Slibesten for enhver teologShare|

Enhver teolog og enhver præst skylder sig selv og sin eventuelle menighed at svare på Nietzsches angreb i Antikrist

”Forbandelse over kristendommen” er undertitlen på Antikrist – en superklassiker inden for religionskritikken. Og undertitlen rammer præcist både denne lille bogs indhold og sprog. Nietzsche nærmest udspyr sine forbandelser over kristendom og kirke på værkets begrænsede antal sider, for at ende i et vildt og voldsomt crescendo betitlet: ”Lov mod kristendommen”.

Et par lækkerhapser
Jeg serverer gerne et par lækkerhapser fra bogen:
”Lastefuld er enhver slags modnatur. Det mest lastefulde menneske er præsten: han prædiker mod-naturen. Mod præster har man ikke begrundelser, man har tugthuset.”
”De forbandede steder, hvor kristendommen har udruget sine basilisk-æg, skal jævnes med jorden, og skal som jordens fordærvede steder være til skræk og advarsel for al eftertid. På disse steder skal man opdrætte giftige slanger.”
”Man skal betegne den ”hellige” historie med det navn, den fortjener, som en forbandet historie; man skal bruge ordene ”Gud”, ”frelser”, ”forløser”, ”hellig” som skældsord, som forbryderkendetegn.”Velbekomme!

Sandt og falsk
Finales fortissimo dog hverken forklarer den uendeligt lange efterklang, som dette værk har haft, eller yder den argumentation, Nietzsche leverer undervejs, retfærdighed. Denne skal findes i bogens corpus: Tanken om mennesket som et dyr er fundamentet under argumentation, og ideen om viljen til magt som den dybeste menneskelige natur er bærende bjælke. Barmhjertighed, ydmyghed og medlidenhed er som slavemoral indført via kristendommen til samfundsmæssighed slaphed og ulykke. Begreberne sandt og falsk er – jf. Nietzsche – i kristendommen vendt helt på hovedet.

Trods vreden og forbandelserne er bogens grundtanke alligevel svær at ryste af sig, og man må tilkende Nietzsche at have skrevet sig selv ind i den europæiske teologi-, ide- og filosofihistorie.

En rocker-agtig filosofi
Undertegnede kan ikke sige sig selv fri for en mistanke om, at tidens vulgærliberale ideer og idealer har baggrund i Nietzsche: Enhver må klare sig selv, som han eller hun bedst selv kan. De velhavende (stærke, kapable) kan betale sig fra køen i Legoland, samtidigt med, at man skærer i offentlige ydelser til de i forvejen mest økonomisk marginaliserede mennesker, for at give dem yderligere incitament til ved egen kraft at hæve sig fra samfundets bund. Lad falde hvad ej kan stå. En rocker-agtig filosofi, der – uden at nævne Charles Darwin som logisk forfader – argumenterer for kristendommen som den ultimative dekadence og den protestantiske kristendom som højdepunktet af åndeligt og menneskeligt forfald: kristendommen som modnatur. Med Nietzsche er bolden i hvert fald givet op.

Et brandgodt spørgsmål
Nietzsche er så let at nedgøre fordi han døde sindssyg, og præstesønnens frådende og rasende angreb på kristendommen er et ret specielt værk at læse. For en førstegangslæser er Nietzsche kuriøs og småtung kost. Heldigvis er bogen forsynet med et forbilledligt klart og instruktivt forord skrevet af Esben Andreasen, og med et fyldigt noteapparat, som kommer læseren til gode undervejs.

Enhver teolog og enhver præst skylder sig selv og sin eventuelle menighed at svare på Nietzsches angreb. Han er – selvom han har været død i 100 år – stadig en stiller af et brandgodt spørgsmål, og som sådan en slibesten, vi kan hvæsse Ordets og vore argumenters sværd på. Nutidig? – NEJ, men relevant som ind i et vist sted og for den omtalte faggruppe uomgængelig.

PS
Måske rummer Nietzsches egen historie kimen til svaret på den udfordring, han gav kirken. For manden, der underskrev sit værk ”Der Antikrist”, og som i den grad foragtede medlidenhed, skulle have fået udløst sin sindssygdom ved synet af en hest, som blev pryglet på en gade i Torino. Forfatteren skulle i situationen have omfavnet den lidende hest ifølge bogens forord. Medlidenhed som spontan livsytring???


Sognepræst Jens Bach Pedersen, Dragør Kirke

Antikrist
Af Friedrich Nietzsche
Systime 2010
98 sider