image

Porvoo underskrives oktober 2010Share|

Praktiske forhold har medført, at den formelle tilslutning til Porvoo først sker til efteråret


Den formelle underskrift, hvormed folkekirken tilslutter sig Porvoo-fællesskabet, foretages først til oktober 2010. Årsagen er, at det ikke er helt så nemt at samle de mange delegater, oplyser sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Jørgen Skov Sørensen.

- Det er mange mennesker, der skal stimles sammen ved en sådan lejlighed. Her passede det bedst at lægge højtideligheden i tilknytning til et andet møde i Spanien, hvor repræsentanterne alligevel har sat plads af i deres kalender til at mødes. Desuden er det jo en højtidelig begivenhed. Der skal derfor også være en en klar markering i forbindelse med en højmesse. Endnu er detaljerne ikke på plads, men vi regner med, at det bliver i Københavns Domkirke, oplyser sekretariatschefen.


Orienteringsmøder

Det giver samtidig Folkekirkens mellemkirkelige Råd mulighed for at holde et eller flere orienteringsmøder om mulighederne ved medlemskabet af Porvoo-fællesskabet, gerne rundt om i landet. Det blev resultatet af den drøftelse, der for en uge siden fandt sted på rådets årsmøde i Middelfart, hvor bl.a. forløbet op til folkekirkens fulde tilslutning til Porvoo-fællesskabet blev drøftet indgående. Der var ingen, der ved årsmødet stillede spørgsmålstegn ved den egentlige tilslutning. Men en del gav udtryk for, at man gerne havde set en forudgående debat herom. Det ønsker man fra rådets side at følge op på ved at orientere bredere. Ifølge sekretariatschefen er tilslutningen til Porvoo dog allerede nu i praksis trådt i kraft. Underskrivningen til oktober har mest af alt karakter af en festlig markering.


Mange misforståelser
- Det giver os også lejlighed til at informere bredt, så vi kan udrede nogle af de misforståelser, der har bredt sig i kølvandet på beslutningen, udtaler Jørgen Skov Sørensen. Indlemmelsen i Porvoo rejser klart en række legitime teologiske spørgsmål – det gør mellemkirkelige samtaler altid - men dem er der taget hånd om allerede i de samtaler MKR har ført med anglikanske kirkeledere, og det vil vi gerne fortælle om. Ydermere er der behov for at orientere om de muligheder, der ligger i folkekirkens Porvoo-medlemskab


Den apostolske succession
Et af spørgsmålene, der har været drøftet i debatten, handler om den apostolske succession. Senest har provst Peter Balslev-Clausen således indsendt et notat herom til Kirkeudvalget (publiceres senere i Dansk Kirketidende). Ifølge Jørgen Skov Sørensen er det imidlertid ikke en afgørende diskussion længere. Han siger:
- Pointen er, at anglikanerne ikke længere betragter den ubrudte række af bispevielse med håndspålæggelse som en forudsætning for den apostolske succession. Med Porvoo-erklæringen er anglikanerne og lutheranerne derimod blevet enige om, at håndspålæggelsen alene er et "tegn på kirkens enhed". I øvrigt hjemler vores ritual fra 1992 alene, at det er den præsiderende biskop samt de to nabobiskopper, der lægger hånd på. Så selvom enkelte anglikanere stadig har den traditionelle opfattelse af betydningen af håndspålæggelsen, er problemstillingen irrelevant i en folkekirkelig sammenhæng, slutter sekretariatschefen af med et smil.

 

Karen Schousboe

Læs Peter Balslev-Clausens brev til Kirkeudvalget her

Læs mere om Porvoo-fællesskabet her: Faktablad

Opdateret  20-07-2010