Shaken not stirredShare|
ANMELDELSE: I Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling ’Rystet spejl’ er det ikke længere verden, men derimod spejlet der ryster en lille smule
Det er nu 15 år siden, at verden den havde svært ved at stå stille i Søren Ulrik Thomsens digtsamling ’Det skabtes vaklen’ fra 1996. I den nye digtsamling ’Rystet spejl’ er det ikke længere verden, men derimod spejlet der ryster en lille smule. Man kan sige, at resultatet er det samme – nemlig at de indtryk, der danner sig på nethinden, står lidt uklart. Men som det også viser sig i digtene, så er det ikke ligegyldigt, om det er verden selv, eller om det er spejlet der ryster.
Tættere på
Hvor Thomsen i ’Det skabtes vaklen’ lod digtene smyge sig store og flotte ned over siderne i det, han selv kaldte arabesker, så er digtene i ’Rystet spejl’ enklere og mere direkte. Det er som om, at hvor Thomsen i Det skabes vaklen blev nødt til at zoome ud for at kunne overskue den verden, der ikke gad stå stille, så kan han nu zoome meget mere ind på den. For godt nok så står tingene stadig ikke stille, men da det nu er spejlet, som der ses i, der er uklart, ja, så kan digtene blive nødt til at gå tættere på for at kunne se klart.
Gud med ind
Hvis digtene tidligere havde et vist abstrakt præg over sig, så er de nu langt mere konkrete. Der har altid været en metafysisk bevidsthed til stede i Thomsens digte, men det er nu som om, at det metafysiske eller sandheden ikke længere findes i digtenes skønhed eller indsigt, men derimod ude ved tingene selv. Hvis vi vil nærme os det metafysiske, så må vi gå tættere ind på verden. Og det er måske også denne bevægelse fra det mere abstrakte hen imod det konkrete, der gør, at han nu helt uproblematisk kan trække Gud og sågar dogmatiske overvejelser med ind i sine digte.
Døden under huden
Også døden er blevet langt mere konkret i digtene. Både ’Det skabtes vaklen’ og ’Rystet spejl’ åbner med et digt, der tegner et billede af, hvordan digteren skriver med bevidstheden om døden under huden. Men døden er langt mere konkret i ’Rystet spejl’. Her lyder det ganske enkelt: ”Folk er begyndt at dø/og her på kontoret/der lyser som et rumskib i skumringen/er ting der virker som om de lige er sket/pludselig lang tid siden.” Der skrives, der arbejdes på kontoret, ”hastesagerne hober sig op”, som der står i digtsamlingen første linje. Og den konkrete anledning til det er, at folk er begyndt at dø omkring forfatteren. Også i ’Det skabtes vaklens’ første digt står døden bag ordene, dér er døden blot mere abstrakt, og altså langt mindre konkret, til stede.
Personlige relationer
Digterens personlige relationer er nu også langt mere direkte til stede i digtene: ”Undskyld jeg ringer så sent./Den tid er åbenbart forbi/hvor jeg følte mig som noget særligt/ved at være hvem som helst/i verdens endeløse transithal/og hotellernes tristhed/ligefrem var en del af magien.” Hvor et trist men stemningsfuldt hotelværelse måske tidligere havde affødt en smuk arabesk, så gribes der nu ud efter knoglen, så digteren kan høre en stemme han kender. Der skrives så åbenbart også stadigvæk digte. Men digtene er nu mere enkle og mindre udsmykkede end tidligere.
Direkte, enkle og rørende
Hank Williams sagde engang, at hans sange var tre akkorder – og sandheden. Søren Ulrik Thomsen skriver ikke sange her. Men også hans nye digte har det direkte, enkle og rørende over sig som også de bedste countrysange har. Og man så kan lide at blive rørt på den måde som disse digte rører én, det er der kun en måde at finde ud af på. Nemlig ved selv at læse dem. Selv har jeg i hvert fald ingen intentioner om at ryste spejlet af mig foreløbigt, men har i stedet lagt bogen hen ved den stak plader jeg hører mest for tiden. For ligesom med god musik, så kan det altid lige være rart at høre det digt som man alligevel har gået rundt med i hovedet hele dagen.
Lars Ottosen, sognepræst i Skt. Jakobs kirke
Rystet spejl
Søren Ulrik Thomsen
Gyldendal 2011