Det betroede menneskeShare|

Johannes Værge har skrevet en vis bog om tro

Den kristne tro har noget med liv at gøre. Hvad er liv? Det er: bevægelse og lys.

I hvert fald hvis man skal følge Johannes Værge, og det skal man. Han har skrevet en vis bog om, hvad troen betyder for menneskets vilkår, for dets måde at leve på: ”Det betroede menneske – opgør med forvreden kristendom”. Bogen er vis, fordi den er skrevet med de erfaringer som former et menneske, der – med Tage Skou-Hansens udtryk – ikke vil have et uvæsentligt liv.

Livets bevægelse – det er, at intet forbliver, hvor det er, og som det er. Det er ikke et tragisk vilkår, for det åbner muligheden for berigelse, modning og vækst.

Livets lys – dette lys udbreder sig uden at skubbe andet end mørke væk. Det skaber et frirum, hvori det, der er, kan træde frem – og bevæge sig.

Johannes Værge forbinder disse grundtræk ved den menneskelige erfaring med den kristne tro, og han opsøger vidnesbyrd om denne sammenhæng, som han aftegner i en lang tradition, som går tilbage til Johannesevangelisten, som tages op af den græsk-skrivende Irenæus og andre teologer fra den østlige oldkirke, og som videreføres af Grundtvig. Værge viser, at der i hele denne tradition er ”levende forbindelsesmuligheder mellem mennesket og det guddommelige”.

Det er der ikke i den mod-tradition, Værge også aftegner. Den formes i høj grad af tankegange grundlagt af skurken over dem alle: juristen Tertullian som levede i slutningen af det andet århundrede, nogenlunde samtidig med helten Irenæus. Han repræsenterer en forvridning af kristendommen, idet han rendyrker ”en særlig tilbøjelighed” hos Matthæusevangelisten: menneskelivet indeholder tragiske muligheder for at gå fejl af livet, hvorved dommedag fremstår som en trussel, og dommen afsiges ud fra et system af straf og belønning.

Den troende og den vantro
Værge forfølger Tertullians juridisering og ”latinisering” af den vestlige kristendom hos blandt andre Augustin og Luther helt frem til Indre Mission, hvor dommen fastlægger skellet mellem troende og vantro. Heroverfor opspores altså en befriende, levende og ”musisk” tradition, inspireret af Grundtvigs forkærlighed for Johannesevangeliet og hans opdagelse af Irenæus.

Værge skriver ud af omsorg for de mennesker, hvis liv stivner i angsten for dom og fortabelse. Han ønsker at vise, at kristendommen i stedet indeholder muligheden for et liv i lys og bevægelse. Mennesket betroes livet som en gave, det skal tage vare på.

Fronterne tegnes skarpt op, for skarpt måske. Skellet mellem Indre Mission og det grundtvigske forekommer i hvert fald ikke længere så skarpt som dengang i 1869, hvor Indre Missions formand Vilhelm Beck mente sig tvunget til at bryde med grundtvigianismen.

Øst og vest
Hvad angår det historiske dybdeperspektiv, så er det naturligvis berettiget at fremhæve forskellene mellem øst og vest. Efter at have læst Værges fremstilling er det ikke nemt at holde af Tertullian – man er indgydt en sund skepsis med hensyn til at lade jurister få for meget at skulle have sagt om kristendom og kirke.

Men systematisk betragtet medvirker Værge til at etablere en ufrugtbar modsætning mellem to tankeformer. På den ene side taler han om ”dyrkelse af begrebs-systematik”, ”logisk præget begrebs-filosofi” og ”tankemæssig abstraktion”. Det får han unægtelig ikke til at lyde tiltrækkende. På den anden side fejrer han ”det musiske alternativ”, den ”billedskabende udtryksmåde” og det poetiske. Det får Værge til at lyde bedre, for her er der en ”åbenhed for det underfulde” og i det hele taget en ”fri vekselvirkning med almene livserfaringer”.

Det er imidlertid et stort spørgsmål om alt det med kunsten og de oplevelsesmonopoliseringer, der også knytter sig til den, gør os bedre i stand til at forstå vores liv som betroet, end de filosofiske tankeformer som sætter begreberne i bevægelse og kaster lys ind i vores livsforståelse.

Kristendommen vil efterhånden miste sin agtelse, hvis dens teologer fraskriver sig forpligtelsen til også at bringe den i dialog med de begreber, som formuleres af de bedste former for filosofi i nutiden. Det kan sagtens ske, uden at man forfalder til den rigorisme, som Værge med rette tilskriver juristen Tertullian.

I øvrigt er det ærgerligt, at Værge rubricerer Platon som dualist. Det er han ikke. Tilmed spiller den platoniske filosofi en afgørende rolle i den østlige teologi. Og når Værge fremhæver, at denne teologi lægger vægt på menneskets guddommeliggørelse, dets theosis, så kunne han i stedet have anført, at det er en forestilling, som udspringer af Platons egne tekster.

Man må prise Værge
Ellers er bogen meget klar i sine linjeføringer. Den er skrevet ud fra og hen over væsentlige tekster i kristendommens historie. Johannes Værge er ude i et overordentligt vigtigt ærinde, når han søger at rette den forvredne kristendom ud. Man må prise hans sikre sans for at kristendommens budskab i stedet giver bevægelse til livet og kaster lys ind i det.

Må dette budskab høres og læses i en tid, hvor fundamentalismerne og ateismerne vinder terræn.

Niels Grønkjær, præst ved Vartov

Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom
Johannes Værge
Forlaget Anis
2011