet kap 18, 39-40.

Tænk en gang, at han standsede op! Han havde faktisk travlt. Han var på vej til Jerusalem, på sit livs rejse, en rejse der skulle afslutte hans liv – han skulle bare nå frem til påske. Og alligevel standsede han op, da en fremmed blind mand kaldte på ham fra vejkanten. På den anden side var det egentlig ikke så mærkeligt, at han gjorde holdt. Han havde været på vej til Jerusalem længe, og igen og igen standsede han op og så til de mennesker, han mødte. Faktisk havde hele hans liv været en vandring mod Jerusalem, afbrudt af møder med mennesker.

Tænk engang, at vi har en kirke-årstid, der handler om at standse op. Nogle kristne gør det ved at afholde sig fra bestemte slags udskejelser, og det kan være en fin måde at få opmærksomheden rettet mod, hvad vi trænger og ikke trænger til i vores liv.

Bøn er standsning

Kristeligt set er det Gud, der bedst ved, hvad vi trænger til, og derfor kan faste-standsningen være en tid, hvor vi vender vores opmærksomhed mod Gud, og hvad han vil med os. Gud har ikke givet os nogen tjekliste, og vi kan ikke hyre ham til næste sogneaften til at fortælle, hvilken vej han vil have, vi skal gå i livet. Vi kan ikke andet end at rette vores opmærksomhed imod ham. Det er også det, man kalder bøn. Når man beder, må man have tillid til den, man beder til.

At bøn kræver tillid, kan man måske bedre forstå, hvis man vender det om og spørger: Giver det mening at bede nogen om noget, hvis man ingen tillid til ham? Nej, selvfølgelig ikke. Bøn er tillid i en eller anden form. Ikke nødvendigvis til, at man får, hvad man beder om, men tillid til at man bliver hørt, set eller taget alvorligt. Og godt, at bøn kommer i mange former. Bøn er tillid og opmærksomhed. Bøn er standsning.

En kristelig joggingtur

Min mand havde engang, hvad man må betegne som en meget kristelig joggingtur. På vej op ad en bakke overhalede han til fods en cyklist. Nu er han ikke nogen marathonløber, og han undrede sig derfor over, at han løb hurtigere, end cyklisten kunne cykle. Men så kom han til at tænke over forskellen på ”at løbe” (eller gå) og ”at cykle”: Når man cykler, er det én lang bevægelse, og når man så møder forhindring – i form af en bakke – føles det meget tungt, fordi den lange bevægelse hele tiden bliver standset lidt. Men når man løber, så er hvert skridt, man tager faktisk en lille standsning, og når man møder forhindringen bliver den på en helt anden måde en del af den løbendes kontinuerlige standsninger.

At rejse er at standse

Måske består rejsen netop i at standse op! Jesus gjorde det i hvert fald. Hans rejse blev længere af det, den kom til at have omveje og blev nok anderledes, end både han selv og hans følgesvende kunne have forestillet sig. Fastetiden er vores store standsning. Men vores liv kan også betragtes som en lang række af skridt, der er små standsninger. Og når vi møder forhindringer, mennesker der vil noget af os, uventede drejninger, så standser vi.

Der er nok ikke nogen, der aldrig standser. Sygdom eller andre former for krise – selv en lille influenza kan standse den mest fremadstormende egotripper. Men beskuer vi livet som en kristen rejse, så skal rejsen have mange standsninger. Og de standsninger skulle gerne bestå i møder med andre mennesker. Både dem, vi har brug for, og dem, der har brug for os. Både dem, vi kender, og dem, vi ikke kender endnu. Det er en kristen rejse.

Pernille Østrem er sognepræst ved Stefanskirken