Duende og palimpsestShare|
Bogen om Arne Haugen Sørensens Kirkekunst er blevet til en umådelig smuk billedbog, der med forfatterens indsigtsfulde og oplysende tekster sætter kunstnerens religiøse billeder ind i en sammenhæng
Titlen er inspireret af det spanske begreb ”duende”, som spiller en stor rolle for Arne Haugen Sørensen, og som med et citat af digteren Federico Garcia Lorca kan defineres som ”når du kan mærke de døde stige op fra jorden, op igennem fodsålerne, sprænge sig ud igennem dig i noget, der lyder som et skrig, fra hvor ordene ikke længere rækker.”
Slår man ordet ”duende” op i en spansk ordbog er det oversat med en skovtrold eller alf. Og på en måde er netop dette ”mere end dobbelte” symptomatisk for Smedegaards nye bog om Haugen Sørensens kunst. For bogen er med endnu et af AHSs yndlingsord en palimpsest: et skrift, der er blevet til på baggrund af AHSs religiøse kunst, og hvor Smedegaard genbruger hans egne udsagn i breve og interviews, gamle filosoffers, digteres og teologers tanker og hele bibelens og kunstens verden for at indkredse og fortolke hans kunst og motivverden.
Ned til det umoderne og usmarte
Selv bruger AHS palimpsestbegrebet om sine billeder, som han siger leder ham tilbage til det, man troede for længst var glemt, fordi hans malerier fører ham ”helt derned, hvor man aldrig havde troet, at man nogensinde skulle komme. Ned til det umoderne og usmarte. Til det pulterkammer man kalder gamle myter. Helt ned til kristendommen”.
Det kan måske synes lidt vel spidsfindigt med alle disse ”palimpsest-lag”. Men i virkeligheden er det en generøs indføring i både kunsten og bibelens verden. Og interesserer man sig for denne verden, vil man sikkert opleve, at bogen sætter ord på mange af ens uformulerede tanker. Bogen er så stimulerende, så fyldt med citater, som man gerne ville indprente sig til fremtidigt brug, og samtidigt så underholdende og fyldt med gode historier, at man nødigt afbryder sit samvær med den.
Og så har jeg endnu ikke berørt det, som det hele handler om, nemlig Arne Haugen Sørensens kirkekunst. For Smedegaards bog er på nær et par billeder en fyldestgørende gennemgang af hans 26 kirkelige udsmykninger – heri indbefattet hans udsmykning af foredragssalen i Vartov.
Dramatiske og til tider næsten surrealistiske
Egentligt er det besynderligt, at denne dramatiske og til tider næsten surrealistiske kolorist er blevet så populær hos det danske kirkefolk. For Haugen Sørensen har meget lidt med den danske jantelov at gøre. Tværtimod er han stærkt påvirket af ”duenden” i Spanien, hvor han har boet i snart mange år. Han sprænger de rum, hans billeder kommer ind i, både med sine voldsomme og provokerende motiver og sine skingert udanske farve. Men måske er det netop hans force, at han rusker op i sine tilskuere og tvinger dem til at tage stilling. Hvad enten det handler om et menneske, der forrådes, dets lidelsesfulde korsfæstelse eller trygheden i dets opstandelse.
Kunstneren arbejder ligesom flere af de nyere kirkekunstnere i mange materialer, akrylmaleri, glasmosaik og skulptur, men med en stadig gentagelse af relativt få motiver: Isaks ofring, Den sidste Nadver, Korsfæstelsen, Opstandelsen, Emmausmåltidet og ikke mindst den mangetydige vandringsmand
Den gode kirkekunst
Gennemgangen af AHSs kunst er kronologisk, dvs. at vi får lov at følge en kunstners udvikling fra det søgende endnu ikke helt forløste fx i Immanuelskirkens opstandelsesvindue, 1983, til motivets fuldbyrdelse i Ringkøbingaltertavlen, 1996, hvor mennesket ikke længere opstår til et intet, men modtages af Guds beskyttende hænder. ”At arbejde med religiøse emner er en gensidig proces, og jeg er en anden mand i dag, end da jeg startede på denne tavle” har AHS udtalt netop i forbindelse med Ringkøbingtavlen.
Smedegaard har i denne sammenhæng en fin definition på den gode kirkekunst: ”Den er forkyndelse til øjet og kan åbenbare aspekter af evangeliet, som vi ellers ikke ville få øje på. Hvis kirkekunsten ikke opfylder den funktion, er den pynt – også selvom den er god kunst. Hvis den er dårlig kunst, er den en katastrofe.”
Kunst og religion lader sig ikke konkretisere
Vores kultur kræver forklaringer og konkretiseringer, men kunst og religion lader sig ikke konkretisere eller indfange. Det handler om mirakler og uforklarlig indsigt, og som AHS siger det: ”Kunst og religion har samme rod – Længslen efter Paradis”. Bogen om hans kirkekunst er blevet til en umådelig smuk billedbog, der med LSAs indsigtsfulde og oplysende tekster sætter kunstnerens religiøse billeder ind i en sammenhæng, både kunsthistorisk, bibelsk, filosofisk og landskabeligt.
Sognepræst i Davidskirken og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard Lisbeth Smedegaaard Andersen
Arne Haugen Sørensens Kirkekunst – hvor ordene ikke rækker
Det danske Bibelselskab
2011
Fakta: udsmykninger
Udsmykninger, der afbildes i bogen både i close ups og i deres miljø: Immanuelskirken (1983), Fonnesbech k (1987), Vanløse (1988), Dalbyneder (1993), Sankt Ansgars kirke, København, Hans Tausens, Odense, (1995), Ringkøbing (1996), Hindborg kirke (1997), Skelager kirke (1997), Hjerm Østre kirke ( 1997 og 2000), Bederslev (2001), Odense Domkirke (2002), Holstebro kirke (2002), Gellerup ved Århus (2003), Sankt Ansgars kirke, Bramming (2003), Herning Valgmenighedskirke (2004), Hørby kirke (2005) , Holstebro kapel (2002-7), Tarm kirke (2007), Christianskirken, Sønderborg, (2007) Sankt Johannes kirke, Århus, (2005-7) Bregnet kirke (1997 og 2006), Vor Frelsers kirke, Odense, (2009) Humlum kirke (2010), Sorgenfri kirke. |