Den skjulte gudstjenesteShare|

Hvis man søger en frelseshistorisk helhedsforståelse af højmessen, hvis man gerne vil vide, hvad sakramental realisme er, og hvis man var glad for at læse ”Kristendommens retorik”, så skal man give sig tid til at læse dette nøgleskrift i Erik A. Nielsens teologiske forfatterskab

Bogen ”Den skjulte gudstjeneste – en fantasi” er en genudgivelse af 1. udgaven fra 1987. Suzanne Brøgger har skrevet forordet, som er en beskrivelse af en gudstjenesteoplevelse i London (St. James, ved Piccadilly). En oplevelse som i hendes øjne er en tilsynekomst af ”Erik A. Nielsens personlige gudstjeneste”. Dermed mener Brøgger en gudstjeneste, hvor der er plads til forskellighed (det gælder etnicitet, spiritualitet, køn og seksuel orientering), og hvor fejringen af skabelsen går hånd i hånd med ”en forpligtelse på solidaritet med de fattige og marginaliserede”.

En opsang
Kapitel 1 – ”Den skjulte gudstjeneste” - begynder med en opsang. Kirken er i krise, og det er den, fordi danskerne er i krise. Gudstjenesten burde være en fest, men det er den ikke. Vi er dårlige til at feste, og det smitter af på gudstjenesten.  Kirken er blevet en kedelig borgerkirke. Der er ikke meget drama over højmessen søndag morgen. Gudstjenesten mangler det gys, som man kan opleve ved en uventet fodboldsejr. Kirken er blevet et kedeligt sted, hvor der ingenting sker, selvom det burde være et sted, hvor det største kunne ske.

Erik A. Nielsen har en fantasi om, ”at der neden under den virkeliggjorte gudstjeneste med dens trivialitet, dens ofte talentløse, uskønne og uspændstige udførelse, dens halvhjertethed hos alle deltagende, befinder sig en skjult gudstjeneste”.

Den skjulte gudstjeneste er ifølge Erik A. Nielsen hverken ”noget psykisk eller inderligt”. Den skjulte gudstjeneste, som kan komme til syne, handler om at holde af at være sammen med andre mennesker (som ved en god fest). Det er erfaringen af, at man både kan give og modtage glæde fra andre mennesker: ”Når den skjulte gudstjeneste bliver synlig, bliver mennesker synlige for hinanden i den”.

Honning og olie
Kapitel 2 stiller med sin overskrift spørgsmålet: ”Hvad forestiller en gudstjeneste?” Umiddelbart ligner gudstjenesten en hård og afvisende klippe eller sten, men for den tålmodige kirkegænger, som deltager i dramaet (i stedet for bare at være tilskuer, som i en biograf) er det muligt ”at suge honning ud af klippen og olie ud af den hårdeste sten”.

Når gudstjenesten åbner sig for én, så forestiller den noget: Ligesom et maleri eller en scene. Det har vi glemt, men det vidste middelalderens arkitekter inden funktionalismen, der med sin billedstorm tømte arkitekturen for symbolsk betydning. I kapitel 2 kommer helten Grundtvig også på banen, og det er også her at skurkene Kierkegaard og Barth får skæld ud, fordi de har forsøgt at tænke en ”slags destillation af Gud, den rene Gud”. Men ligesom vin ikke skal destilleres for at isolere den rene alkohol, skal Gud ikke destilleres fra billederne af Gud. Det er bedre, at gudstjenesten forestiller noget, som man så må tyde og tolke, end at den i jagten på den rene vare forestiller absolut ingenting.

En forstening
”Hverdag, rytme, ritual, rekreation” – det er titlen på kapitel 3. Her oplever vi forfatteren som ulveunge, og får gennem barndomshistorien en indføring i (forældet?) ritualteori. Vi hører om sammenhængen mellem ritualet og skabelsen, mellem ritualet og myten og om modernitetens ritualtab. Ritualtabet har medført, at gudstjenesten opleves som en forstening. Det forstenede ritual kan imidlertid (med et billede lånt fra Grundtvig) forvandle sig og generhverve den glasagtige gennemsigtighed, som det havde engang. Hvordan det? Man kunne fx som gudstjenestedeltager ”komme til klarhed over de religiøse vaner, som kirkens ritualer er”.

Gudstjenestes liturgi
Der er meget mere at hente i kapitel 3, men vi iler videre til kapitel 4, som bærer overskriften ”Gudstjenestens liturgi”. Kapitlet er en omarbejdet og udvidet version af Erik A. Nielsens selvstændige bidrag til Liturgikommissionens betænkning 1057. Forfatteren gennemgår gudstjenestens led i en helhedsoptik, og for mig var det oplysende at få indblik i nogle af de overvejelser, der lå bag den nuværende alterbog. Erik A. Nielsens karriere som privatteolog begyndte, da han i protest mod dronningebønnen endte med at træde ud af Liturgikommisionen, og det var også ved den lejlighed, at han opfandt sin poetiske teologi som alternativ til universitetsteologiens historisk-kritiske metode.

Den dramatiske gudstjenestes højdepunkt
Kapitel 5 – ”Gudstjeneste og drama” – er en aristotelisk og kristen læsning af Ibsens ”Fruen fra Havet” og Becketts ”Mens vi venter på Godot”. Her lærer læseren om anagnorisis (genkendelse) og peripeti (vendepunktet). I kapitel 6 – ”Afslutning: Gudstjenestens eskatologiske perspektiv” – udlægger forfatteren den eskatologiske tankeform som en forestilling om det ubevidste og som verdens drømme. Den sakramentale realisme går ud på at deltage i den dramatiske gudstjenestes højdepunkt, nadveren, så man med Helligåndens hjælp kan gå fra gudstjenesten som et omvandrende, fremtidsorienteret tredje testamente, der ikke længere træller under den autoritære stenlov, men har den nye kærlighedslov skrevet i sit hjerte.

Holder det jeg skrev dengang?

Det afsluttende efterord – ”Gen-syn” – er et kritisk tilbageblik og en selvanmeldelse, der sætter værket i perspektiv. Holder det jeg skrev dengang? Det spørger forfatteren sig selv. Til allersidst er der en lille novelle – ”Præludium” – om den sunkne katedral, som ses på bogens forside. Den kunne jeg nu godt have undværet. Jeg forstod hensigten, men blev forstemt.

”Den skjulte gudstjeneste” har ikke mistet sin aktualitet, selvom den er næsten 25 år gammel. Mere er der ikke plads til at skrive her, men bogen er uomgængelig læsning for enhver, der interesserer sig for, hvad en højmesse er – eller burde være.

Jonas L. Christy, sognepræst ved Lindevang Kirke

Den skjulte gudstjeneste – en fantasi (2. udgave)
Erik A. Nielsen
Forlaget Alfa
2011