Fra celluloid til trægulvShare|

ANMELDELSE: Fanny og Alexander er en hyldest til flertydigheden, mangfoldigheden og fantasien og en kritik af menneskets forsøg på at etablere en fikseret sandhed, moral eller form

Fanny og Aleksander, er det kongelige teaters opsætning af Bergmans filmiske testamente fra ’82 – efter den ville han kun lave teater (hans sidste kom dog først i 2003). Det er en film med kraftige selvbiografiske træk, men den handler også om teaterets ånd, så det er ikke så mærkeligt, at fortællingen de sidste år er taget op på alverdens teatre og nu på Det kongelige.

Stykkets handling
Teaterfamilien Ekdahl, gør verden levende med fantasi, erotik og passion. Men man fornemmer, især i begyndelsen af stykket, tydeligt det savn af substans, som det lette liv efterlader især den unge enke Emilie i. Derfor drages hun, efter sin mands død, af sin modsatte pol, i den smukke Biskop  Edvard Vergerus. Han søger den éne sandhed, i kærlighedens Gud. Men i sit forsøg på fastholde denne entydige sandhed og moral, afskærer biskoppen først fantasiens vinger, så følelsernes grund, og viser sig som en umenneskelig afgrund. Historien sprænger sine egne rammer på magisk vis, på grænsen mellem vandvid og trolddom: Ved et magisk indgreb får fantasien sikker grund og Familien Ekdahl sejrer til sidst, dog uden at Alexander helt kan undslippe biskoppens ånd.

Scenografien
Scenografien og lyssætningen på stykket formidler i den grad stykkets fokus på, fantasien, maskerne og teaterets idé– For Kulisserne er nærmest små dukketeater rekvisitter, der køres ind og ud, som på en skinne i de klassiske små dukketeatre med papfigurer og møbler. Samtidigt er der lag på lag af forhæng og fine tæpper, der åbner og lukker rummet. Det er en meget gennemført scenografi, der fungerer og med små greb skaber både bispegårdens forkrøblende spøgelsesrum og familien Ekdahls fantasifulde sommerhave.

Maskemonologerne
Scenografien understøtter det som jeg blev mest fanget af i stykket, maske monologerne: Emilie, da hun siger ja til biskoppen, og han igen, da hun flygter fra ham. Hun klager over teaterets masker, over at alt hvad hun gør og har været, og hun føler, at hendes liv er maske på maske: En maske for teatret, en maske for familie, en til børn, en til lidenskab, en til glæde, en til sorg – Endelig har hun fundet en mand som ikke skifter masker, hvor der er substans tror hun. Men hun finder snart ud af at, det er som han også selv siger: Han har kun en maske: Det er hans embede, og den kan han ikke tage af – inden under den maske er der kun det blodige trævlede kød.

Skuespillet
Fanney og Alexander er en fortælling, en barndomserindring – et eventyr. Og til at fortælle dette storslåede drama har det kongelige teater, med Emmet Feigenberg som instruktør, strøet rundhåndet med danske stjerneskuespillere.

Ghita Nørby er en oplevelse som Familien Ekdahls matriark. Hendes evner som skuespiller er så forførende, at man kun kan ønske at sidde med på familiens hvide sommerbænk, få en cognac og høre den livsfrie og banal-vise kvinde ”monologisere”. Når de andre skuespillere laver fejl, samler hun dem op med en selvfølgelighed, så realitet og drama forløses. Opsætningen lægger ikke vægt på Alexanders person, hvilket måske også kunne overbelaste et barns muligheder på scenen, men både Fanny og Alexander bliver fyldt godt ud af de børn der spiller dem. 

Stykket har hovedvægten på maskespillet mellem Emilie og biskoppen. Sofie Gråbøl som Emilie (Alexanders mor) er sikker i sin rolle, om end hun er bedst i den scene hvor hun sidder som den afmægtige, der undrer sig over de forbrydelser der sker med og omkring hende. Den erotik og lidenskab, hun skulle beside, og som forsager hele misæren i stykket, står ikke helt klar. I samspillet med Jens Albinus kommer vi ikke helt bag om deres masker. Jens Albinus er biskoppen Vergerus. Hans styrke er i at spille det psykopatisk afstumpede, på en måde så man også fornemmer at der er et menneske bag, der ønsker at komme ud, og det gør han godt med biskoppen, men igen, den erotiske besættelse og perversionen bliver aldrig overbevisende. Måske er denne mangel på Bergmannsk lidenskab ikke skuespillernes fejl, men fordi stykket har fokus et andet sted end forlægget.

Blandt bipersonerne i stykket er det især Benedikte Hansen i en meget overbevisende rolle som ”slange” i bispegårdens børneværelse og sidst, bestemt ikke mindst Sonja Richter som den magiske Ismael. Hun er meget betagende, truende og dragende som den gale/magiske gammeltestamentlige skikkelse der sprænger fortællingens ramme og i en ”Twin peak’sk” scene bringer brand, død og forløsning. 

Mangfoldighedens maskerade
Emilie havde en drøm om at kunne møde et menneske, som ikke er teater og maske, om at stå ansigt til ansigt – Men den pæne anden, næsten, er blot en maske som vi møder. Bag masken er mennesket ikke pænt, der er grusomt. Der er det drifterne, alt det vi holder nede, perversionerne og alt det grimme som gemmer sig i det blødende kød. 

Familien Ekdahl ville heller ikke være pæn, hvis den blev fravristet sine masker. Men i den konstante skiften masker, kan de bære deres forskellige skævheder: Liderligheden, narcissismen, drukken, det forløjede og forstilte – De kan bære det, fordi der er en anerkendelse af, at det er tilværelsens mangfoldighed, og de masker vi bærer kan både åbne og lukke for hvem vi er, som nødvendige ventiler, så det hele ikke brænder ned som bispegården, i manglende muligheder og forstenede ansigter. Måske er sandheden og det gode ikke gemt bag masken, men i en kærlig håndtering af egne og andres skiftende masker.

Fanny og Alexander er en hyldest til flertydigheden, mangfoldigheden og fantasien og en kritik af menneskets forsøg på at etablere en fikseret sandhed, moral eller form. Stykket er i den grad seværdigt, Bergmans fortælling om masker og identitet, om teater og dogmatisk stivhed er spændende og sat flot i scene på Det Kongelige Teater.
 

Sognepræst Lars Obel, Hans Egedes Kirke