(Van)trosbekendelse og bønShare|

Det var ikke faderens store tro, der gjorde udslaget. Men hans drengs desperate situation fik ham til at overvinde alle betænkeligheder og bede om hjælp, og den bøn var på en måde hans tro

Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Markusevangeliet 9,28-29.

Teksten til på søndag er unægtelig skrap kost. Den bringer os helt derned, hvor livet er forbandet af rå, usminket, djævelsk ondskab. For der var en dreng, der var besat af en dæmon, og drengens far var kommet med ham til Jesus’ disciple. De havde prøvet at hjælpe, men de havde glemt at bede, og hvad de så ellers havde foretaget sig med drengen, havde vist sig nytteløst. Indtil Jesus selv kom.

Noget fremmed og noget kendt

Der er noget fremmed ved hele scenen. Dæmonbesættelser er ikke noget, man ser hver dag. Men der er også noget velkendt: Disciplene der prøver at hjælpe uden held. Det kender vi alt for godt, jeg gør i hvert fald: At stå med mennesker i nød uden at kunne gøre noget ved det for alvor. I den situation tænker man uvilkårligt: ”Tænk, hvis Jesus kom nu” – hvis han kom ned fra himlen, ligesom han kom dengang. Gad vide, hvad han ville sige…

Vantro – og tro

Dengang sagde han: ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?” Og ærlig talt: Hvis det er, hvad Jesus har at sige til emsige kristne, der forsøger at hjælpe uden at bede, kaster det et afslørende lys ind over temmelig meget af det, dagens kirke gør i hans navn. Men teksten slutter ikke her, for der var jo faktisk én, der bad: drengens far. ”Jeg tror, hjælp min vantro,” sagde han. Tros- og vantrosbekendelse på én gang; det var så vist ikke hans store tro, der gjorde udslaget. Men hans drengs desperate situation fik ham til at overvinde alle betænkeligheder og bede om hjælp, og den bøn var på en måde hans tro.

Bøn er afmagt

Det viser meget godt, hvad bøn er. Og hvad tro er, for det er to sider af samme sag. Bøn og tro er begge afmagt. Men det er ”afmagt, som er i forbindelse med Guds magt”, det kunne godt være en slags definition. Det betyder også, at man ikke kan tage tekstens ord om, at ”alt er muligt for den, der tror”, som et udtryk for, at det er overbevisningens kraft, det handler om for Jesus. Sådan lidt du-skal-bare-tro-på-det-så-sker-det-agtigt. Og bøn er ikke en trylleformular, som velmenende kristne kan klistre på deres behjertede forsøg på at gøre en forskel, så det ”virker bedre”.

Kristus kan

Den, der beder, beder ikke til sin egen tro, men til Kristus. Ligesom den, der tror, ikke tror på sin egen bøn, men på ham, som hører bøn. Og lad så være, at ingen af os kan flytte bjerge. Eller helbrede sygdomme eller uddrive dæmoner eller ret meget andet af det, vi i bedste mening gerne vil. For det kan Kristus. Han kan konfrontere og besejre både den koncentrerede ondskab, som dæmonbesættelse er, og alle de mere subtile former for destruktivitet, der ødelægger livet på syndernes jord. Han er, som apostlen Johannes siger det, kommet ”for at tilintetgøre Djævelens gerninger” (1 Johannesbrev 3,8).

Peter Søes er sognepræst i Skelgårdskirken