Hævnen er koldShare|
ANMELDELSE: Coen-brødrenes ny film True Grit efterlader seeren følelsesmæssigt kold – og det er helt sikkert meningen. Man skal mærke, at der ikke er noget godt ved hævnen
Handlingen i Coen-brødrenes westernfilm, True Grit, er enkel: Vi befinder os i Arkansas i 1870’erne. Skurken Tom Chaney (Josh Brolin) dræber Mattie Ross’ far, og den 14-årige – men koldblodige – pige (debuterende Hailee Steinfeld) med rygrad og ben i næsen vil have hævn. Heltinden hyrer den fordrukne – men skudsikre –sherif Rooster Cogburn (Jeff Bridges), og den hævnende duo bliver til et trekløver, da Texas-rangeren LaBeuf (Matt Damon) slår følge med dem. Og så er det ellers ud i det vilde og vinterkolde indianerterritorium, så der kan komme balance i det regnskab, hvor et øje koster et øje og en arm koster en arm.
Det koster at gå dødsenglens ærinde
Ifølge Matthæusevangeliet er det bedre at miste sit højre øje og sin højre hånd end at blive kastet i helvedet med alle lemmer i behold. Tolker man løs på symbolikken i True Grit, så har hævnen en pris, der minder om den, Jesus fastsætter i bjergprædikenen. Volden lader ikke sin udøver slippe. Det koster at gå dødsenglens ærinde. Man kan både miste det højre øje og den venstre arm ved at gengælde ondt med ondt.
Den uretfærdige flygter
Filmens åbningscitat er hentet fra ordsprogenes bog kapitel 28, vers 1: The wicked flee when no man pursueth. Oversat betyder det, at den uretfærdige flygter, når (og ikke ”skønt” som i den autoriserede danske bibeloversættelse) ingen forfølger ham. Med andre ord: Retfærdigheden sker kun fyldest, hvis nogen tager sagen i egen hånd, og det gør Mattie Ross. Hun ved instinktivt, at det kræver en tyv at fange en tyv, så hun opsøger den ondeste sherif i byen, Rooster Cogburn.
Hævntørst
Hævntørst er en stærk følelse, som mange film gennem tiden har udnyttet effektivt. Ofte vil instruktøren gøre, hvad han eller hun kan for at få biografgængeren til at dele hovedpersonens hævntørst. Det er et godt greb, at få biografgængeren til både at fryde og skamme sig over at mærke blodtørsten bruse i blodårerne. Det trick benytter Coen-brødrene sig ikke af. Man er ikke følelsesmæssigt engageret i jagten på skurken. Mattie er en stærk og selvstændig pige, som ikke er særlig berørt af farens død. For hende er det mere et spørgsmål om balance i et moralsk regnskab end om personlig vendetta. Og skurken, der i de fleste hævn-film fremstilles som ondskabens inkarnation, er i True Grit en sølle skikkelse – en eksemplificering af Hannah Arendts begreb om ondskabens banalitet. Den mand, som vores helte forfølger, er ikke et monster, der er større skurke i landskabet end ham. Han er bare en slange, der bed, da den blev vækket, og som nu må ryddes af vejen, fordi sådan spiller klaveret.
En verden uden nåde
Det modsatte af kærlighed er som bekendt ikke had, men ligegyldighed, og det er netop den følelse man sidder tilbage med efter filmen. Man efterlades følelsesmæssigt kold – og det er helt sikkert meningen. Man skal mærke, at der ikke er noget godt ved hævnen. Man skal føle, hvor kold en verden uden nåde er. Hævnen er kold, landskabet er koldt, det eneste bål, som varmer, er det morsomme trekantsdrama, som udspiller sig mellem Mattie, antihelten Cogburn og den ridderlige LaBeuf. Filmen handler nemlig også på sin egen mærkelige måde om en pubertets piges første erfaringer med kærlighedens væsen. Skal hun vælge den dystre faderskikkelse eller den ædle søn?
Filmen er flot
Filmen er flot. Alle spiller deres roller godt. Det er ikke overraskende, at voldsscenerne er overraskende iscenesat, og det er ikke uforudsigeligt, at slutningen er uforudsigelig. Toiletdialogen mellem Mattie og Cogburn er en hilsen til Appaloosa og Unforgiven. Og med Jeff Bridges i hovedrollen sender Coen-brødrene også en hilsen til sig selv.
For måske er det bare sådan, at Coen-brødrenes bedste film er og bliver The Big Lebowski (1998) og måske er det bare sådan, at Jeff Bridges bedste skuespilpræstation er og bliver i rollen som den tilbagelænede privatdetektiv-hippie, The Dude, i selv samme film.
Jonas Christy, sognepræst ved Lindevang Kirke
True Grit
USA 2010
110 minutter
Instruktion: Ethan og Joel Cohen