Små og store forandringerShare|
Opbakningen til kirken som livsfællesskab er stabil, mens antallet af danskere, der ser kirken som et fejringsfællesskab for familien har været markant stigende siden 1981, hedder det i ny bog redigeret af Peter Gundelach
Siden 1981 har en gruppe sociologer stædigt målt danskernes holdninger til stort og småt mellem himmel og jord. Efter knap 30 år har de gjort status. For hvad er bare flygtige forandringer? Og hvad er mere dybtgående?
Det er en meget interessant bog, som Gundelach & Co. har begået om de små og store forandringer, som danskernes værdier er undergået siden 1981. Årsagen er, at vi på en række væsentlige områder får et indblik i, hvad der er de grundlæggende forandringer, og hvad der er mere overfladiske.
Hovedkonklusioner
Gængs sociologisk litteratur og dermed også vores medier flyder tit og ofte over med en lang række – viser det sig – udokumenterede påstande. Så sent som i går aftes (søndag den 16. januar) drøftedes således forslaget om indførelsen af en tvungen social værnepligt, som bl.a. historikeren Henrik Jensen har argumenteret så kraftigt for. Årsagen til nødvendigheden heraf skulle ifølge ham være behovet for, at børn og unge lærer at engagere sig i andet og mere end bare sig selv. Vi er blevet mere individualistiske i vores orientering hedder en del af argumentet.
Gundelachs og hans forskerteams undersøgelser viser imidlertid, at dette formentlig er en helt fejlslagen analyse. Tværtimod er danskerne over en kam blevet mere tillidsfulde og mere socialt kompetente, i takt med at de er blevet bedre uddannede. Samtidig er de stærkt engagerede i deres nære sammenhænge – familie, venner og foreningsliv. I 1990 sagde 26 %, at de var engagerede i frivilligt arbejde. I 2008 var dette tal vokset til 37 %. Væsentlige værdier, som forældre (påstår de) lægger vægt på i opdragelsen af deres børn er da også tolerance, ansvarsfølelse, selvstændighed, gode manerer og omtanke, når de gælder andre. Herunder er det karakteristisk, at vi også forventer af hinanden, at disse dyder udfolder sig i forhold til ”de andre”. Vi er faktisk blevet meget mindre fremmedfjendske i perioden, viser undersøgelsen. Man kan vist roligt konstatere, at sammenhængskraften i dette samfund ikke fejler noget.
I nærheden
Baggrunden herfor, viser undersøgelsen så også, er formentlig, at fokus siden 2. halvdel af det 20. århundrede langsomt men ubarmhjertigt er flyttet væk fra de store politiske sammenhænge til de små og mere overskuelige. Det gælder ikke længere om at redde verden, men derimod om at redde nærheden. Dette kan bl.a. også ses i udviklingen af vores arbejdsværdier, hvor det ikke længere handler helt så meget om gode materielle arbejdsvilkår eller muligheden for at gøre et stykke samfundsnyttigt arbejde. Næh, det handler om den indre arbejdsglæde.
Det religiøse
Samme vending kan så i øvrigt konstateres på det religiøse område. Også her er det ikke længere opbakningen til den gamle autoriserede ”Gud”, som er på dagsordenen. I dag vedkender folk sig, at ordet ” Gud” mest af alt er en varm følelse af, at livet giver mening; han/hun/den/det forstås i dag som en særlig åndelig kraft. I praksis betyder det, at opbakningen til kirken som livsfællesskab ligger på niveau, mens antallet af danskere, der ser kirken som et fejringsfællesskab for familien har været markant stigende. Her gør undersøgelsen meget ud af, at opbakningen til de religiøse ceremonier ved de store livsbegivenheder har været støt faldende i hele perioden. Men dette fald opvejes altså af, at danskerne møder op til højtiderne samt (må man formode) til familiegudstjenester, børnegudstjenester osv.
Denne udvikling tolker forfatteren til artiklen om danskernes religiøsitet derhen, at kirken i stigende grad har fået opgaven at fungere som et hyggeligt baggrundstæppe for vores familiesammenkomster. Bemærkelsesværdigt er det dog i den forbindelse, at danskerne helt grundlæggende mener, at kirkens opgave er at give svar på åndelig behov. I 1981 var det kun 37 % af danskerne, der delte denne opfattelse. I 2008 gjaldt det 54 %. Måske er det således, at danskerne i deres jagt på sammenhængskraft har (gen)opdaget kirken som det sted, hvor der tilbydes en sammenhængende livstolkning. Herfra og så til at sidde på bænken hver søndag med ”de fremmede gamle damer” er der et langt stykke. Men får gennemsnitsdanskerne en lejlighed til at gå i kirke med deres nærmeste og kæreste – dvs. familien – griber de den i stigende omfang.
Hvad betyder det?
Spørgsmålet er nu, om kirken er klædt på til at imødegå disse forventninger? Svaret herpå er naturligvis ikke entydigt. Der er hen ved 2000 menigheder derude, og hver kirke er indtil for nylig blevet mere eller mindre drevet som en lille selvstændig købmandsbutik. Set i forhold til resten af samfundet er der med indførelsen af ny lovgivning, nye centralistiske ledelsesformer og ”new public management” sket indgreb i denne forankring i det nære og det konkrete. Spørgsmålet er dog, hvor stor indflydelse dette indtil nu har fået. Der er formentlig endnu tid til at sikre, at kirkens ”lokale” forandring ikke lider ubodelig skade – og så kan det være ligegyldigt, om kirken er et tilvalgt fællesskab eller konkret ligger i centrum af det nære. Udfordringen er så, at de fælles initiativer – uddannelser, skoletjenester og ikke mindst kommunikationsarbejdet – ikke rettes mod at skabe strømlinede provstikirker, stiftskirker eller en landskirke. Tværtimod gælder det om, at alle de mange initiativer hele tiden har for øje at understøtte præsten og menighedsrådenes fælles arbejde ude i sognene og pastoraterne. Det er naturligvis ikke helt så sjovt som at drømme om at få orden og skik på folkekirken og få den stavet med stort. Men set i lyset af de forventninger, danskerne har til kirken, tegner der sig en enestående mulighed for, at kirken bliver det sted, hvor mennesker søger hen, fordi de ikke vil give op over for at opleve en verden, der ”hænger sammen”. Det viser om noget resultatet af de mange møjsommelige statistiske beregninger, der er fremlagt i denne bog.
Javel, den er ikke nem at læse, og statistiske forkundskaber er en fordel, hvis man som læser skal få noget ud af de mange tabeller. Men den er arbejdet værd for enhver, der ellers tankeløst abonnerer på alle de mange ideologisk farvede forestillinger om danskernes grundlæggende værdier.
Læs den før jeres provst eller biskop!
Karen Schousboe
Peter Gundelach (red): Små og Store Forandringer
Hans Reitzels Forlag 2011
256 sider, 248 kr.