MisantropenShare|

Er sandheden de jernhårde facts, som vi kan bruge som våben mod hinanden, og kan vi mennesker fastholde en objektiv sandhed, eller bliver vi alligevel hele tiden bedraget af os selv, vores begær og egenvilje?

Misantropen er Molieres måske mest berømte skuespil. Stykket er skrevet til, om og med det hof, der drejer sig omkring Ludvig XIV’s sol. Komedien udstiller falskheden, overfladiskheden, snobberiet og hykleriet ved hoffet i det 17. århundrede. Det at kunne indynde sig hos de rigtige mennesker, være venner med alle, gå rigtigt klædt og sige de rigtige fraser var og er alfa og omega i en verden, hvor alt er socialitet, og ingen rigtig forholder sig til et egentligt indhold.

Mennesker og idealer går i stykker
Ludvig XIV’s hof er hos Moliere fuldstændig gennemsyret af løgn og bedrag - næsten, for misantropen, i form af Lars Mikkelsens meget velspillede figur Alceste, har ”fået nok” af alt det forlorne og ønsker kun at fortælle sandheden til alle hoffets slanger, koste hvad det koste vil. Lars Mikkelsen formår at lægge så meget enegi i Alcestes harme og selvretfærdighed, at man kan følge ham hele vejen ud over afgrunden, samtidigt med at man begræder, hvordan alle menneskene og idealerne må gå i stykker omkring ham.

Forladt og forhånet
Livet koster livet, og sandheden er dyrt købt i tilværelsens mangefacetterede spil. Dette er stykkets centrale omdrejningspunkt: Hvad sker der for og med et menneske, som insisterer på 100 % ægthed og afdækkelse af løgnen - samtidigt med at han har forelsket sig så aldeles i den smukke, forløjede, hof-forføriske (Celimene, spillet med lidt mere svingende held af Mille Lehfeldt). Som stykket skrider frem, bliver det sværere at se, hvad der er ægte mellem lag på lag af bedrag og spil, hvor kærligheden let tages som gidsel. Alceste er en idealist, og han bliver latterliggjort af Moliere sammen med alle hoffets falske marionetter. For da det kommer til stykket, er han ikke i stand til at række ud over sig selv i den kærlighed, som han hævder at sætte over alt andet, og han ender alene. ”Forladt og forhånet”

I et spejl
Stykket er holdt i en meget enkel scenografi, med tre plydssofaer på en nøgen, gylden scene og et gigantisk spejl, der hænger skråtstillet og spejler de skuespillere, som ikke spiller med i den aktuelle scene. Denne enkle nøgenhed giver kostumerne lov til at funkle og være den eneste udsmykning i stykket… tøjet bærer scenerne, mere end skuspillerne bærer tøjet. Spejlet fungerer også som tæppe. I begyndelsen af stykket står Celimente og spejler sig og al den ynde, hun bruger til at forføre og bedrage. Spejlet drejer, og stykket folder sig ud, til det igen lukker sig, og nu er det Alceste, der står der foran spejlet i samme position.

Historie og nutid
I Thomas Bendixens udgave af Molieres stykke er parralellerne mellem det naragtige hof, noget evigt menneskeligt og vores moderne netværks-, facebook-, stjerne for en aften-kultur meget tydelige. Dialogen, som er holdt i rim, men isprængt en masse referencer til både Shakespeare og moderne gade-sprog fungerer godt. Man får hele Shakespeares tyngde med ind over, når Alcestes ven Philinte (meget fint spillet af Jens Gotthelf) sarkastisk bruger ordene fra Hamlets store monolog ”Tiden er af led, tror du, du kan sætte den på plads igen?” – Samtidigt bliver det klart, at vi ikke bare skal forholde os til fortællingen historisk, de minder den nutidige slang os om, ligesom referencerne til måden at bruge fx ordet 'venner' på, forholder sig til ”facebook” og problematiserer den sociale nyskabelse af begrebet venner.

Tilladt dække
Spørgsmålet om sandhed og løgn er også ligeså gammelt som Adam og Eva. Da mennesket spiser af kundskabens træ, er det første, der sker, at de opdager deres egen nøgen- og udsathed og begynder at gemme sig og lyve. Guds første gave til det faldne menneske er også et sæt tøj – der ikke bare varmer, men også skjuler, for at vi kan leve. Denne tilladte tildækkethed er meget central i kristendommen, og ”kærligheden skjuler mange synder”, sætter kærligheden over den jernhårde sandhed.

Alceste lever nok i en forløjet og forloren verden, men ved at gøre sandheden til sit sværd på objektivitetsens korstog dræber han subjektivitetens følelser. Han ender selv med at blive offer for sandhedens sværd, da det til sidst viser sig, at han ikke er i stand til hverken at elske Celimente eller lade kærlighedens slør gøre verden menneskelig.
Molieres Misantropen går indtil den 26.3 og er i den grad seværdigt, ikke bare for Lars Mikkelsens forrygende skurpilspræstation, men også fordi det formår, med enkle virkemidler, at formidle den evige problematik om verdens og sandhedens bedrag, fra Ludvig XIVs hof til København 2011.


Lars Obel, sognepræst i Hans Egedes Kirke og Taksigelseskirken

Opdateret  23-02-2011