Gud er stor, men hvordanShare|
Hvori består Guds autoritet? I hans uforanderlighed eller hans bestandighed? Og hvad er i grunden forskellen? De spørgsmål kredsede mandagens debatarrangement om i anledning af Niels Grønkjærs bog ’Den nye Gud’. Bogen afstedkom både begejstring og forargelse ved udgivelsen, men blev denne aften diskuteret sagligt og klargørende, selvom synsvinklerne var vidt forskellige
Hvem er jeg? Det spørgsmål optager mennesker i vores tid, men vores søgen efter en identitet rummer samtidig mulighed for konflikt, da det at være identisk med noget også nødvendigvis betyder, at der er noget, man er forskellig fra. Men kristendommen er ifølge Niels Grønkjær kritisk over for denne optagethed af identiteten. Det er baggrunden for hans bog ’Den nye Gud’, som mandag var sat til diskussion på Vartov i det indre København.
Ud over forfatteren selv deltog to af bogens anmeldere Sørine Gotfredsen (Kristeligt Dagblad) og Henrik Gade Jensen (Jyllandsposten) i diskussionen, der bød på en interessant udfoldelse af spørgsmålet om, hvad det er, der gør Gud til Gud i kristendommen.
Da Gud kom på bedre tanker
Ifølge Niels Grønkjær er Gud i kristendommen en gud, der kommer på bedre tanker. I begyndelsen proklamerer han temmelig uoverlagt over for Moses på Sinaj: ”Jeg er den, jeg er”, men heldigvis holder han efterhånden inde med de bastante proklamationer og begynder i stedet at tale om sig selv i billeder. Med andre ord er det, der kendetegner kristendommens Gud i Grønkjærs optik, at han er en foranderlig Gud, en Gud der bevæger sig. Derfor giver det heller ikke mening at betragte Gud som et fundament for vores liv, men snarere kan han betragtes som kilden til vores liv. Det er netop dette, der kommer til udtryk i fortællingen om, at Gud bliver menneske. Grønkjær hævder, at Gud ved at blive menneske svækker sin identitet, og det er denne svækkelse af identiteten, som går på tværs af tidens store spørgsmål, og som vi må efterligne for at forstå, hvad kristentro er for noget.
Gotfredsen og Guds almagt
En Gud der ikke er almægtig, men som Niels Grønkjær påstår det, er en foranderlig gud, er en gud på menneskelige præmisser, lød indvendingen fra Sørine Gotfredsen, da Grønkjær havde afsluttet sit forsvar for en Gud, der svækker sin identitet. Heroverfor hævdede Gotfredsen, at det er afgørende for gudstanken i kristendommen, at Gud på én og samme tid er den, der bevæger sig og samtidig forbliver uforanderlig. ”Hvis man giver køb på Guds almagt, kommer jeg til at mangle en kraft, der kan overbevise mig om, at Gud bliver ved med at være hos mig. Hvordan kan det være, at Guds bevægelse mod mennesket ikke kan eksistere samtidig med, at Gud er uforanderlig? Og hvad er det, der gør, at vi mennesker skal adlyde Guds fordring, hvis Gud ikke er fundamentet for vores liv?”, lød spørgsmålet fra Gotfredsen til Grønkjær.
Befriende at bogen tager fat om de grundlæggende spørgsmål
Henrik Gade Jensen var lige som det også var tilfældet i anmeldelsen i Jyllandsposten mere positiv over for bogen, som Gade Jensen ikke mindst fremhævede for dens forsvar for en trinitarisk gud. ”Det er underligt, at Helligånden har været så underkendt i det 20. og 21. århundrede. Set i det lys er det befriende at læse bogen, som plæderer for den trinitariske gudsopfattelse som afgørende for forståelse af den kristne gud og dermed tager fat om de grundlæggende spørgsmål, som blev diskuteret i oldkirken,” sagde Henrik Gade Jensen, der samtidig understregede, at han med sin filosofiske baggrund ikke så meget havde lagt vægt på Grønkjærs kritik af Guds almægtighed, ”måske fordi det filosofisk set er svært at lave en konsistent teori om almagt, som derimod uundgåeligt bringer nogle uløselige problemer med sig. Som fx den med at hvis Gud er almægtig, kan han så også skabe så tung en sten, at han ikke selv kan løfte den?, og så videre.” Endelig anførte den jyske anmelder, at han ikke brød sig om titlen ’Den nye Gud’, som efter hans opfattelse lugtede for meget af modernitet, ligesom han syntes, at Niels Grønkjær var lige lovligt hård ved Augustin, ”men det tør jeg slet ikke bevæge mig længere ind på, for det ved du meget mere om end jeg”, lød det fra Gade Jensen.
Seriøs ping-pong
Herefter var det tid til ping-pong mellem aftenens tre debattører, hvor navnlig debatten mellem Grønkjær og Gotfredsen tog plads. Hvad angår Guds fordring, mente Grønkjær ikke, den i kristendommen kommer i kraft af Guds almægtighed, men derimod giver sig af det, som Gud har iværksat: ”Gotfredsen hævder, Duns Scotus (en af de betydeligste teologer i middelalderen, red.), at Gud ikke kan dele vilkår med det, han udsteder fordringer over for. Mit udgangspunkt er et andet: Gud griber ikke ind i verden, men Gud har delt sit liv med os. Han har givet sit liv hen for os. Og det er noget ganske andet. Den eneste måde det giver mening at tale om Guds almagt på, er, at han som den eneste er i stand til at udfolde sin magt uden at udøve vold.”, sagde Grønkjær og sendte bolden tilbage til Gotfredsen: ”Hvordan kan du hævde, at Gud på én gang kan være både uforanderlig og bestandig, i betydningen at han står ved siden af mennesket?”
Og mens bolden spilledes seriøst og til tider muntert videre rundt på banen, var vi mange, der var blevet både klogere og gladere, fordi det velbesøgte arrangement på forbilledlig vis formåede at udfolde en kompliceret problemstilling sagligt og interessant for tilhørerne.
Kirsten Weiss Mose
Læs
Mogens Lindhardts anmeldelse på www.kirkenikoebenhavn.dk her >>>
Læs
Sørine Gotfredsens anmeldelse i Kristeligt Dagblad her >>>Foto: Henning Nielsen. Fra venstre Niels Grøkjær, Sørine Gotfredsen og Henrik Gade Jensen