Kulturens vanvidstrækShare|
Ole Jensens nye bog ”På kant med klodens klima” er let og ligetil. Pædagogisk. Uden falbelader. Saglig. Det er tydeligvis sagen, det drejer sig om. Med en ”lavmælt peptalk” søger han at slå mere effektivt alarm, end det almindeligvis sker
 Det er selve natursynet, det er galt med, og de indgroede vaner, der er fulgt med det forfejlede natursyn. Og den forfejlede filosofi, der ligger bag.
Vi driver rovdrift på naturen, forgifter og plyndrer, tømmer ressourcerne, udrydder arterne og kæmpestore naturområder. Vi er som overmodige teenagere på dødskørsel. Vi opfører os ikke kun dumt og selvødelæggende. Vi er skamløse. Vi er blevet uden evne til agtelse og uden evne til skam, skriver Ole Jensen med henvisninger til en række tænkere i øst og vest: Yen Fu i Kina, Tagore i Indien, Valentin Rasputin i Sibirien, Coetzee i Sydafrika, Lars Gyllensten i Sverige, Løgstrup i Danmark.
På randen af Universet
Netop Løgstrup spiller en stor rolle i bogen. Hans opgør med alle former for ‘randfilosofi’, illusionen om at vi står udenfor, på randen af ‘universet’, på afstand. Uden sans for at vi er dybt indfældet i et liv, som ikke bare er tomt og meningsløst og står til vores lemfældige rådighed.
Begynder man først at tænke i løgstrupske baner: at vores medmenneskelige liv er båret af suveræne livsytringer, at vi i forhold til naturen er afstandsløst indfældet, at universet ikke er vor omgivelse, men vort ophav – så bliver det svært ikke at oprøres over den moderne behersker- og forbrugerkultur. Og let at forstå den aldrende Løgstrups bekymring: ‘Randtilværelsen er modernitetens formidable illusion’; den skaber en ‘vrangvirkelighed, hvis slutresultat er vandalisme og udryddelse’… ’Vor vestlige kultur er begyndt at antage vanvidstræk’ og det er så meget værre, som den samtidig ‘er kommet til at omfatte hele kloden’ (citat på s. 46).
Naturen, det billige skidt
Men Ole Jensen fører os også til poeterne, Bjørnvig selvfølgelig, men også Johs. V. Jensen og Otto Gelsted, som i 1934 skrev digtet Sommerøen, hvor det hedder:
Jeg kommer til min Sommerø,
til Naturen, det billige skidt.
og Aspen suser mig mørkt i Møde,
og Blitfuglen fløjter: blit, blit!
Meningen her er selvsagt, at aspens susen og fuglens fløjten er ubetalelige undere og alt andet end billigt skidt. Og det er desværre alt for tidstypisk, at det udtryk ‘naturen, det billige skidt’ blev en vending ment i alvor!
Ligesom det gik med et andet udtryk (som Ole Jensen nævner): de økonomiske vismænd. Oprindelig ment i sjov, for visdom er noget helt andet end økonomi. Men efterhånden – tidstypisk – blev udtrykket brugt i ramme alvor.
Den indskrænkede økonomisme Netop den ensidige fokus på økonomi og vækst og forbrug er uhyggelig og forførende. ‘Økonomisme’ kalder Ole Jensen denne fokus, og han efterlyser konferencer med anderledes eller egentlige økonomer, der tager grundbetydningen af økonomi som grundlag, nemlig ‘at holde hus’. Han efterlyser radikale opgør med hensynsløse, underlødige, ‘sorgløse’, pjattede forbrugsvaner, der kun fører til rastløshed, stress og naturødelæggelser. Han efterlyser, som Obamas visionære energiminister, Steven Chu, ‘en vifte af tiltag’. Han efterlyser som en engelsk udviklingskommission interesse for ‘prosperity without growth’, for en ‘alternativ hedonisme’. Han efterlyser opsamling af utopiske erindringer, som de er nedfældet utallige steder, således fx i GT og den græske mytologi.
Pastoral diskretion
Han appellerer til åndslivet. Og det vil både sige filosoffer og folkeoplysere. Præsterne skal også være med, men her går Ole J. på listesko. Præsterne bør, når de optræder som præster, fungere yderst diskret og ‘mit Fingerspitzengefühl’. Gudstjenesten (inklusiv prædiken) skal udtrykke tak og trøst og ikke moralisere, ikke sætte skel. Men indirekte skal den naturligvis udvirke både klarhed og overskud til handlelyst.
Håb
Sort ser det ud. Den såkaldte klimakrise er langt mere end en krise. Uoprettelige ødelæggelser har allerede fundet sted. Økonomismens og forbrugerismens supertanker sejler videre, upåvirket af al virak og alle velmenende tanker. Men nye dybere indsigter kan hobe sig op, og pludselig sker der noget! Surdejen virker. Hvad der hviskes i krogene, udråbes fra tagene. Pludselig blomstrede det fallerede danske landbrug (i 1880’erne), pludselig faldt det urokkelige apartheidregime i Sydafrika, pludselig faldt Muren (i 1989). Pludselig faldt Mubarak (efter bogens udgivelse!).
Parentes om Gud?
Således og på mange andre måder er der lys og håb i sort-maleriet. Og der kunne komme mere endnu, ville jeg mene, hvis der blev sat et aktivt spørgsmålstegn ved Ole Jensens tanker om, at vi alle (alle moderne mennesker) i vores dagligliv naturligt ‘sætter parentes om Gud’, altså suspenderer det hellige – men at vi alligevel godt kan, og pinedød skal, forsvare det hellige og urørlige (s. 87).
Er det ikke at gøre det hele lidt for indviklet? Skal vi i den grad lade os skræmme af tidligere tiders helligheds-misbrug? En vismand fra Østen (fx!) ville sige: Jo dybere åndedrag, jo større kraft og klarhed – og større naturlighed. Jo tættere vi reelt er på det guddommelige, jo lettere har vi ved at virke og påvirke. Uden falbelader, opgivelse og fordømmelser.
Sådan kunne man tænke videre, og det indbyder Ole Jensens bog til – med sin lidenhed, dejligt korte kapitler og mange tanker.
Steffen Støvring
På kant med klodens klima - om behovet for et ændret natursyn
Ole Jensen
176 sider. 189 kr.
Anis 2011
Opdateret
18-02-2011
|
 |
|