Salomos søjlegangeShare|

Mellem påske og pinse hører vi om, hvorledes Jesus på forskellig vis giver sig til kende som Messias, som frelseren. Fælles for de mange historier er, at han lader gerningerne tale for sig

Det var koldt og regnvådt; slud og søle flød i tempelgården. Jesus og hans disciple havde søgt tilflugt inde mellem søjlerne. Her stod de afventende og frøs, mens kulden krøb op langs rygstykkerne. Det spidsede til. Rundt om ham var en hob af farisæere stimlet sammen for endnu engang at konfrontere ham med det, han i kraft af sine handlinger, så ud til at være.

Gerninger og ord
Hvor længe vil du holde os hen med snak, spurgte de? Hvor længe vil du blive ved med at provokere? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud, sagde de til ham. I fortællingen svarede Jesus imidlertid endnu engang undvigende ved at henvise til sine handlinger og til sine gerninger. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Alligevel kunne han til sidst ikke dy sig, da han hævdede, at han og faderen var ét. Det var, som om munden her løb af med Jesus. Det, han tidligere havde gjort, endte alligevel også med at blive åbenbaret i ord. Og farisæerne gjorde tilløb til at stene ham. Men han slap fra dem, står der.

Fortættet kulde og julefest
På kryds og tværs rummer historien hele lidelseshistorien i en lille vignet. Her er Salomos søjlegang i templet og Davids søn, Jesus, der som en ny Salomo, Davids inkarnerede søn, er troppet op for at fuldføre bygningen af templet. Nu banes vejen, så han senere kan indtage tronen. Det hele finder naturligvis sted ved festen for genindvielsen af templet, som fejredes hvert år ved solhverv til minde om Makkabæernes frihedskamp i tiden 167-154 f. kr. Vi er altså til julefest og lysfest, til glædesfest. Ved denne tid, Hanukkah, tændte jøderne deres lamper, deres Menorah.

Forår og pinse
Men vi er også til pinsefest. Til slutstenen på de mange hændelser og handlinger. Hos Johannes følges fortællingen om lysfesten i Jerusalem netop op af beretningen om opvækkelsen af Lazarus fra de døde. Som så ofte før er det ikke ordene, som sættes i centrum, men derimod gerningernes bevisførelse. Et træ skal kendes på dets frugter, en frelser på hans gerninger, en Gud på hans Søn, en Søn på hans opstandelse. Det er ikke Guds ord, som står i centrum, men derimod det

levende Guds ord, Jesus. Gør jeg ikke min faders gerninger, skal I ikke tro mig, siger Jesus til farisæerne. Men gør jeg dem, så tro gerningerne, selvom I ikke vil tro mig.

Ordet bliver kød
Vi skal bøje os for kendsgerningerne, siger Jesus, og ikke slesk tale eller billig portvin. Jesus spinner ikke som en politisk ordsmed. Han nægter at lade sig indfange i farisæernes spidse formuleringer. Det er naturligvis også derfor, at vignetten slutter med, at Jesus tager tilbage til den anden side af floden Jordan, hvor Johannes tidligere havde døbt. Her fortælles det, at mange kom til ham, og de kom til at tro på ham. Ikke fordi Johannes havde peget hen til Jesus med et tegn (en gerning), men fordi Johannes Døber havde taltom ham. Det er menneskeværk at tale, derimod Guds værk at gøre forunderlige tegn og gerninger, hører vi.

Tur-retur til søjlegangen
Måske var Salomos søjlegang, der indkransede den ydre tempelgård, virkelig rammen om begivenhederne, hvor farisæerne søgte at komme i håndgemæng med Jesus. Måske valgte evangelisten bare at henlægge Jesus’ prædiken hertil, fordi stedet sendte en række klare signaler til tilhørerne om det, som var på spil. Måske var det også afgørende, at de tidlige kristne kendte til fortællingerne om den første pinsemenighed, som netop havde sin gang i Salomos søjlegang og dér brød det første brød efter den første pinsefest. Måske var det ganske enkelt, fordi de tidligste kristne erindrede sig, hvorledes Jesus havde haft sin gang i templets tagdryp og dér helbredt og lindret.

Èt vidste de i hvert fald: Forhænget var revet til side. Jesus var på én gang det sande offerlam, førstegrøden i det nye tabernakel og samtidig Melkisedek, tjenestegørende ved det åbenbarings-telt, som udgjordes af den levende menighed midt i virkelighedens verden.

Ulla Toft er sognepræst i Vetterslev-Høm

Læs mere:
Søndagens tekst kan læses i Johannesevangeliet kapitel 10, 22-30

Der er også salmer, der belyser teksten fra forskellige vinkler
234: Som forårssolen morgenrød
235: Verdens igenfødelse