Sammenligningens blik og kærlighedens klarsynShare|

Om vi så anstrenger os i uhørt grad, kommer vi ikke fri af Guds kærlighed, der har omsluttet os siden skabelsens morgen

Striden om at være den største indrammes af fortællingen om Kain og Abel, og det er ikke tilfældigt, fordi Kain bliver figuren for enhver person, der vil være den bedste, den største. Samtidig fremhæver det, at en sådan stræben er urgammel og gælder os alle, ja, ligger i os siden skabelsens dage. Det er nok heller ikke tilfældigt, at vi umiddelbart inden disciplenes strid har nadverens indstiftelse, kærlighedens fællesskabsmåltid. På den måde præsenteres vi for to synsvinkler på mennesket og tilværelsen. Den ene er vores snæversyn, den sammenlignende betragtning, og den anden er Guds synsvinkel, kærlighedens klarsyn, der åbner vores forhold til hinanden.

Frygtens sårbarhed
Vi befinder os altså omkring nadverbordet, og for gud ved hvilken gang har Jesus forsøgt at vise disciplene, hvordan Gud ser og vurderer. Ligeledes har han mange gange fortalt dem, hvad der venter ham i Jerusalem. Det er skærtorsdag, og han har befalet dem at modtage brød og vin til hans ihukommelse. Han har givet dem en gave, sig selv, hans krop og sjæl. En gave, de skal leve videre på. Samtidig gør han opmærksom på, at en af dem forråder ham!

Det handler om at se
Gud kender mennesket, han kender ”vor skabelses gåde”. Han ser Kains tanker, men Kain ser og forstår ikke ham. Han mærker kun sit eget svigt, og det flytter hans opmærksomhed. Kain ser kun sammenligningen. Han ser ikke Guds gave: Den hjord, han er blevet givet! Han ser kun, at han svigter, at hans gave ikke slår til!

Hvem er den største
Det er svært at flytte blikket, når svigtet og skuffelsen tynger. Frygten for at fejle og for ikke at blive regnet for noget som helst gør os sårbare og ikke mindst forfængelige: ”Hvem er den største”. Den samme frygt flytter disciplenes opmærksomhed fra gaven. Frygten gør dem ude af stand til at modtage gaven: Kærligheden, Gud selv, i skikkelse af Jesus’ person, for mens Jesus fortæller dem om sin nært forestående lidelse og død, skændes disciplene om, hvem af dem der skal overtage hans plads.

Kærlighedens omvendelse
Da er det, disciplene sættes på plads med den mest spiddende analyse af magtens væsen: Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Og det er jo det, alle magthavere til alle tider har dækket sig ind under: ”I bliver nødt til at gøre, som vi siger, det er jo til jeres eget bedste”. Sådan skal I ikke være, siger Jesus, for det er og bliver et bedrag, for den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. Jesus sagde noget lignende ved en anden lejlighed, da nogle spurgte ham, hvem der var størst i Himmeriget. En tilfældig dreng kom gående forbi, og Jesus anbragte ham i midten og sagde: Han er den største i Himmeriget. Barnet, der ingen magt, ære eller position har, er den største. Alting vendes op og ned.

Gud har vendt sig om
Når du engang vender om, siger Jesus til Simon Peter. Jesus kender mennesket. Han ved, mennesket vil forråde og fornægte ham. Men alligevel holder han os fast. Om vi så anstrengte os i uhørt grad, så kommer vi ikke fri af Guds kærlighed, der har omsluttet os siden skabelsens morgen. Når du engang vender om: Gud holder altid døren og muligheden åben for, at vi kan tage imod gaven. Omvendelsen er, når vi flytter blikket og ser, at Gud allerede har vendt sig mod dig og mig. Til sin egen søn sagde han: Du er mit barn, i dig har jeg velbehag. Og det siger han igen og igen, til dig og til mig, men det er ikke sagt til sammenligning, det gør ikke mig til den største, for det er sagt til ethvert menneske, der fødes under himlen.

Birgitte Kvist Poulsen er sogne- og studenterpræst på KUA og i Hans Tausens Kirke