Psykisk arbejdsmiljø i folkekirkenShare|
Menighedsråd har stigende fokus på psykisk arbejdsmiljø. En undersøgelse tidligere på året viser en stigning i initiativer, der skal forbedre det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken. Det er en glædelig udvikling, mener formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, der ikke kan genkende 3F's beskyldninger om, at alle ansatte i folkekirken lider under dårlig ledelse

Folkekirken har som så mange andre brancher opmærksomhed på at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Derfor vækker det undren hos Inge Lise Pedersen, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd, når landets menighedsråd over en kam bliver beskyldt for at være dårlige ledere i decembernummeret af 3F's medlemsblad.
- Psykisk arbejdsmiljø er højt på dagsordenen i folkekirken, siger hun. - Det er derfor, vi har oprettet et arbejdsmiljøråd, hvor repræsentanter fra arbejdsgivere og de faglige organisationer er samlet for at diskutere sagen. Vi undersøgte tidligere i 2010 situationen, og resultatet viste en stigning i de initiativer, som menighedsrådene har sat i gang for at arbejde med arbejdsmiljøet. Det er en udvikling, jeg kun kan bifalde. Jeg vil godt medgive, at der lige som på arbejdsmarkedet generelt er nogle steder i folkekirken, hvor der er plads til forbedringer i det psykiske arbejdsmiljø. Det er derfor, vi har sat forskellige initiativer i værk, som kan give menighedsrådene praktiske løsninger på det at være leder. Bl.a. har vi startet en hjemmeside,
www.kirketrivsel.dk, med inspirationsstof og vi har udgivet en hæfte, der begge to handler om, hvordan man kan arbejde med det psykiske arbejdsmiljø, slutter Inge Lise Pedersen.
Folkekirkens Infocenter
Vi vil gerne høre din mening!
Her på kirkenikobenhavn.dk tager vi spørgsmålet om folkekirkens psykiske arbejsmiljø op i 2011. Har du positive eller negative erfaringer eller en særlig holdning til folkekirken og det psykiske arbejdsmiljø, med fokus på Københavns Stift, hører vi gerne fra dig. Skriv en mail på
info@folkekirken.dk hvis vi må kontakte dig i januar/ februar. Det er muligt at optræde anonymt i en eventuel artikel.