image

Lysgudstjeneste for verdens flygtningeShare|

For femte gang inviterer Københavns Domkirke til lysgudstjeneste for flygtninge

Tirsdag den 7. december kl. 17 holder Københavns Domkirke endnu en gang lysgudstjeneste for flygtninge i samarbejde med Mødestedet og Tværkulturelt Center.

Gudstjenesten, som dette år har temaet ’verdens flygtninge’, indledes med en lysprocession. Her deltager herboende asylansøgere og flygtninge fra forskellige lande. I kirkebønnen bedes for de mange millioner mennesker, der er på flugt.


Biskoppen prædiker
Biskop i København, Peter Skov-Jakobsen, prædiker til gudstjenesten.
– Overalt i verden fordrives mennesker fra deres hjemstavn af krig, sult og katastrofer. Tænk at være forfulgt på det sted, man kalder hjem, og være nægtet liv, ret og menneskelighed. Vi beder i kirken for flygtninge, og vi beder Gud give os medfølelse og gøre os menneskelige, fortæller biskoppen om baggrunden for lysgudstjenesten.

Nærværende kirke
Det er femte år i træk, der afholdes lysgudstjeneste i Københavns Domkirke.
– Det er meget vigtigt, at folkekirken sender et signal om, at kirken er nærværende for de flygtninge og asylansøgere, der opholder sig her i landet, siger Birthe Munck-Fairwood, leder af Tværkulturelt Center, som er medarrangør af lysgudstjenesten.


Der opholder sig 4.100 flygtninge og asylansøgere i Danmark lige nu. På verdensplan regner man med, at der er 43 millioner flygtninge.


Alle er velkomne
Alle er velkomne til at deltage i lysgudstjenesten. Den efterfølges af kaffe/te og kage, serveret af domkirken sammen med deltagende flygtninge.


Der vil blive sat busser ind fra flygtningelejrene i Hvalsø og Blovstrød.


Kirsten J. Nielsen

Læs mere på Københavns Domkirkes hjemmeside >>>

Se også hjemmesiderne for Mødestedet >>> og Tværkulturelt Center >>>

Opdateret  19-01-2011