Den nødvendige afskedShare|

Vi har lige fejret påskesøndag og ved, at Jesus rent faktisk opstod fra de døde efter at have lidt på korset langfredag. Men anderledes er det i evangelieteksten, som tidsmæssigt befinder sig inden opstandelsen. Her er det afskedens time

Disciplene har netop været igennem mange forskelligrettede følelser. De har oplevet den dybe nærhed med Jesus i fodvaskningen og i måltidet, der fulgte efter. De har lyttet til hans ord om, at de skal elske hinanden, som han har elsket dem. Men samtidig har han sagt og gjort ting, som de ikke har forstået, og som har foruroliget dem. Først var der forbavselsen over, at han, mesteren, vaskede deres fødder, og senere hans ord om at én af dem vil forråde ham. De fornemmer sikkert, at de har oplevet noget enestående, men de forstår ikke, hvad det er. De er urolige for, hvad der skal komme. Den sikkerhed, de troede, de havde, smuldrer, da Jesus fortæller dem, at de vil forråde og fornægte ham.

En anden virkelighed
Ind i disciplenes forvirring og smerte taler Jesus til dem. Og det gør han med stor ømhed. ”Jeres hjerter må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!” (Johannes 14, 1), siger han. De må hverken tvivle eller fortvivle. Jesus vil forsvinde fra dem, og de vil miste det, som de troede, de havde. Det nye i deres liv er stadigvæk noget andet end det, de tror. De har ikke gået vejen til ende endnu. Jesus siger til dem, at uanset hvad der sker, må og skal de holde fast ved, at de kender en anden virkelighed. Den himmelske.

Ingen ny lov
De forstår det måske ikke lige nu, de forstår ikke, at det er nødvendigt, at han forlader dem. Han siger det selv sådan, at han går bort for at skabe plads til dem. Plads hos Gud. For hos Gud er der nemlig mange boliger. Var han blevet, ville han som deres herre og læremester hindre dem i at leve selvstændigt. Så ville de fortsætte med at følge ham og gøre som ham. Som når en entydig lov nøje dikterer, hvad der til enhver tid, er det rette at gøre. Det er netop det, Jesus ikke vil. For han er ikke nogen ny lov. Han er lovens ophør! Han vil det frie menneskes hele liv. Derfor går han bort.

Vejen, sandheden og livet
Men han efterlader ikke disciplene med tomme hænder og hjerter. Nok efterlader han dem ikke en bestemt regel eller et diktat, men han efterlader dem dét, som er uendeligt stærkere. Han sætter dem en vision, et mål i horisonten. Og dette er en vision, man kan træde ind i eller lade være. Men træder man ind i den, sættes man fri og vokser. Jesus giver denne vision overskriften ”Jeg er vejen, sandheden og livet”.

Thomas’ spørgsmål
Disciplene kender den på sin vis i forvejen. For den og for ham har de jo forladt deres hjem, familier og gamle liv og fulgt ham. De var bare ikke klar over, at alt, hvad de havde været en del af de seneste tre år, var selve vejen, selve sandheden, selve livet. Thomas afslører sig selv, når han spørger: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen (Johannes 14, 5)? Thomas beder om vejledning. Han vil gerne have klare instrukser for, hvordan han nu skal leve sit liv, ladt alene af mesteren. Men Jesus giver ikke Thomas konkret anvisninger på, hvordan han nu skal leve sit liv. For Jesus er ikke bare en ny lærer med krav om lydighed mod bestemte regler og bud.

Kød og blod
I stedet siger han: Jeg er vejen, sandheden og livet. Han, deres ven og leder hjemme fra den fattige og uanselige egn Galilæa, er intet mindre end sandheden selv. Den unævnelige Gud, altings begyndelse og ende, er kommet til verden som et levende menneske af kød og blod. ”Jeg er”. Deres navnløse Gud har vist sig, ikke bare i en brændende tornebusk, men i levende live.

På vejen
Idet disciplene sidder her sammen med Jesus og hører dette, er de på vejen, i sandheden, midt i livet. Den bevægelse, de herefter skal gøre, hen ad vejen, den er opfyldt i dette enestående øjeblik, hvor de sidder til bords sammen og er ét i kærlighedens øjeblik. Herefter går vejen videre. De er alene og på egen hånd. Og det bliver hurtig nat i Getsemane Have og morgen i statholderens gård. Med tilfangetagelse, splid, frafald, forræderi og fornægtelse. Disciplene bliver rådvilde, bange og mister modet. Og alligevel viser det sig, at de ikke er alene på vejen. Efter henrettelsen og gravlæggelsen, da alt er uvist, viser han sig for dem, kommer til dem gennem lukkede døre.  

Ulla Toft er sognepræst i Vetterslev og Høm

Læs mere
Søndagens tekst kan læses i Johannesevangeliet 14, 1-11. Der er også salmer, der belyser teksten fra forskellige vinkler:
379: Der er en vej, som verden ikke kender
613: Herre, du vandrer forsoningens vej

Gå i dybden

Olivier Clément.