En due med et grønt blad i næbbetShare|

Brorsons salme om evighedshåbet har rim, rytme og ordspil, der kalder håbet frem, selvom vinteren – både den indre og den ydre – til tider bare bliver ved og ved og ved

Det er ikke kun foråret, jeg længes efter, de grønne knopper på kviste og grene, skvalderkål og lun sol. Jeg længes også efter noget større og mere omkalfatrende. En tykkere indlandsis, fem timer mere i hvert døgn, mindst, middelmådighedens endeligt, verdensfred, kærlighedens sejr. Brorsons smukke og håbefulde salme ”Her vil ties, her vil bies” beskæftiger sig med den urolige længsel efter det fuldkomne og taler til os, der har besvær med at acceptere, at de trange tider ser ud til at vare ved.  

Plads til drømme

På mange måder er kristendommen et fuldstændigt vanvittig håbefyldt forestillingsunivers, som giver plads til drømmen om en verden, hvor alting er ordnet på bedste vis. Og kristendommen handler netop om dette, at alt ikke er sagt med det, vi normalt kalder for virkeligheden. Det kan være svært at bevare drømmene og håbet om en bedre verden, og da ikke mindst når tilværelsen, som nogle af os oplever det her mod slutningen af februar, ikke just byder fantasien op.

”Her vil ties, her vil bies / Her vil bies, o svage sind! / Vist skal du hente, kun ved at vente / Kun ved at vente, vor sommer ind. / Her vil ties, her vil bies / Her vil bies, o svage sind.”

Trange tider

Nogle gange bliver jeg slået af vores evne til at acceptere, at livet kan være så umådeligt fantasiforladt. At skuffelserne indimellem synes at oversvømme de barnlige forventninger til, hvordan livet skulle flaske sig, og at verden tilsyneladende alligevel fungerer. Til tider skræmmende upåvirket.

”Trange tider langsomt skrider, / langsomt skrider. Det har den art. / Dagene længes, vinteren strenges, / vinteren strenges. Og det er svart. / Trange tider langsomt skrider, / langsomt skrider. Det har den art.

Grønne anelser

Der er virkelig verden til forskel på baggrunden for at leve med skuffelserne og de knuste drømme. For nogle gange må der bare lukkes ned for forestillingerne og drømmene om en bedre verden for at få benene ud af sengen om morgenen. Andre gange går det noget lettere. Fordi de drømmende forestillinger ikke er længere væk, end at vi kan ane dem og deres virkelighed. Måske ikke anmassende og altdominerende. Måske som et lille grønt blad i næbbet af en due.

”Turteldue, kom at skue, / kom at skue! Bag gærdet hist / dér skal du finde forsommers minde, / forsommers minde, alt grøn på kvist. / Turteldue, kom at skue, / kom at skue bag gærdet hist.”

Mening med livet

For på samme måde som Noah blev fuldstændigt overvældende varm om hjertet, da duen vendte tilbage til arken med et grønt blad som bevis på, at jorden igen var ved at blive beboelig, så kommer fortællingen om Kristus, der var Guds søn, os i møde og minder os om, at livet er værd at leve, selvom vores fantasi ikke altid rækker til de store drømme.

”Eja, søde førstegrøde, / førstegrøde af bliden vår! /Lad det nu fryse, lad mig kun gyse, /lad mig kun gyse. Det snart forgår. / Eja, søde førstegrøde, / førstegrøde af bliden vår. // Due, kunne du begrunde / du begrunde, hvad der nu sker! / Kulden den svækkes, blomsterne dækkes, / blomsterne dækkes, jo mer det sner. / Due kunne du begrunde, / du begrunde, hvad der nu sker. // Kom, min due, lad dig skue, / lad dig skue med olieblad! / Se! nu er stunden næsten oprunden, / næsten oprunden, som gør dig glad. / Kom, min due, lad dig skue, / lad dig skue med olieblad!”

Dialog ved vintertide

”Her vil ties, her vil bies” står som indledning til det sidste afsnit af digte i værket Svane-sang, som først blev udgivet af Brorsons bror i 1765, året efter Brorsons død. Digtet, der oprindeligt blev offentliggjort med titlen ”Vinterhymne”, er værkets mest kendte og er bygget op som en dialog mellem bruden, Jesus, og brudgommen, sjælen. Salmens strofer 1,3,5 og 6 kan læses som Jesus’ ord til den længselsfulde og lidende sjæl, mens sjælen så udtrykker sig i strofe 2 og 4. For at bevare den dialogiske struktur, er der derfor fortolkere, der hævder sandsynligheden af, at der oprindeligt har været endnu en 'sjælestrofe' mellem str. 5 og 6.

Kirsten Weiss Mose

Steffen Arndal: H.A. Brorsons liv og salmedigtning. Materialecentralen – Religionspædagogisk Center 1994.

Peter Birch og Lars Sømod: Salmemaraton. Det Kgl. Vajsenshus’ Forlag 2008

Erik Norman Svendsen: Syng for livet. Kristeligt Dagblads Forlag 2008