Plathedens apoteoseShare|

Faste og askese er mange ting. I folketroen er der imidlertid ikke tvivl. Her forbindes fasten med afholdelse fra kaffe, kød og sex, uden at det sjældent overvejes, hvad faste i virkeligheden handler om

I de senere dage har man på nettet, på Kristeligt Dagblad, kunnet opleve en speciel reklame, føjet ind ved siden af ugens spiseseddel over de nye artikler på kristendom.dk.

Det er en reklame for et meget problematisk slankemiddel, der i længere tid har huseret på avisens hjemmesider, uden at det tilsyneladende har fået redaktionen til at overveje, om der ikke burde være grænser for de produkter, der markedsføres dér. Ikke mindst da produkterne og deres markedsføring har været genstand for en massiv kritik, bl.a. i Norge . Man kan spørge, hvordan man kan være en avis, der bryster sig af at tage etiske spørgsmål alvorligt og samtidig annoncerer for den slags?

I samme uge har vi desuden været vidne til en ny form for nyhedsjournalistik på DR. Her vil man til at være meget mere nærgående ved eksempelvis ulykker for at tilfredsstille seernes tilsyneladende umættelige ønsker om følelsesmæssige kick. Første eksempel herpå var, da kameraerne blev stukket helt op i nakken på de fortvivlede mennesker, der havde kørt med den havarerede bus på de tyske motorveje, og som havde oplevet at miste kolleger og familie på det, der skulle have været en fredelig skirejse.

Og vi har været vidne til, at Lindhardt og Ringhof har meldt ud, at markedet for samtalebøger med kendte er ved at være udtømt – der er tilsyneladende ikke flere kendte. Derfor vil man nu til at bevæge sig ind på sladderbladenes hidtidige monopol. Der må være et marked for bøger og ikke kun magasiner, der fortæller om ”ugens glade krøbling” – den genre, der formidler glade budskaber a la: ”Vist har jeg siddet i rullestol hele mit liv, men jeg er alligevel et positivt og glad menneske…”

I den forbindelse er det nærliggende at spørge, hvordan vi får etableret en faste-praksis, der substituerer vores daglige forbrug af disse medier med noget mere substantielt end det, som aviser, forlag og fjernsyn diverterer os med – når selv de mere seriøse af slagsen ikke altid kan finde balancen. Og i et lidt videre perspektiv: Hvordan får vi medierne til at udøve mere selvjustits?

Karen Schousboe