Lad Kristuslegenderne væreShare|
ANMELDELSE: Tingene skal siges og fortælles anderledes i dag end på Selma Lagerlöfs tid, mener provst Finn Vejlgaard. Hendes ’Kristuslegender’ er blevet genfortalt for børn
”Rødhalsen og andre fortællinger” er en genfortælling af Selma Lagerlöfs Kristuslegender ved Werner Fischer-Nielsen. Svaner, sommerfugle og andre fugle præger bogens omslag. Rødhalsen møder vi igen i en af de mest berømte af Kristuslegenderne. Og få sider inde i bogen svæver uglen, som vi bl.a. kender fra Nils Holgersens rejse gennem Sverige.
Det er en smuk lille udgivelse; forlaget Unitas har gjort sig umage. Otte Kristuslegender er kommet med, dertil et for- og efterord, alt sammen illustreret af Esben Hanefelt Kristensen, som også har bibelillustrationer bag sig.
Brændeovnen buldrer ikke så flittigt
Forordet skriver sig ind i Selma Lagerlöfs eget berømte fra 1904, mens efterordet er Werner Fischer-Nielsens eget. Trods forkortelser, gendigtning og skæren til fungerer forordet ikke.
Det lader sig bare ikke gøre i dag at introducere en samling fortællinger på samme måde, som Selma Lagerlöf gjorde for over 100 år siden. For de fleste vil farmor nok ikke lige være ved hånden som i Wärmland dengang, og brændeovnen buldrer heller ikke så flittigt nu som da. Moderne farmødre har næppe tid til at fortælle historier dagen lang, og børnenes tålmodighed rækker nok heller ikke til hele dage fyldt med Kristuslegender!
I Selma Lagerlöfs pen og udgave er forordet smukt, fordi det er autentisk. Det er det derimod ikke i Werner Fischer-Nielsens gengivelse trods al påstået beskedenhed.
Så tæt på og dog så langt fra
Efterordet prøver at begrunde nødvendigheden af bearbejdningen. Intentionen er god nok – at tilpasse legenderne og budskabet for børn i dag – men det lykkes ikke. Jeg tror, det hænger sammen med, at Werner Fischer-Nielsen trods bearbejdning alligevel lægger sig så tæt op ad Selma Lagerlöf, at han kommer meget langt fra hendes genialitet. Hun tåler ikke at blive gentaget så uformidlet. Måske det havde været bedre og mere frugtbart i stedet for gendigtning, så at viderefortælle selvstændige historier inspireret af den store svenske forfatter.
En anden verden
Går vi til selve historierne/legenderne, opdager man hurtigt, at Werner Fischer-Nielsen sagtens kan genfortælle. Det er han bestemt glimrende til, og han gør det let og ligetil. Problemet er blot, at disse Wärmlandslegender med bibelsk udspring er fra en anden verden, som det ikke lykkes Werner Fischer-Nielsen at overføre til vores. Det betyder så også, at han ikke får rystet en vis sødladen og sentimental tone af sig i gendigtningen.
For meget på én gang
Illustrationerne er desværre heller ikke vellykkede. Esben Hanefelt Kristensens billeder vil alt for meget på én gang. Det hele skal med og mere til. Myldrebilleder kaldes det vist.
Jeg synes, de fungerede godt og var en frisk fornyelse, da kunstneren i 1992 skabte billeder til ”Bibelen, udvalgte fortællinger”. Illustrationerne følger fuldstændig samme mønster nu som dengang. Det får være, men det er værre, at de heller ikke rigtigt bidrager med noget til legenderne. Og dog! Jesusbarnet er fremstillet med lyse lokker, som var han en svensk gut og ikke en jødedreng. Teksten beriges ikke af den slags billedbidrag.
Vor tids børn
Må jeg bede om Manga Messias i stedet eller Desmond Tutu´s bibelhistorie for børn: ”Guds børn” genfortalt som en hyldest til alle klodens børn. Dem er der en friskhed, en karsk og velgørende fortælleglæde over, der henvender sig til vor tids børn. Og lad så Selma Lagerlöfs Kristuslegender være for de børn, der var.
Det er for øvrigt samme Tutu, der i sit forord kan slippe af sted med at påpege tre vigtige ting at huske på: Gøre hvad der er rigtigt, være gode ved hinanden og være venner med Gud. Denne morale og dette budskab vil Selma Lagerlöf kunne skrive under på. Det skal bare siges og fortælles anderledes i dag end på hendes tid. Ellers bliver det utroværdigt og ligegyldigt.
Provst Finn Vejlgaard, Vanløse