image

Her står jeg! Hvor står du?Share|

Eleverne i folkeskolen kan glæde sig – den ca. 500 år gamle Luther bliver nemlig vedkommende for mellemtrinnet i kristendom og livsoplysning

”Tegn dit billede af det, der betyder mest for dig, og diskuter det med de andre.” ”Hvad er nødvendigt for alle at vide på trods af indbyrdes forskelle?” Der stilles spørgsmål til aktion og samtale, både for den, der elsker at diskutere, og den, der elsker at tegne i nyt undervisningsmateriale til Folkeskolens mellemtrin. Her sættes Luther og reformationen på dagsordenen, og det gøres på en anderledes, farverig måde i et forholdsvist tyndt hæfte/magasin på 68 sider.

Jeg tillader mig at tænke som enkelte skoleelever, der får at vide, at i den næste måned ”skal vi lære om reformationen i 1500-tallet” – og forestiller mig deres umiddelbart tomme og trætte blik i øjnene ved den oplysning. Men jeg vil påstå, at deres tanker bliver til skamme i det øjeblik, de får hæftet/magasinet smidt på bordet med spørgsmålet: ”Her står jeg! Hvor står du?”.
For der skal både bladres, ses, leges, tegnes, tales og gøres i dette nye undervisningsmateriale, der serverer Luthers tanker som 4 spørgsmål lige ned i de sorte converse sneakers anno 2011.

95 teser – 4 store spørgsmål
I 1517 smækkede Martin Luther 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. På rigsdagen i Worms ville han ikke trække sine synspunkter tilbage og undskylde over for kirken og paven. ”Her står jeg, jeg kan ikke andet!” var svaret fra Luther, der valgte at holde fast ved sin tro, samvittighed og overbevisning om, hvordan Gud var, og i hvilket samfund Luther ville leve. De 95 teser omformuleres i dette materiale til 4 spørgsmål:
1) Hvad er Gud for en? 2) Hvem bestemmer, hvad der er sandt? 3) Hvordan finder vi ud af at leve bedst muligt? 4) Er det godt at gøre oprør?
På den måde bliver der i materialet lagt op til en nutidig dialog mellem eleverne og Luther. Der opnås både en historisk viden gennem de fire kapitler, hvor der laves et kort historisk oprids af Luthers liv, samt muligheden for livsfilosofiske og religiøse reflektionsspørgsmål.

Download lærervejledningen
Mens begreber som demokrati, synd, reformation, sandhed, magt, modersmål, katekismus, oprør, tillid og fortjeneste bliver kastet op til diskussion på forskellig vis på elevbogens farverige sider, kan læreren downloade en 14 siders vejledning på Religionspædagogisk Forlags hjemmeside. Det er god nytænkning fra forlagets side, som også skal have ros for bogens layout, dog er hæftningen endt i, at billeder og tekst over midten forsvinder, hvilket er ærgerligt. Forfatter Lars Nymark har gjort det let og enkelt for læreren at orientere sig om emnet og brugen af undervisningsmaterialet, og det foreslås, at der sættes fire uger af til forløbet – det vil jeg tro, er meget realistisk.

Hvem er jeg? Det handler om identitet
I arbejdet med konfirmander oplever jeg, at når emnerne rammer dem selv lige ind i det liv, de har nu, så bliver de også langt mere interesserede. Luthers tanker får både liv og ben at gå og stå på i mødet med den enkelte elevs verden her og derude.

Lars Nymark
Her står jeg! Hvor står du?
Fire spørgsmål fra Luther
Religionspædagogisk Forlag 2011
68 sider, 119 kr.


Annette Molin Brautsch, Flintholm Kirke
Opdateret  02-11-2011