ANMELDELSE: Filmen behandler højaktuelle emner som ekstremistisk galskab og religiøs sameksistens, hvilket giver stof til samtale ved bordet bagefter, men vær hermed advaret om den fraværende spændingskurve
De to første scener i den palmebelønnede franske film slår tydeligt tonen an. Første scene er et smukt stillestående blik ned på den algeriske landsby med bjerglandskabet og den røde sol i horisonten. Den smukke udsigt ledsages af et citat fra Salmernes Bog (Sl 82, 6-7): ”Jeg har sagt: I er guder, I er alle sønner af den Højeste. Dog skal I dø som mennesker, og I skal falde som en af stormændene.” Tolkning: Gud kigger ned på en by og fælder dom. Klip.
Anden scene viser en gang med døre på begge sider. Gangen er tom. Kirkeklokkerne ringer og 6-7 mænd i munkekutter kommer ud af hver deres dør (af deres celler!) og vandrer roligt ned for enden af gangen (væk i forhold til biografgængeren) og forsvinder ud af en dør til venstre, som man ikke kan se, hvor fører hen. Den sidste munk er ældre og langsommere end de andre, og når derfor meget senere frem til døren. Munkene er på vej til den rituelle timebøn, ja, men som biografgænger tænker man som Hemingway: hvem ringer klokkerne for? og som tilskuer tænker man: hvad ligner gangen? Den ligner da en dødsgang! Gangen er en dødsgang, munkene er dødsdømte og døren i det fjerne er døden. Klip.
Og hermed er dramaet i gang. Filmen handler om 8 mænd, der vandrer mod døden. Ligesom der i et skakspil er 8 sorte og 8 hvide bønder, er der her 8 munke klædt i både sort og hvidt. 8 mænd, der får tildelt rollen som bønder i det blodige skakspil, der udspiller sig mellem den korrupte regering og de ekstremistiske oprørsstyrker. At blive eller ikke at blive? Det er det spørgsmål, som resten af filmen meditativt kredser om. Ligesom gribbe kredser om et ådsel.
Mange smukke, langsomme scener
Fotograferingen er fantastisk. Der er mange smukke, langsomme scener. Vi ser bjerglandskabet, de store træer, det stille vand og fuglene, der letter. Meget meditativt. Filmen er velegnet som erstatning for en lang gåtur ved vandet eller i skoven. Vi er vidner til munkenes gennemritualiserede og harmoniske hverdag. De 8 mænd lever det afsondrede, enkle liv. Ligesom Bonderøven på DR1! De pløjer og sår, laver syltetøj, henter brænde, laver mad, vasker op, synger, beder og spiser. De holder herredømmefri fællesmøder, hvor alle bliver hørt og tager hensyn, hvor ingen hæver stemmen eller skælder ud.
Da munkenes leder, Christian, på sin vandring i naturen ser en flok fugle flyve bort, tolker han naturfænomenet som et tegn på, at munkene skal rejse. En lille konflikt er tilsyneladende under optrapning. ”Vi er som fugle på en gren. Vi ved ikke, hvornår vi flyver,” forklarer Christian og de andre munke til landsbybeboerne. ”Nej,” siger en kvinde på landsbyens vegne. ”Vi er fuglene, I er grenen. Hvis I ikke er her, ved vi ikke, hvor vi skal sidde.” Og vupti! - så er konflikten væk.
For let? For idylliseret?Som bybo bliver man enten grebet af stemningen og lapper illusionen om det præmoderne liv i sig eller også tænker man: Det er for meget. Det er for let, det er for idylliseret, der mangler konflikt, smålighed, misundelse, hovmod, begær. Og det er efter min mening filmens store problem: Der mangler konflikt og spænding mellem munkene. Munkene er simpelthen for salige, og det virker utroværdigt. Jeg savnede menneskelig dårskab og krøller i den rene, hvide dug. Filmen forsøger at vise munkenes tvivl, anfægtelse og frygt, men det er kun krusninger på det stille vand, ikke faretruende bølger.
Se filmen på det store lærred for de smukke billeder og den meditative stemnings skyld. Filmen behandler højaktuelle emner som ekstremistisk galskab og religiøs sameksistens, hvilket giver stof til samtale ved bordet bagefter, men vær hermed advaret om den fraværende spændingskurve.
Jonas Christy, sognepræst ved Lindevang Kirke