Timen er kommetShare|

Kort før tilfangetagelsen i Gethsemane Have vender Jesus sig mod Gud. Disciplene bliver nu vidner til hans møde med Faderen i bøn. Afklaret og rolig ser Jesus sin situation i øjnene og fastslår, at timen nu er kommet

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: ”Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, Joh 17, 1

Der er ingen tøven eller vaklen hos ham. Han lader ikke tankerne dvæle ved smerten. Han forsøger ikke at trække tiden ud og skaffe sig ekstra øjeblikke med dem, han holder af. For Jesus er nuet det eneste, der har gyldighed, og derfor er tiden inde, når den er inde.

Den sidste bøn
Jesus’ sidste bøn, hans afsked med disciplene og verden, er naturligvis i kirkeårets tekstrække henlagt til søndagen inden Kristi Himmelfart. Scenen er klassisk. Ligesom et familieoverhoved samler sine pårørende omkring sig inden døden, tager Jesus afsked med sine disciple. De skal nu blive alene tilbage og derfor beder han for dem, før han overlader dem i Guds varetægt. 

En bønspraksis
En gang tidligere har disciplene været vidner til Jesus’ bøn. Det var i forbindelse med Lazarus’ opvækkelse, hvor Jesus før bønnen ligesom her ”så op mod himlen og sagde…”. Ordene afspejler dybden og inderligheden i Jesus’ bøn. Med hele sit væsen retter han sig mod den himmelske verden. Men når han ”ser mod himlen”, er der ikke kun tale om en fysisk bevægelse og noget, han gør for disciplenes skyld. Jesus samler alt i sig, vender sig mod Gud og bliver ét med ham, før han begynder sin bøn. Men han viser samtidig også disciplene, hvordan de skal bede og lærer dem på denne måde bønnens væsen at kende, så de herefter selv kan være i bønskontakt med Gud. 

Gud og menneske
Jesus’ bøn er et dybt, personligt og inderligt møde med Gud, hvor han taler frit af hjertet. Han taler som det menneske, der afklaret ser sin egen død i øjnene og drager omsorg for dem, han må forlade. Han er Gud, der har bøjet sig ned til jorden for at vise ethvert menneske, hvordan den sværeste lidelse kan mødes uden frygt. Jesus siger i sin bøn til Gud: ”Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.” (Johannes 17, 4-5).

En afklaret mand
Han giver, i sin bøn til Gud, disciplene del i, hvem han er. Ikke som han tidligere har gjort det med ”jeg er”-ordene, men ved at være sin essens. Han viser sig hér for dem som den, han er, med alt hvad han rummer i sig af menneskeligt og guddommeligt. I bønnen forenes han med Gud, og fra dette møde strømmer der fred og afklarethed mod disciplene. 

Herliggørelse
I stedet for at dvæle ved sin smerte vender han alt i sin bevidsthed mod Gud. Han og faderen bliver ét. Heri ligger den første herliggørelse både af Sønnen og af Faderen. Jesus viser, at han er - hans bevidsthed er - ophøjet over lidelsen og dermed over verden, som ikke har magten over ham. Dette herliggør Jesus’ menneskelighed. Det giver det at være menneske en ny værdighed, som det ikke tidligere har haft. Netop dette herliggør Gud, fordi hans plan er fuldbyrdet.

Lidelse og opstandelse
Jesus beder om, at den herliggørelse, som allerede er sket ved inkarnationen, må ske ved korsfæstelsen. Han skelner ikke mellem sin lidelse og sin opstandelse. For ham er det to sider af samme sag. To sider af herliggørelsen. Fra en menneskelig synsvinkel er de to sider som mørke og lys, men for Jesus hænger de sammen. Uden lidelsen ville opstandelsen ikke finde sted. Jesus har altid været en del af den guddommelige herlighed, men intet menneske har kunnet se den før nu. Nu aner disciplene det, men først i mødet med den opstandne vil de forstå det fuldt ud. Så vil de vide, at han har overvundet verden, og de vil for alvor se hans herlighed. De vil vide, at alt, han har lært dem, vist dem, fortalt dem, er den sande virkelighed. 

En sidste bøn
Som et konkret og synligt menneske lærer Jesus disciplene om Guds kærlighed. Han lærer dem om vejen til kærligheden, og at Gud er hans far og deres far. Langsomt kommer de til at forstå, at Jesus, som de kender, er Gud selv. Nu kender de Gud som Faderen, og dermed er Jesus’ opgave bragt til ende. Før Jesus slipper disciplene, beder han for dem: ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og alt dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.” (Johannes 17, 9-11). Disciplene tilhører dem, Faderen og Sønnen i enhed, og er omsluttet af deres guddommelige kærlighed. Jesus er herliggjort i dem. Han er en levende virkelighed i dem.

Et liv i verden
Jesus er snart ikke i verden længere, men disciplene er i verden. Jesus kan ikke længere holde øje med dem og holde dem fast ved hans navn. De må leve i verden, og verden vil stille krav til dem og forsøge at trække dem væk fra det nye, de har fundet. Jesus’ sidste tale til dem er udtryk for hans intense vilje til at præge sit ord og sin virkelighed ind i deres sind. 

Ulla Toft

Læs mere
Søndagens tekst kan læses i Johannesevangeliet kapitel 17, 1-11. Der er også salmer, der belyser teksten fra forskellige vinkler:
366, Lover Herren! Han er nær
588, Herre, gør mit liv til bøn

Gå i dybden
Simon Grotrian, Citroner til Vorherre, Bønner. Borgen 2008