Bøn og patosShare|

Det er ikke hverdagskost, at skuespillerne i primetime beder Fadervor

Sidste søndag var familien Danmark – eller i hvert fald en million af seere – bænket foran skærmen i primetime for at se det seneste afsnit af serien med Livvagterne. I dette afsnit kunne vi så følge Rasmus, der lærer at forsone sig med sin skyld over at have skudt en lille dreng i en vådeulykke. Og hvordan gør man så det på fjernsyn? Jo, man lader hans muslimske kæreste Jasmina holde om ham og spørge, hvad hans mormor, ville have gjort. Be’ fadervor lyder svaret, hvorefter Rasmus folder hænderne og ordene flyder ud i stuen.

Hmn, tænker man. Hvor blev den berømte danske blufærdighed af? Kan man virkelig i vor tid vise alt – ja, alt på fjernsyn? Selv en stakkels mand, der er knuget af sorg og som griber tilbage til barndommens ord, for at finde vej. Ja åbenbart!

Og så alligevel ikke helt. Rundt om på nettet kan man nemlig læse smagsdommernes let skjulte irritation over dette smagløse brud på den vedtagne etikette. Smart og cool er det at være ateist. ’So last year’, derimod, at være optaget af tro og religion, mener de unge, de smarte og de kække.

Den gode nyhed er imidlertid, at det kan alle vi andre være ligeglade med. I virkelighedens verden er det nemlig dramatikken, romanerne og filmene, der sætter dagsordenen. Og så altså fjernsynsserierne. Det synes simpelthen som om bøn kan flytte bjerge og få morbærtræer til at rykkes op med rode og plante sig i havet.

Karen Schousboe