image

Biskopperne ønsker afklaring nuShare|

Biskopperne forventer, at der gennemføres en ny ægteskabslovgivning, og ønsker at forberede folkekirken herpå. Et hurtigtarbejdende udvalg skal afklare formen herfor inden den 15. september 2010

Biskopperne har afholdt bispemøde og drøftet spørgsmålet om homoseksuelle vielser. I en markant udtalelse konstaterer biskopperne, at der er flertal i folketinget såvel som i den danske befolkning for, at der skal være ligestilling mellem hetero- og homoseksuelle par. Såfremt Folketinget i lyset heraf lovgiver om, at ægteskabet skal være for begge parformer, betragter biskopperne derfor folkekirken som forpligtet på at udarbejde de nødvendige ritualer. Biskopperne indstiller til Kirkeministeren, at der nedsættes et udvalg, der skal drøfte, hvorvidt ægteskabsstiftelsen fortsat skal finde sted i folkekirken, under hvilke former også homoseksuelle pardannelser skal kunne indgås i kirken, samt hvorledes man sikrer frihedsrettighederne for de præster, der af samvittighedsmæssige årsager ønsker frihed til at sige nej til at medvirke hertil.

Læs hele udtalelsen her:

"Folkekirken og de homoseksuelle.

Biskopperne konstaterer, at der i folketinget og i den danske befolkning er et flertal for, at der skal være en ligestilling imellem hetero- og homoseksuelle par. Efter biskoppernes opfattelse er folkekirkens stilling til dette spørgsmål, og den praksis folkekirken skal følge, imidlertid et indre kirkeligt anliggende. Folketinget er folkekirkens lovgivende forsamling, og har folketinget lovgivet således, at ægteskabet skal være for såvel hetero- som homoseksuelle par, er folkekirken forpligtet til efterfølgende at udarbejde ritualer der gør
dette muligt.

Blandt biskopperne og blandt folkekirkens medlemmer er der forskellige teologiske syn på dette område, men folkekirken må finde en løsning på spørgsmålet. Kirkeministeren har indbudt biskopperne til møde torsdag, den 15. april for at drøfte dette spørgsmål. I indbydelsen anfører ministeren, at hun har til hensigt at nedsætte et udvalg, der skal fremkomme med et forslag til, hvordan folkekirken bør forholde sig til dette spørgsmål.
I diskussionen har det været foreslået, at alle samlivsstiftelser skal indgås for den borgerlige øvrighed, hvorefter man efterfølgende kan anmode om en kirkelig velsignelse af dette forpligtende livsfællesskab.

Biskopperne indstiller derfor til kirkeministeren at der nedsættes et udvalg med den opgave
at tage stilling til følgende tre spørgsmål:

1. Skal ægteskabsindstiftelsen fortsat foregå i folkekirken, eller skal alle samliv indgås for den borgerlige øvrighed, hvorefter der er mulighed for en kirkelig velsignelse, og hvilket ritual skal kunne anvendes ved en sådan kirkelig handling?

2. Under hvilke former skal også det registrerede partnerskab kunne indgås i folkekirken, således at to personer af samme køn har samme mulighed som ægtepar for at indgå deres samliv ifølge et kirkeligt ritual, og hvilket ritual skal kunne anvendes?

3. Hvordan sikrer man at præster, som af samvittighedsgrunde ikke kan medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab i kirken, har frihed til at sige nej hertil?

Det er biskoppernes opfattelse at udvalget skal sammensættes på bredt kirkeligt grundlag, og at det færdiggør sit arbejde inden den 15. september 2010."

Læs det samlede referat fra bispemødet, som blev afholdt onsdag den 14. april 2010 i Nyborg

Karen Schousboe


Opdateret  20-07-2010