Så er David tilbageShare|
En voldsom og dramatisk biljagt i de københavnske gader en formiddag i 2008 udløste en dominoeffekt af begivenheder, der fik sin afslutning 1. søndag i advent
Halvandet tons statue forsvundet sporløst
Den 15. juni 2008 flygtede en personbil fra 10-15 forfølgende politibiler op ad Studiestræde. På vej ud i Nørregade mistede føreren herredømmet, fortsatte ligeud og stødte frontalt ind i Davidstatuens sokkel foran Københavns Domkirke. Den ca. 1½ tons tunge bronzestatue flyttede sig flere centimeter, og granitsoklen led en del skade. Mens statue og sokkel var til reparation hos et stenhuggerfirma i Sydhavnen, forsvandt statuen sporløst. En efterlysning og grundig omtale i landets medier og en dusør på i alt 50.000 kr. gav intet resultat. I to år har soklen foran kirken nu stået tom. Der er derfor stor glæde at spore i domkirken, som nu endelig kan meddele, at den store bronzestatue af Kong David er genopstået på sin rette plads.
Minutiøst genskabt
Takket være en rundhåndet donation fra ”Højesteretssagfører C. L. Davids Legat for slægt og venner” er det lykkedes at få genskabt statuen ud fra J.A. Jerichaus original fra 1850’erne, som findes på Odense Bys Museer. Det har været en kompliceret opgave, fordi den gamle gipsstaue desværre er skåret i to stykker og er temmelig beskadiget. Gennem domkirkens stenhugger, Flemming Brian Nielsen, blev en afformning transporteret til Pietrasanta i Toscana, hvor en billedhugger ud fra talrige fotografier minutiøst har opmodelleret statuen i gips. Herefter er bronzeafstøbningen udført af bronzestøberiet Mariani Forneria Artistica, som er kendt fra mange andre opgaver internationalt og i Danmark.
Statuen kom til København fredag den 26. november og blev 1. søndag i advent opstillet på sin gamle sokkel uden for kirken. Indvielsen fandt sted umiddelbart efter en festgudstjeneste i kirken, hvor Københavns Drengekor i dagens anledning fremførte Davidsalme 100: ”Jauchzet dem Herrn, alle Welt” af Felix Mendelssohn.
Folkekirkens Infocenter
Se billedserie fra indvielsen af den nye Davidsstatue:
http://www.flickr.com/photos/56470811@N07/page2/ Vor Frue Kirkes hjemmeside:
http://www.koebenhavnsdomkirke.dk/