image

Det kimer nu til julefestShare|

Ny lille bog om salmen "Det kimer nu til julefest" er unikt salmekræs, mener sognepræst Marlene Lindsten, der anmelder bogen

Det kimer nu til julefest er bind 11 i Taarnborg og Kristeligt Dagblads 15-bindsserie ”historien bag salmen”. Her er vel at mærke ikke tale om en salme-kanon, idet salmerne er udvalgt personligt af 15 forfattere og fornemt illustreret af 15 kunstnere.


Det er forfatter Bente Hansen, der kommenterer N.F.S. Grundtvigs juleklassiker ”Det kimer nu til julefest”, mens Maja Lisa Engelhardt tager læseren med på vandring i sine abstrakte billedlandskaber. Denne fine sammenføring af – og vekslen mellem – ord og kunst tydeliggør en pointe i Bente Hansens fortolkning af julesalmen, nemlig salmens bevægelse. Salmen er ”som en langsom vandring på nattemørke marker under blinkende stjerner. Vi går efter noget bestemt uden at vide, hvad det er. Her og der anes fårehyrdernes svage blus” (side 9).


Nærvær og indlevelse
Bente Hansen åbner med nærvær og indlevelse salmens sanselige univers, hvorved vi som læsere drages med ud på markerne omkring Betlehem sammen med hyrderne – og med Bente Hansens far lige i hælene! Jo, for det er erindringen om faderens yndlingsjulesalme, ”Det kimer nu til julefest”, der som en salmearv er ført videre til Bente Hansen selv og siden til hendes søn. Det intense indtryk, hun som barn har fået af salmen, genoplives derfor her med udgangspunkt i et barns umiddelbare tilegnelsesevne tilsat forfatterens bibelhistoriske og empiriske kundskaber, der respektfuldt og varmt folder salmens store vingefang ud.


I sin kommentar fastholder Bente Hansen dygtigt salmens højtidelige sprog, så vi som læsere aldrig falder ud af den stemningsmætte beretning. Med stille sind og en duft af røgelse i næseborene erfarer vi, at Gud både er en gud, der overgår alt, men som omvendt ikke lader sig føde som konge i kongebyen Jerusalem, men som et fattigt barn midt på en mark blandt får og geder. 


Maskulin salme
Iblandt det personlige bonusmateriale skal nævnes Bente Hansens tolkning af ”Det kimer nu til julefest” som en maskulin salme på grund af ”det følelsesbeherskede, det bydende og handlende, den pompøse stemning og samtidig den lidt ordknappe sprogbrug” (side 12). En morsom betragtning over en lettere afstumpet maskulinitet! Og morsom er såmænd også Bente Hansens bekymring for som barn, at hyttegæsten Jesus vitterligt skulle finde på at tage imod indbydelsen til julefesten hos enhver (salmens sidste strofe) – for ville han mon bryde sig om det, han så ude i de muntre julestuer (side 18)?


Bogen er unikt salmekræs og med sine blot ca. 30 sider inkl. illustrationer kan den læses endnu mens anden er i ovnen. En glimrende julegaveidé – eller et bind til samlingen.



Sognepræst Marlene Lindsten, Vor Frelsers Kirke


Det Kimer Nu Til Julefest
Bente Hansen
Kristeligt Dagblads forlag 2011

Opdateret  19-12-2011