image

Guide til de københavnske kirkegårde

Mange forbinder måske kirkegårde med tavshed og sorg, hvor gravstenene vidner om et levet, men nu afsluttet liv. Men hvis man giver sig tid til at læse indskriften på gravstenene, får man på sin tur pludselig følgeskab af kunstnere, politikere og videnskabsmænd fra de sidste århundrede. Med guiden ”Hvem ligger Hvor. Ture på Københavnske kirkegårde” er der mulighed for på egen hånd at begive sig på kirkegårdsvandring

Forfatterne siger i indledningen til bogen, at der er tale om et anderledes værk om Danmarks nyere historie. Normalt er man henvist til at følge begivenheder og personer i kronologisk orden, men i bogen såvel som på kirkegården møder man et galleri af mennesker, som både i tid, fag og holdninger ligger langt fra hinanden. Der er med andre ord lagt op til et historisk sammenstød.

En slags rejsebog
”Hvem ligger Hvor. Ture på københavnske kirkegårde” er udgivet af Hans Larsen og Anders-Peter Mathiasen. Titlen afslører næsten, at der er tale om en bog i rækken af Politikens rejsebøger. Bogen indeholder en kort introduktion til de første kristne begravelsespladser i København og omegn. Desuden er hver kirkegård tildelt et kapitel, som både fortæller om det specifikke steds historie, og hvem man kan finde begravet hvor. Ud over kristne gravsteder omtales jødiske, katolske og muslimske kirkegårde og begravelsespladser også. Alle ture er detaljeret beskrevet med tilhørende kort. Skulle man lede efter en bestemt person, er der også råd for det, da bogen bagest er udstyret med en biografisk liste og et personregister.

En fortælling om livet

Selvom kirkegårde og gravpladser for de fleste har mest med fortiden at gøre, vidner vores forhold til de døde også om vores eget forhold til livet. Inskriptionerne på gravstenen og gravenes udsmykning fortæller om forståelsen af det gode såvel som det dårlige liv gennem tiderne, men også om omsorg for slægten. Gravene giver os også indblik i tider, hvor døden var en del af livet – og tider, hvor dødens uundgåelige komme var præget af fortrængninger. I forlængelse heraf er det ikke mindre interessant, at det 20. århundredes personer er dårligere repræsenteret, fordi urnenedsættelser i anonyme grave har præget billedet de seneste årtier.


Da de københavnske kirkegårde bliver benyttet til alt lige fra gåture og eftertænksomhed til motion og solbadning, er ”Hvem ligger hvor. Ture på københavnske kirkegårde” en oplagt bog at tage i tasken næste gang turen går til kirkegården. Dermed kan de dødes stemmer blande sig med de levende, og dermed fortælles historien videre i smukke opgivelser blandt træer, buske, blomster og fugle.


Laila Bomose


Hans Larsen og Anders-Peter Mathiasen:

Hvem ligger hvor. Ture til københavnske kirkegårde.

Politikens rejsebøger, 2001, 192 sider

Læs også tema om vores kirkegårdskultur

Opdateret  20-07-2010