Et valg

Denne søndag dumper vi ned i en samtale mellem Jesus og de jøder, der lige er kommet til tro på ham. Gensidige beskyldninger fyger gennem luften, og Jesus tvinger sin modpart ud i et valg

Jesus sagde til dem: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig.” (Joh. 8, 42)

De står lige der. Over for hinanden. Jesus og de jøder, som er kommet til tro på ham. Altså nogle af hans egne tilhængere. Jesus er vred, da han spørger dem, hvorfor de ikke tror på ham. Hvorfor de ikke forstår, hvad det er, han siger. Det er voldsomme anklager, der ryger gennem luften. Han siger: ”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster.” (Johannes 8, 44a). Det er en alvorlig beskyldning. Særligt for rettroende jøder, der ikke et øjeblik er i tvivl om, at de nedstammer fra Abraham selv og tilhører Guds udvalgte børn. Men Jesus mener altså noget andet om dem: ”I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.” (Johannes 8, 47b).

Derfor er Jesus vred
Jesus har lovet dem alt. Han har fortalt dem om synden, der binder, og sandheden, der gør fri. Han har holdt de to virkeligheder op over for hinanden. Han har sagt det igen og igen. Det e neste, der kan sætte et menneske fri, er åbenhed og mod til sandhed. Sandheden skal omfatte alt. Han er håbet, der kan føre dem ind i den åndelige virkelighed, hvor helt andre love gælder, og hvor alt, der før bandt dem, ikke mere har magt over dem. Hvis det sker, vil denne tilstand vare evigt. Nu skærper han derfor sin tale til dem, for at de skal se alternativet. Hans ord udfolder sig næsten som en puls. Han løsner og strammer, han forjætter og konfronterer, han giver håb og gør bange.

Et definitivt valg
Samtalen udspringer egentlig af spørgsmålet om, hvem der er jødernes far. Først siger de forsamlede, at det er Abraham, men det tilbageviser Jesus. De kan ikke være Abrahams børn, for de gør ikke Abrahams gerninger. De vil slå Jesus ihjel. De reagerer voldsomt, bliver bragt ud af fatning og modsiger sig selv ved at hævde, at Gud er deres far. Det tilbageviser Jesus, for hvis Gud var deres far, ville de elske Jesus, som Gud har udsendt. Jesu bringer dem på denne måde lige ind i brændpunktet.  Midt inde i enten-eller. For at blive hans disciple må de definitivt vælge ham. Det er ikke tilstrækkeligt bare at give ham ret i hans ord. Valget må give sig udtryk i deres handlinger.

Beskyldninger i luften
Dette magter de ikke nu, og deres beskyldninger viser, at Jesus har ret i det, han siger. For de forsamlede siger hånligt til ham: ”Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?”(Johannes 8, 48). Sådan. Så er det sagt. Det er hårde ord. Samaritanerne var i jødernes øjne nogle af de værste udskud. De boede lige henne om hjørnet, i nabolandet. Men hvis en ordentlig jøde skulle ud at rejse, rejste han hellere en stor omvej end igennem Samaria. Jøderne mente, at samaritanerne var urene, og at de dyrkede Gud på en helt forkert måde på et helt forkert sted. Nu kalder de Jesus for en gudsbespotter. De vil have ham sat på plads i deres verden. Deres begrebsverden. De kan ikke rumme ham nu, for hver gang de tror, de ved, hvem han er, bryder han igen deres forestillinger.

Abrahams børn
Det, Jesus anklager dem for, er i virkeligheden, at de ikke kaster sig ind i kampen mellem Gud og Djævel. Deres egne jødiske ledere i Jerusalem vil slå ham ihjel, og disse omvendte jøder tager ikke afstand fra det. De siger tværtimod, at de som alle jøder er Abrahams børn. De tror, at de er frie. Jesus, der selv er et af Abrahams børn, siger til dem, at de som Abrahams børn må gøre Abrahams gerninger. De må kæmpe på Guds side for at være sande jøder. De må sætte sig selv ind i kampen og ikke gemme sig bag en stolt tradition.

En åben favn
Efter denne strenghed kommer Jesus igen de forsamlede jøder i møde og åbner endnu engang ind til alle mulighederne: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed smage døden.” (Johannes 8, 52b) Godt nok siger han til dem, at de har Djævelen til far, og det er hans dom over dem. Men det er ikke hans sidste ord og heller ikke hans første. Hans første og sidste ord er, at de har Gud til far. Det er op til dem nu. De er efterladt i dette enten-eller, og de må træffe et valg og ikke blive ved de tomme ord. Som Abrahams sande børn.

Læs mere
Søndagens tekst kan læses i Johannesevangeliet 8, 42-51. Der er også salmer, der belyser teksten fra forskellige vinkler
179: Herren god, som uden grænser
634: Du ved det nok, mit hjerte

Gå i dybden
Lene Højholt. Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet. Borgen 2006