image

Kulturmøder og identitet på kantenShare|

Museet for Religiøs Kunst i Lemvig har endnu engang trukket nogle yngre kunstnere med interesse for de religiøse og existentielle aspekter i menneskelivet til Vestjylland. Denne gang er det maleren Kathrine Ærtebjerg (født 1969) og videokunstneren Lilibeth Cuenza Rasmussen (født 1970)

”Forvandlinger”
Cuenza er født på Phillipinerne, og hendes kunst har indtil nu i høj grad taget udgangspunkt i hendes tidlige oplevelser, inden hun flyttede til Danmark. Især forskellene på de to kulturer kredser kunstneren om. Det ses i udstillingens dokumentariske film, ”Seing Pilar”, en lang video om besøget hos hendes gamle bedstemor og de to kortere videoer ”Shout” og ”The Gathering”, der beskriver hhv. en kæmpegudstjeneste hos ”Born again Christian”-bevægelsen, som har vundet stor udbredelse på Phillipinerne og en samling af asa-troende i en dansk skov.


Hvorfor undertrykke religion?
Cuenza interesserer sig på antropologisk vis for religion og religiøsitetens uomgængelighed. I katalogets dobbeltinterview med de to kunstnere undrer hun sig over den undertrykkelse af kristendom og religion, der finder sted i Danmark. Hun forstår ikke, at danskerne ikke vil kendes ved deres kulturarv, og hun filosoferer over, hvorfor hun som ung følte sig nødsaget til at lyve om sine søndagsbesøg i den katolske kirke?
Men hittet over dem alle er Cuenzas nyeste værke, ”Afghan Hound”. Her – ligesom i billedserien ”I want you under my skin” - har kunstneren bevæget sig bort fra det biografiske og skildrer i stedet de kulturmøder og forvandlinger, der sker som følge af den globale politiske situation.


Afgansk hundeliv
”Afghan Hound” betyder ”afgansk mynde” og refererer til det hundeliv, som fire afganske personer lever. Cuenza spiller selv de fire, som skal forestille hhv. en kvindelig frihedskæmper, en dreng, der er klædt ud som pige og lever som sexslave, en afgansk krigsherre og til sidst en ”bacha posh”, som er en pige, der i mangel på brødre indtil puberteten optræder som dreng, men dernæst giftes væk og skal leve en ”normal” kvindetilværelse. Alle personerne indleder deres optræden bag en burka af hår, og Cuenza danser og synger sine egne sange, som har inciterende melodier og tekster, som forholder sig til såvel den undertrykkelse, der finder sted i Afganistan, som til Vestens hykleri.


Eventyruniversets kvinder
Alle Ærtebjergs malerier har en stil, der svinger mellem et fabulerende eventyrunivers og et traditionelt liv som kvinde. Værkerne undersøger kvinders kønsidentitet og forvandling. Personerne er kvinder, men tit er de i selskab med uformelige skikkelser af dyreagtig karakter. Andre af kvinderne skildres i naturen, som dyr eller som en del af naturen (fx ”Forklædt som fugl” og ”Hun var blød som skovbunden”).


Friheden til at ville noget andet
Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se, hvilke forvandlinger, der er i gang med disse kvinder! De har alle et underligt træt blik, der kigger lige forbi beskueren. Kombinationen af billedets dystre stemning og billedernes titler, som Ærtebjerg selv har malet på væggen, fastholder for mig at se kvinderne i den kvindeidentitet, som kvinden traditionelt har haft, og experimenterer ikke med nye identiteter! I katalogets dobbeltinterview med de to kunstnere fortæller Ærtebjerg, at hun er optaget af den frihed, som kan ligge i at ville noget andet. Til dette replicerer Lilibeth Cuenza, at så bliver ”forvandling” jo snarest til eskapisme?! Tag selv en tur til Lemvig og undersøg, hvem af de to kunstnere, der har ret! Og nyd forvandlingerne!


Dorete Kallesøe


Udstillingen løber fra 11. september til 11. december 2011 og du kan læse mere om udstillingen ”Forvandlinger” på museet hjemmeside her >>>

Opdateret  21-09-2011