EfterskælvShare|

Det er fantastisk, hvordan den kinesiske film Efterskælv skildrer det store i det små: Et par små brikker i det 1331450000 mennesker store puslespil, som Kina er

"Kinas døtre er dem, der stræber højest", sang Kliche i sangen Militskvinder. Ordene er taget fra Mao Tse-tungs Den lille røde. Og efter at have være i selskab med familien Fang i Efterskælv – en to timers krønike, der strækker sig over 32 år af Kinas historie – er man overbevist.

Feng Xiagangs film Efterskælv er en familietragedie, der tager sin begyndelse ved jordskælvet i Tangshan den 27. juli 1976. 23 sekunder, der medførte 240.000 menneskers død. En lille familie, bestående af far, mor og tvillinger, lider voldsomt. Deres lejlighed bliver, ligesom alle andre huse i en seks kilometers radius, ødelagt, faren dør, tvillingerne, en dreng og en pige, bliver fanget under en betonklods, og moren er nødt til at vælge, hvilken side hjælperne skal løfte i. Klodsen vil knuse det ene barn for at sætte det andet barn fri. Moren vælger at redde drengen, og det er det sidste pigen hører, inden hun mærker tyngden af beton. På mirakuløs vis dør pigen dog ikke, men vågner op nogen timer senere i en bunke af døde. Hun bliver redet af en hjælpearbejder og bliver siden opfostret hos en plejefamilie i den kinesiske milits.

Masser af anmelderroser
Efterskælv er den første store Kinesiske blockbuster, som ikke lader Hollywood noget tilbage – filmet i IMAX og med et budget på over 100 millioner. I specieleffekts, kulisser og scenarier viser den, at Kina nu også er en reel konkurrent til den amerikanske filmindustri.

Instruktøren Feng Xiagang er meget ukendt blandt vores 5,5 millioner danskere, men blandt de 1331 million kinesere er han en af de mest kendte instruktører. Igennem 20 år har han lavet mainstream underholdning. Med denne storfilm, der har gået sin sejrsgang gennem Asiens biografer, og nu er han kommet til Europa med masser af anmelderroser. Han er helt klar en instruktør man kommer til at se mere til.

Den store genforening
Vi følger de to familier, hhv. moren/drengen og plejeforældrene/pigen, igennem de næste 32 år. Filmen er inddelt i spring på ca. ti år, mens de folder deres liv ud under skyggen af jordskælvets forskydninger . Moren er forstenet i sin sorg, drengen er enarmet og kæmper med moren og sig selv. Pigen kan ikke tilgive eller konfrontere det, der er sket, og gemmer sig væk. Filmen kulminerer med den store genforening – foranlediget af endnu et jordskælv. Problematikkerne om skyld, savn og tilgivelse, bliver vendt godt rundt.

Filmen er slået stort op, både hvad angår billeder og følelser. På den ene side den enorme kinesiske maskine: soldater i snorlige rækker, byplaner og ceremonier. På den anden side den meget følsomme (til tider tårepersende) skildring af de enkelte menneskers liv. Men det jeg fandt allermest fascinerende ved filmen var tidsskildringen: Igennem 30 år ser vi, den kinesiske tiger rejse sig – byerne går fra at være primitive og fattige landbrugs- og industri-barakker, til at være moderne metropoler, rige på alt. Menneskene går fra at være Maos uniformerede kloner til at være selvstændige og driftige kapitalister.

Sammenholdet
Det helt centrale i filmen – fra start til slut – er dog sammenholdet. Man holder sammen, og er loyal over for hinanden. Derfor er filmens store tragedie heller ikke så meget tabet af liv i 1976, som tabet af sammenhold, der forkrøbler familien og måske også samfundet. En vigtig pointe er at nok er det truet, men sammenholdet, loyaliteten, det stærke bånd er der stadig, når det gælder og er bærende for den Kinesiske identitet. Måske tænkt i modsætning til den vestlige levevis.

Temaet om tilgivelse – spørgsmålene om, hvem der bør tilgive hvad, og hvilke omkostninger tilgivelsen og fordømmelsen har – er interessant, men samtidigt svært, fordi der er en del forudsætninger, man ikke har, når man ser filmen uden at være specielt kyndig i kinesisk kultur og tankemønstre. Men det er fantastisk, hvordan filmen skildrer det store i det små: Et par små brikker i det 1331450000 mennesker store puslespil som Kina er.

Sognepræst Lars Obel, Hans Egedes Kirke